Classic Jurassic Prak, vol. 2, samler otte blade til én paperback. Vi finder således historierne “Betrayal” og “Genesis” (også kendt under det mere mundrette #0), og derudover to historier der strækker sig over henholdsvis to og fire blade, nemlig Raptor #1-2 og Raptor Attack #1-4. Jeg har tidligere anmeldt Raptor Attack #1-4 serien her på siden, og henviser til den anmeldelse hvis man ønsker et mere indgående kendskab til netop denne historie.

De to førstnævnte historier finder sted før filmene. De giver et indblik i hvilke genvordigheder John Hammond og Dennis Nedry har måtte gennemløbe inden vi så dem i filmene første gang. Det er to meget korte og næsten plot-løse historier. Plot-løse i den forstand at de faktisk ikke fortæller noget man ikke kan se i filmene. Det sjove i disse historier er alle de fremadrettede referencer til filmene. Blandt andet kommer John Hammond med en bemærkning til advokaten Gennaro om, at den T-Rex-unge han står og betragter, måske en dag vil overraske ham (filmfans vil vide at der her bliver henvist til den berømte T-rex’en-åd-ham-mens-han-sad-på-toilettet scene). Men derudover er der ikke meget ved historierne, der i øvrigt er fulde af åbenlyse kontinuitetsproblemer mellem disse historier og filmen.

Raptor #1-2 omhandler Alan Grant og Ellie Sattlers tilbagevenden til Jurassic Park. Sammen med en flok regeringstyper og militærfolk, forsøger de at indfange de sidste dinosaurer, for at pacificerer dem og forhindre at andre skal forsøge at stjæle dem (?). Imidlertid dukker storvildtjægeren Lawala op. Han har sine helt egne planer om hvad der skal sket med dinosaurerne, og giver sig i kast med at indfange både mennesker og dyr i parken.

Raptor #1-2 er tåbelig. Fra grundlæggende ide til udførelse er den slet og ret tåbelig. Der er absolut ingen grund til at Alan og Ellie skulle tage tilbage til Jurassic Park. Der er absolut ingen grund til at militæret ikke bare bomber øen i stedet for at forsøge at indfange dinosaurerne. Den eneste der kan siges at have bare en smule motiv eller omløb i hovedet er Lawanda – skurken. I det mindste forsøger han at indfange dinosaurerne for at tjene penge på det. Det er tosset og ualmindeligt uigennemtænkt, dialogen er usandsynlig og actionsekvenserne er næsten umulige at følge med i.

Slutteligt skal der falde en kommentar om tegningerne. De er meget halvfemser-agtige. Virkelig. De er så halvfemser-præget at det er lige før de ligner noget fra firserne. De er ikke grimme per se, men de er meget tidstypiske – kantede, detaljerede på de forkerte steder og med mange perspektivforvridninger. Derudover er der kun én person der ligner skuespilleren fra filmen bare lidt, og det er synd og skam. Derudover er der valgt en helt tosset beskæring på flere af billederne. Det er så grelt at man i flere actionsekvenser overhovedet ikke kan få en fornemmelse af hvad det er der foregår. Det er synd og skam for det kunne være blevet ret fedt.

På overfladen virker historierne i Raptor og Raptor Attack som et cool koncept – menneskeædende dinosaurer, whats not to like? Men så snart man kratter lidt i overfladen (det vil sige, så snart man læser dem), så begynder tingene at falde fra hinanden. Jeg kan absolut ikke anbefale dette bind til andre end de allermest hardcore Jurassic Park fans. Og her taler jeg ikke om dem der har filmene stående på DVD-hylden. Nej, her taler jeg om dem der samler på mint-condition legetøj, film-rekvisitter og laver kostumer. Men, hvis du er en af dem, så er det et absolut must.

LØSSLUPPEN TEKNOLOGI.

For det starter ærligt talt som noget af en parodi. Det første stykke af bogen virker nemlig som Crichtons forsøg på at tackle ligestillingsproblematikken, med fynd og klem. Forestil dig en klassisk kvindeskildring, sandsynligvis skrevet i 50erne, hvor subjektet tænker mange tanker om sin position i samfundet, om sit forhold til ægtefælle og børn, mens huset holdes, og ægteskabet knirker. Twisten er naturligvis, at personen i fokus er en mand. Og det, der så får historien ud af de lettere forældede starthuller er, at konen, som opfører sig mærkeligt (har hun mon en elsker?), arbejder på et tophemmeligt projekt ude i ørkenen.

Den hjemmegående husfar, Jack, er programmør – ganske succesfuld, egentlig, men han opsagde sit job, fordi ledelsen begik ulovligheder. Nu er han uansættelig. Men hans programmer er blevet brugt i det projekt, som konen arbejder på, og nu er noget gået galt ude i ørkenen. Han bliver derfor trukket ind i som konsulent, og det viser sig at blive et job, der handler om liv og død.

Projektet handler nemlig om nanoteknologi, robotter i cellestørrelse, der kan arbejde sammen, og en stor del af dem er sluppet ud fra laboratoriet. De er ikke længere under kontrol, og de er begyndt at udvikle sig med rivende hast. Sammen med en lille flok forskere og teknikere bliver Jack isoleret i laboratoriet, omringet af en aggressiv teknologi, hvis funktion de ikke kan sætte sig ind i.

Crichton forstår at skrive videnskabshelte – intelligente mennesker, der forstår at bruge deres hjerne til at overleve (og som gerne stopper op for at forklare andre mennesker og læseren en masse baggrundsviden). Og samtidig er han god til at opbygge stemning, så ”Sværmen” er såmænd en bog, der kan være svær at lægge fra sig, når man er kommet over de indledende, vaklende trin. Derfor kan det også være lettere irriterende, når han så åbenlyst går efter de lette point (teknikforskrækkelsen), følger spændingskurven slavisk og i det hele taget leverer et produkt, der er lidt for renpudset – slutningen går over gevind, fra at være klaustrofobisk spænding til at være Hollywood og eksplosioner. Alt i alt ender ”Sværmen” som lufthavnslitteratur – spændende og hurtigt læst, men også hurtigt glemt. Den kunne sagtens være blevet til noget mere, i mine øjne.

KLOGE ABER OG DUMME MENNESKER

Frank M. Burnet har gode gener – hans krop forstår at bekæmpe kræft. Men hans læge bruger hans væv til egen vinding, og da Burnet lægger sag an, ender han med at miste retten til sine egne celler.

Turister i Sumatras jungle støder på en orangutang, der ikke blot betragter dem på afstand, men i stedet skælder dem huden fuld. På fransk og hollandsk.

En forsker opdager en posItiv bivirkning ved et stof, han arbejder på, og afprøver det på mennesker, med uforudsete resultater.

Videnskabsmænd kæmper om retten til det menneskelige genom.

Dette er blot nogle få af elementerne i Michael Crichtons ”Next”. Og den formelig drukner i underplots og afkroge, for der fyldes op til over kanten. Faktisk er der indhold i den til flere bøger, men det håndteres ikke særligt godt, så det hele bliver en rodet miskmask, hvor det er svært at holde styr på pointen med det altsammen. Det er synd, for der er faktisk masser af gode historier at finde her; især morede jeg mig meget med den transgene papegøje Gerard, der kommer på sin helt egen odysse og får en masse problemer, fordi folk ikke er vant til en fugl, der kan deltage i diskussionerne.

Men det, Crichton gør godt, er at tage videnskabelige landvindinger og gøre dem håndgribelige. Han gør bioteknologien og dens muligheder spændende og fascinerende, og ”Next” er en af de bøger, man kan samle op til en flyvetur og så bare læse igennem fra ende til anden. Den farer afsted i korte, filmiske kapitler, og selv om det kan være svært at bevare overblikket, er det let at fortabe sig i nuet.

Problemet er, i mine øjne, at den kunne have været så meget mere. Crichton tager vigtige emner op til diskussion, og han kan gøre dem spændende og gøre debatten bred, men han drukner det i tjubang og en lidt hellig tone. De onde er i sandhed onde, og de får deres bekomst, så straffen passer med den moralske forbrydelse. ”Next” er hurtigt læst og ganske spændende, mens det står på, men også hurtigt glemt, og den burde påvirke én længere. I sidste ende kommer Crichton med en opsang om det forkerte i at tillade patenter på gener, men igennem historien kommer det desværre mere til at virke som en hysterisk advarsel mod bioteknologien. Det er lidt skuffende.

I ”Timeline” er det tidsmaskinen, der introduceres – endnu ikke en realitet, men Crichtons forklaring udspringer af kvante-teleportering, som angiveligt skulle være lykkedes i virkeligheden. Desværre følger Crichton også Vernes eksempel ved at lade den teknologiske nyskabelse være et transportmiddel, hvis funktion er at bringe hovedpersonerne i spændende situationer – det betyder, at alle dybere implikationer ved tidsrejser fejes af bordet. Her handler det ikke om faren for at ændre historiens gang eller skabe umulige hændelser. Så er man til bøger, der på intelligent vis bruger og ændrer SF-genrens klicheer, er det desværre ikke her, man skal læse – ønsker man derimod hæsblæsende action og lidt højteknologisk snak, skal man nok blive underholdt.

Handlingen tager sit udgangspunkt i firmaet ITC og deres eksperimenter udi tidsrejser. En af deres videnskabsmænd er forsvundet i Frankrig i 1375, og en gruppe forskere, der kender til tiden og stedet, sendes efter ham.

Fra starten går det galt: deres ledsagere dræbes, og de er strandet i fortiden, hvor et større slag er under opsejling.
Historien er ikke specielt ophidsende, men Crichtons talent for action lader sig dog ikke fornægte. Hovedpersonerne rives fra det ene voldsomme optrin til det næste, og man mærker snart, at forfatteren forsøger at gentage sin succes fra ”Jurassic Park”: at skabe et nyt billede af et populært emne, i dette tilfælde middelalderen, der fremstilles som mere kulturel og intelligent, end man er vant – og så afgjort også mere voldsom. Det er faktisk det, der lykkes bedst i romanen: at gøre perioden fysisk nærværende.

Det er dog interessant at bemærke, at Crichtons romaner ofte anmeldes yderst positivt i dagspressen med det tema, at han ikke skriver science fiction – mens han rent faktisk gør sig skyldig i nogle af genrens værste litterære bommerter, såsom personer, der stopper op midt under en hæsblæsende jagt for at forklare, hvordan man i middelalderen garvede huder. Det er naturligvis en oplysning, vi får brug for, men det burde være muligt at liste den mindre akavet ind i fortællingen.

”Timeline” virker rent fysisk som en stor bog – men skrivemåden gør, at den er hurtigt overstået. Den er fint underholdende, men også hurtigt glemt bagefter.

Det er selvsagt ikke lige sådan at evaluerer en dyrepark af denne kaliber, og det viser sig hurtigt for vores helte at der ikke er tale om nogen søndagsudflugt. Flere omstændigheder gør at Grant og hans slæng inden længe finder sig jagtet rundt i parken af løsslupne dinosaurer.

Selvom bogen er små 20 år gammel, er den stadig vedkommende og aktuel. Crichton leverer underholdning i topklasse, og der er ikke meget tid til at få luft mellem action-sekvenserne. ”Kunne jeg ikke bare se filmen?”, spørger du så – nej! Selvom Spielbergs filmatisering af bogen, efter min mening, er helt fantastisk, så er der MANGE ting der ikke er med. Mit råd er – se filmen, og læs derefter bogen.

Der er visse faktuelle problemer i bogen, som kan skærer i hjertet på enhver dino-entusiast. F.eks. er Crichtons ide om at en Velociraptor er to meter høj, og går på en måde så den er nød til at støtte på halen, ganske pinagtig forkert – ingen dinosaur har nogensinde støttet på sin hale!! Derudover er en Velociraptor kun godt en meter høj. Alt dette kunne overses hvis det var for at dramatisere. Problemet er bare det at Crichton kunnne have valgt at bruge en Utahraptor i stedet for en Velociraptor, da denne er de omtalte to meter.
Ydermere er der en, ufrivilligt komisk, beskrivelse af en Tyrannosaurus Rex der sidder lænet op af et træ efter at have fortæret en hadrosaur – tosset!!

Trods de faktuelle fejl omkring dyrene, er bogen stadig lidt af en klassiker i mine øjne. Den er helt klart en gennemlæsning værdig.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Michael Crichton på fantastisklitteratur.dk

DINOER IGEN. Så fik jeg læst Michael Crichton’s roman ”Den forsvundne verden”. Det var vel nærmest også gået hen og blevet et must. Jeg må sige at denne toer på ingen måde fangede min interesse som etteren gjorde det.

Flere år efter at Jurassiv Park blev lukket, begynder mystiske firben i overstørrelse, at drive i land på Costa Rica. Det sætter selvsagt gang i en række hændelser, som ultimativt leder til at vores gamle ven ”Ian Malcom”, kommer på sporet af noget han ikke ønsker at være på sporet af. Catchphrasen fra forsiden er ”noget har overlevet”, men jeg mener nu nok den burde have været ”noget lever stadig” – grunden hertil vil være klar for den der læser bogen

Problemet med ”Den forsvundne verden” er ikke så meget at det er en toer (der er selvfølgelig alle de klassiske problemer med folk der overlever, selvom de blev omtalt som døde i etteren og uomtvistelige fakta, man ikke hørte om i etteren), men mere det faktum at den forsøger at rette op på de faktuelle brølere, som Crichton begik i den første. Det virker lidt som om forfatteren vil sige: ”Ja, jeg ved det godt… Jeg har læst op på det nu, så ad mig lige forklarer”. Den er på ingen måde lige så spændingsmættet som den første.

Der er dog det plus, at Crichton ikke har kaldt den ”Jurassic Park: Den forsvundne verden”, for den har meget lidt med Jurassic Park at gøre (Jeg pointerer dette fordi man med filmene lige netop gjorde denne fejl). Derfor har den heller ikke rigtigt etteren at skulle leve op til, men man kan dog ikke lade være med at sammenligne de to.

Det der er pudsigt ved ”Den forsvundende verden” er at man kan tage personerne og bytte dem ud med personerne fra ”Jurassic Park”, og så ville man få nogenlunde den samme bog – to gange. Derudover skal jeg lade være med at nævne alle de lighedspunkter der er med Sir Arthur Conan Doyles originale ”Den forsvundne verden”.

Ikke desto mindre var jeg underholdt på de fleste af de 437 sider som bogen er. Jeg kan godt anbefale den til JP entusiaster, og til dem der synes Sir ACD’s originale udgave er lidt for victoriansk i sit udtryk.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Michael Crichton på fantastisklitteratur.dk