Gales (Indy’s veninde) landsby, der ligger i en magisk skov i England, bliver overfaldet af en flok lejesoldater. Gales sjælefrænde “Caitlins” far bliver myrdet under angrebet. Caitlin sværger hævn ved “Caliburn” – et magisk sværd som hendes familie har passet på siden Merlins tid. Heldigvis er vores hatteklædte helt ikke langt væk, og han lover at hjælpe Gale og Caitlin. Imidlertid udvikler hævnaktionen til et internationalt spion-drama af højeste kaliber. De engelske myndigheder hører naturligvis om angrebet, og hyrer Indy til at finde ud af (og fange) hvem der måtte stå bag.  

Martin Caidin fokuserer alt for meget på årsagsforklaringer og tekniske detaljer i sin skrivestil. Hvad der i andre bøger/film slet og ret bliver accepteret som “noget virkeligt”, skal pensles ud og retfærdiggøres i mindste detalje. Caidin er uddannet pilot, og det mærker man tydeligt. Så snart der nævnes noget om fly, bliver der samtidigt liret en hel masse tekniske data af, som er helt uvedkommende for historien. Jeg tror Caidin ville være god til at skrive faglitteratur. Skønlitteratur skal han imidlertid holde sig fra.

Slutteligt er der bare at sige, at denne roman er så U-Indy’sk som noget kan være. Artefaktet, som det hele burde handle om, er et fuldstændigt irrelevant (nærmest irriterende) sværd. Det har ingen narrativ funktion og er derfor bare med til, at sinke eventyret helt enormt. Derudover er Indy hverken spion eller superhelt, men denne roman forsøger at gøre ham til begge dele.

Skrammel!

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Bibiliofilens Reviderede Hyggekrog.

Året er 1930. Underlige flyvende ”discs” hærger rundt om på jorden. Helten med hatten befinder sig pludseligt midt i et internationalt terrorist/agent-drama, sammen med en hel flok af gæve eventyrere, der alle sammen har deres specielle evner udi krig, flyvning eller efterretning. Forvirret? Bare rolig, det er alle bogens karakterer også på de første 150-200 sider.

Det hele starter med et togrøveri. Nogen vil have fat i en last med værdifulde diamanter, OG en meget sjælden artefakt! Det viser sig hurtigt at der er noget lusk ved artefakten, og Indy ved mere om det end han lige ved ud med. Hurtigt bliver vi klar over at artefakten bare er en del af en større plan. En plan der skal sikre tilfangetagelsen af “hvem-end-der-flyver-i-de-der-flyvende-tallerkner”.

Det hele er meget mystisk, meget fordækt og så rigligt James Bond. Alt hvad der bare svagt minder om Indiana Jones er faktisk fjernet fra denne bog. Det er kun hatte-helten’s umiskendelige kommentarer, der forsikre os om at der ER tale om Indiana Jones. Det hele handler om flyvning og om planer om planer, der kan snyde andre planer. Det er tørt og kedeligt, og der sker ikke ret meget. Humoren, der ellers efterhånden havde fået fodfæste i serien, er nu helt og aldeles væk – øv!

Bogen lider meget under at der er beskrivelser og forklaringer på de forkerte steder. Der er en masse detaljer om fly og deres egenskaber, men det er ikke rigtigt interessant, og det er heller ikke noget man kan sætte sig ind i. Med mindre selvfølgelig man er meget interesseret i flyvning.

Alt i alt er det en tam og ikke-Indy’sk oplevelse. Jeg må sige at jeg nok døde lidt indeni da jeg lukkede bogen og kunne konstatere at jeg var færdig. Man sidder tilbage med en fornæmmelse af “er jeg allerede færdig…. makværk”. Det piner mig at skulle sige det, men denne bog er altså ikke anbefalelsesværdig!

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog