TILBAGE TIL VIRICONIUM.

“A Storm of Wings” er anden bog i Harrisons Viriconium-serie og en tydelig udvikling af både hans talent og universet.

Vi befinder os 80 år efter hændelserne beskrevet i The Pastel City – kriger-poeten tegeus-Cromis er død, og metal-dværgen Tomb er forsvundet ud i rustørkenen i sin evige jagt efter gamle, døde maskiner. Genfødte mennesker fra racens storhedstid vandrer igen på Jorden, men de er fanget imellem deres egne drømme og erindringer og det dekadente Viriconiums virkelighed. Og en mystisk galskab har bredt sig – medlemmer af sekten ”Sign of the Locust” bevæger sig gennem byens gader om natten, mens deres kroppe undergår en forfærdelig forvandling.

Fra ødemarken kommer en af de Genfødte – kvinden Fay Glass, der er ude af stand til at kommunikere med andre, og alligevel medbringer hun et budskab: hovedet af et insekt så stort som et menneske. Jorden er under invasion.

Lejemorderen Hornwrack bringes sammen med kvinden, dværgen og andre personer fra sidste bog. Sammen drager de ud i ødemarken for at møde den trussel, der truer med at omvælte selve virkeligheden.

”A Storm of Wings” er først og fremmest en noget tungere bog end sin forløber. Der er ikke så megen handling, som der er stemning og dybde, og man skal ærligt talt være opmærksom, hvis der ikke skal listes en detalje forbi én. Det gør den stadig meget anderledes fra almindelig kommerciel fantasy, men vil måske også miste nogle af de læsere, som strøg igennem ”The Pastel City”.

Personligt var jeg indfanget fra de første sider. Først og fremmest lykkes det Harrison at skabe personer, der er tydeligvis fremmede – dette er ikke blot nutidsmennesker iklædt sværd og brynje, men folk, der er meget langt fra os, både mentalt og kronologisk. Og endnu engang fungerer koblingen af SF og fantasy, så der skabes en hybrid, som på en gang er både lyrisk og uendelig trist: Viriconium er menneskehedens endestation; alle de store gerninger er allerede gjort, og når engang Aftenkulturerne dør ud, er der kun Natten tilbage.

En gribende bog og afgjort værd at læse, hvis man vil afsøge grænserne af enten SF eller fantasy.

Vi befinder os langt ude i fremtiden, efter adskillige storslåede kulturer er opstået og gået til grunde, hvor Jorden er gammel, og menneskeheden er ganske bevidst om, at man er gået ind i den sidste fase, the evening cultures. Den vigtigste by på Jorden, selve civilisationens centrum, er Viriconium.

tegeus-Cromis er tidligere soldat i kongens elitekorps, the Methven, nu eneboer og mere poet end kriger (mener han da selv). Han bringes tilbage fra sit selvvalgte eksil, da krigen igen gryer: to dronninger slås om herredømmet over Viriconium, og i den krig er blevet genoplivet noget, som får konflikten til at handle om andet og mere end magt, måske selve menneskehedens overlevelse. Altødelæggende, glemt teknologi vandrer ned fra Norden og dræber alt på sin vej.

”The Pastel City” er lidt en torn i øjet på mig – af den grund, at jeg principielt ikke bryder mig om blandingen af science fiction og fantasy. Og selve handlingsplanet i romanen er fantasy: Viriconium er truet, og tegeus-Cromis må samle sine gamle kampfæller for sammen at drage ud på et togt, der skal redde byen. Der er masser af action og humor. Men SF-delen forlener historien med en vis tristhed, der klæder den velkendte historie godt – der er ingen magi i ”The Pastel City” og ingen illusioner om, at de tidligere kulturers teknologi er andet end netop teknik, man ikke selv formår at skabe. Der er toner af de ting, som f.eks. China Mieville laver nu, mere end tredive år senere. Det kombineret med ordene, der flyder let og ubesværet, skaber en fandens god historie.

Var bogen blevet skrevet idag, ville den uden tvivl være blevet en murstensroman, hvilket ville have dræbt charmen. Det er en ganske kort roman, og det er svært at slippe den, før sidste side er overstået. Harrison maler billeder med få ord, som andre forfattere ville bruge adskillige sider på (og personerne virker som taget ud af en RA Lafferty-roman, hvilket er et plus i min bog).

”The Pastel City” er første bog ud af fire i sagaen om Viriconium. Det er dog en enkeltstående historie, men den ender på ingen måde lykkeligt, og der er lagt op til spændende historier i resten af serien.

Historien er tredelt, med næsten uoverskuelig afstand mellem hovedpersonerne. To dele af den foregår i den fjerne fremtid og kredser omkring den mystiske konstellation/singularitet/brud på enhver forståelse af universet the Kefahuchi Tract. Her følger vi pigen Seria Mau, der er intimt forbundet til sit rumskib, the White Cat, og på evig flugt; og Ed Chianese, en mand, der har overlevet ting, som de færreste tør drømme om. Nu er han på flugt fra sine kreditorer. I vores egen tid følger vi Michael Kearney, genial matematiker og seriemorder. Han driver igennem London, drevet af tilfældighedernes spil og de mystiske terninger, han er kommet i besiddelse, og sammen med en kollega kæmper han for at skabe verdens første kvantecomputer.

I hælene på Kearney er den mystiske entitet kendt som the Shrander, og den begynder langsomt at skinne igennem hele historien.

Jeg indrømmer gerne et mål af forvirring i løbet af min læsning af ”Light” – det er ikke en roman, man skal koncentrere sig halvt om, for der kan hurtigt smutte noget forbi én. Men alligevel var det ikke en roman, der havde svært ved at fastholde mig, simpelthen i kraft af de billeder, Harrison fremkalder, den stemning, der gennemsyrer teksten. Man fornemmer en særegen elektricitet strømme fra forfatterens fingre.

Det interessante ved ”Light” er naturligvis også, hvordan de adskilte elementer nogensinde skal føres sammen. Der droppes hints igennem fortællingen, men det hele fører naturligvis frem til et klimaks med masser af gosh-wow-effekt. Man kunne indskyde, at det måske sker lidt abrupt, al den binden løse ender sammen efter så mange sider, men ærligt talt: det er lige meget. ”Light” er en af de bøger, der efterlader læseren ør, og som tager tid med at bundfælde sig – en bog, hvor man mærker duften af Litteratur med stort L (hvad enten man synes, det er godt eller skidt), men hvor definitionerne egentlig er ligegyldigt, for der er ganske enkelt tale om en god læseoplevelse.