“TheTarnished Angel” er bind nummer fire i rækken om Astro City. Den fungerer imidlertid ganske godt som et “stand-alone” album. Det er helt rart, at se et alternativt superhelteunivers hvor fokus ikke nødvendigvis er på heltene. Det er også rigtigt interessant at blive præsenteret for en række helte som ikke lige er Superman, Spiderman eller Ironman.

Tegningerne er flotte, men en smule gnidrede til tider. Menneskernes ansigter virker ofte meget skæve og ufærdige. Farvelægningen er god og den understreger stemningen rigtigt godt.

Historien er faktisk god og selvbevidst på en pudsig (men charmerende) måde. Slutningen er åbenlys fra flere kilometers afstand , men forfatteren har gjort det til pointen frem for at dække over det.

“The Tarnished Angel” er en rigtig god historie. Velfortalt og læsevenlig. Jeg kan anbefale den til de fleste og især superhelte- og krimientusiaster.

Vi starter i Paris sidst i halvtredserne. Privatdetektiven og musikeren Floyd (som egentlig hellere ville være musiker end detektiv) får en sag, der umiddelbart virker uden indhold – en ung kvinde er død efter at være faldet fra sin balkon. Politiet har allerede slået det hen som en ulykke eller selvmord, men udlejeren har svært ved at tro på de forklaringer. Floyd regner ikke med at finde noget, men snart begynder han alligevel at indse, at ikke alt er, som det burde være. Og imens går det op for læseren, at dette Paris ikke er det, man er vant til – noget i deres historie passer ikke med det, vi har lært.

300 år længere fremme i tiden er arkæologen Verity Auger på en ekspedition til den ødelagte jord – nærmere bestemt til et Paris, der er dækket af is. Det går forfærdeligt galt, og som en konsekvens får Verity valget mellem at stå overfor en retssag eller påtage sig en helt anderledes mission: via en umådelig infrastruktur efterladt af ukendte rumvæsener har man fundet vejen ind i en gigantisk artefakt, og der befinder sig en kopi af Jorden, som den så ud, før menneskeheden ødelagde den. En agent sendt til denne Jord er forsvundet, og det er nu Veritys job at finde ud af, hvad det var for en hemmelighed, agenten var på sporet af, alt imens menneskeheden (i hendes tid) bevæger sig hastigt mod en altødelæggende borgerkrig.

“Century Rain” er en berusende blanding af alternate history, noir krimi (med bunker af referencer til “Casablanca”), space opera og sikkert og lidt andet smidt ind. Og den griber én ved halsen og giver ikke slip, til sidste side er vendt.

Det er noget af et kunststykke, Reynolds udfører – både at gøre denne blanding logisk og samtidig frisk og spændende. Man er oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvordan den unge kvinde døde, og selv om det måske ikke er en overraskelse, hvordan Floyd og Veritys historier hænger sammen, så er det forbløffende, hvor godt forfatteren gør det – der er masser af tråde i fortællingen, men de har alle betydning, hvad enten det er detaljer i dette falske Paris eller storpolitikken i fremtiden. Og så sparer Reynolds heller ikke på godterne – for selv om det umiddelbart virker som en mere snæver fortælling, så får man også udleveret en god del store ideer og action, hvad enten det er hæsblæsende kampe eller klaustrofobiske flugtscener.

“Century Rain” kan ikke andet end anbefales. Og for yndere af litterære lege er der masser af intertekstuelle referencer at jagte og nyde (såsom at den del af menneskeheden, der har favnet teknologien med alle dens muligheden, nedstammer fra Slashdot).

”Amberville” har opnået stor succes i hjemlandet Sverige, bl.a. via en reklamekampagne i diverse blogs. Den er blevet solgt til distribution i resten af verden til forlaget HarperCollins, og der tales med store ord. Kan den leve op til denne hype i mine øjne? Ikke helt, men mindre kan også gøre det, og en ganske god læseoplevelse er der afgjort tale om.

Tøjbjørnen Erik er fokus for fortællingen – han lever et godt liv, har et velbetalt arbejde som reklamemand og er gift med den underskønne Emma Kanin. Men hans fortid vender tilbage for at hjemsøge ham, da underverdenens ukronede konge, Nikolas Due, opsøger ham sammen med et par gorillaer (bogstaveligt talt).

Historien foregår i titlens Amberville – et samfund, der udvider sig gennem bogen, men kun til en vis grænse. Vi er i et lukket system, og der er regler – en af de regler, som ingen helt kender, styrer chaufførerne i de røde biler, der henter de tøjdyr, som ingen ser igen. Men de fleste tror på Dødslisten, papiret med navnene på de personer, der skal hentes. Ingen ved, hvem der laver listen, og hvorfor. Men Nikolas Due er en af dem, som tror, og han er overbevist om, at hans navn er på listen, så han sætter Erik Bjørn til at finde og ændre Dødslisten. Erik må samle sit gamle hold – den lumske slange, den konstant dopede zebra og den labile krage – og langsomt grave sig ned i det fundament, der ligger under Amberville.

Historien er mesterligt skrevet – den springer mellem personer, både hovedpersoner og kortvarige bipersoner. Hver har sin egen fortælling – Erik har en tvilling, og de to bjørnes fortællinger bliver langsomt så forbundne, at grænserne på mystisk vis forsvinder – og alle har de deres egne motiver. Vi bevæger os fra udskuddene, der blot holder sig i live, til store tanker om godt og ondt og hvad man må gøre for at forblive god. Som enhver god krimi vokser intrigen, til den omfatter høj som lav, råddenskaben breder sig, og der må træffes hårde valg.

”Amberville” fungerer – ingen tvivl om det. Den er velskrevet og stilig, og historien forløber med masser af overraskelser undervejs. Blandingen af hårdkogt film noir-krimi og nuttede pelsdyr forlener det hele med en grotesk stemning, som ærligt talt er med til at give den det lille ekstra touch. Og der er ingen tvivl om, at historien ikke kunne fortælles uden de fantastiske elementer – jo, den kunne omskrives til sf, men den ville sandsynligvis blive alt for konstrueret i processen. Men alligevel – på trods af, at jeg læste den med glæde – kan jeg ikke slippe fornemmelsen af, at der mangler en højere enhed, som det hele burde gå op i. Der er ikke nogen overbevisende grund til, at det hele skal fortælles med pelsdyr – og på mig kommer det lidt til at virke, som om det er et gimmick, der skal understøtte en roman, som måske ikke ville kunne stå helt på egne ben. Det er der for så vidt ikke noget dårligt i, men det virker blot, som om potentialet var til mere. Så alt i alt er det én af de bøger, jeg gerne vil anbefale, men alligevel…

Advokaten Lola Galley er en glatryg – dvs. en af de resterende 2 % – og arbejder for DIRLA, Departementet for Igangværende Regulering af Lycantropisk Aktivitet. Deres primære job er at patruljere på fuldmånenætter og indfange de strejfere og uheldige, som bliver fanget udendørs under månens skær. Det er ikke noget taknemmeligt job: de er underbetalte og underbemandede og i konstant fare på de nætter. Modsat lycanterne gennemgår de ikke en jævnlig transformationsproces, som har den bivirkning, at alle mindre sår og ar forsvinder, så de er letgenkendelige i gadebilledet. Og tag ikke fejl, det er lycanterne, som er de almindelige, de normale – glatryggene er måske uundværlige, men de er også samfundets bund.

Romanen starter med en rutinehændelse: en lycants bil bryder sammen, og han er udendørs, da forvandlingen starter. Under indfangningen flår han hånden af en fanger, og det bliver Galleys job at forsvare ham, også selv om hun ikke bryder sig om ham. Men det er kun begyndelsen – snart bliver den sårede fanger slået ihjel, hvilket bliver starten på flere mord og et personligt mareridt for vor heltinde.

”Fuldmånens magt” er Kit Whitfields debut – og hun ankommer på scenen med et brag, for det er en af de mest behagelige læseoplevelser, jeg har haft længe, samtidig med at det er en eminent gennemført roman.

Galley er en typisk krimi-heltinde af den mere hårdkogte slags – hun har levet et liv i en ubehagelig verden, og hun går ingen steder uden at have paraderne oppe. Og det får hun brug for, mens mysterierne tårner sig op omkring hende. Folk – hendes venner og kolleger – dør, og hun kan på intet tidspunkt vide sig sikker, for hun er næste navn på listen, og hvis hun vil overleve, skal hun finde ud af hvorfor. Men alt klares på personens niveau, hvilket ofte kan være svært i en roman af denne type: Galley bryder ikke pludselig ud af sin plads i samfundet eller viser sig at være en superadvokat, der kan klare selv de hårdeste lycanter – ofte kastes hun uforstående rundt og forsøger at uddele lige så mange tæv, som hun får.

”Fudmånens magt” lever i høj grad på beskrivelsen af Galley, som også fortæller historien. Men mest ros skal Whitfield dog have for at beskrive sin verden så gennemført – vi får på intet tidspunkt en forklaring, det er blot sådan, tingene er: hver måned bliver størstedelen af verdens befolkning til varulve, og det er op til de resterende at bevare roen og sørge for, at der er en verden at vende tilbage til. Det drager Whitfield en lang række logiske konsekvenser af, også selv om det kommer til at gå hårdt ud over hendes personer – hun har en god fornemmelse for, hvordan det er at være så ekstrem en minoritet.

Der er, som nævnt, tale om en debut og forfatterens eneste bog indtil videre. ”Fuldmånens magt” bør læses, hvis man er til genrelitteratur – næsten lige meget hvilken genre, for man finder spor af krimi, horror, science fiction, kærlighedsroman og andet blandt dens sider. Det eneste negative, jeg kunne sige om den, angår nok Aschehougs valg af forside, der er komplet ligegyldig. Måske er den et forsøg på at ramme så bredt som muligt, men en konsekvens af det, er, at man ingen rammer. Ignorer den og gå direkte til indholdet. Det kan betale sig.

Bogen er også anmeldt af Jette på Gyseren.dk

Rammen er hårdkogt krimi – privatdetektiven Carlos Clot er den klassiske figur, en underdog, der kæmper mod overvældende odds og samler tråde op, som måske helst burde forblive glemt. Han bliver sat på tre sager samtidig, som tilsyneladende ikke hænger sammen, men selvfølgelig viser sig at være forbundne: en pige er stukket hjemmefra; en kommunalt ansat tror, at hans kone bedrager ham (han har ret og ser det som en mulighed for endelig at tilgive); og en kendt western-forfatter opsøger Clot, fordi en af personerne i hans seneste roman (som skal blive hans litterære gennembrud) er stukket af og har stoppet arbejdet med fortællingen. De fører ad veje, som det er svært at forudse ud fra oplægget.

Alt dette udspiller sig i et fremtidigt Madrid, der er halvt oversvømmet på grund af den globale opvarmning – Clot cykler fra gerningssted til gerningssted og ankommer gerne helt uden for kontekst. En mystisk koncern ved navn Chopeitia Genomics trækker i trådene overalt i samfundet, og der fremmanes en dyster og våd verden, der ikke rummer meget håb (bagsiden sammenligner historien med Blade Runner, hvilket dog mest er på overfladen – nedenunder bobler noget helt andet).

Her slutter science fiction-elementet, og ind imellem de kendte genrer væver Reig et væld af metafiktion – Clot bor i en lejlighed, der tidligere har været åstedet for masser af poesi, og de løsslupne ideer og sætninger kribler og krabler stadig omkring; vor hovedperson holder sig kørende på Loch Lomond (Kaptajn Haddocks foretrukne drik); mystiske forbrydere stjæler halve kvinder, når tryllekunstnere har savet dem over; den forsvundne romanfigur får følgeskab af én til (der redder Clots liv); det rabler og sprudler i det hele taget, så det er en fryd.

Bloddryppende placerer sig i krydsfeltet mellem populærlitteratur og Litteratur med stort L – en balancegang, der er uendelig svær at opretholde i min erfaring, men det lykkes, nok især i kraft af Reigs sprogbehandling: han jonglerer med ordene og slår smut med begreberne. Indrømmet, til tider kan det være svært helt at følge historien, men så kan man lade sig rive med af ordene, der gør smukke ting på siden. Bloddryppende er en af de bøger, hvor man til tider springer tilbage i teksten for at nyde en formulering, og hvor ideerne springer rundt på siden. Hvis det er spansk litteratur, ville jeg gerne se mere af det på dansk.

I ØVRIGT

Anmeldelsen er tidligere publiceret på fanzine.dk

Rafael Reig på Fantastisklitteratur.dk