SIDSTE SKRIDT NED I MØRKET.

Da første historie begynder, er store dele af byen Kurôzu-Cho blevet ødelagt af den cyklon, der forelskede sig i Kirie. Flere storme er på vej, og kun ganske få steder virker sikre: de gamle, faldefærdige rækkehuse, der er spredt rundt omkring i byen. Kiries familie flytter ind her, men snart begynder der at ske ting med dem – benagtige små spiraler skyder ud på deres kroppe med store smerter til følge. Og fra et hul i væggen betragter et øje dem, men især Kirie.

Den første historie fanger både det, som Ito gør så godt, også fejlen ved hans fremgangsmåde. Ideen er stærk og ubehagelig og tillige rigtigt godt realiseret som tegneserie – men som historie halter den lidt, fordi Kirie allerede er udpeget som hende, der skal guide læseren gennem apokalypsen. Der kommer altså ikke nogen rigtig løsning på fortællingen, men i stedet en abrupt nulstilling af det, der er ved at ske med familien, så de kan komme videre til næste historie. På den ene side lykkes det historien at hive læseren en smule længere ned i den sorte malstrøm, der er Uzumaki, men på den anden side bliver man også lidt frustreret.

Det lykkes en journalist at komme igennem til byen, der nu er fuldstændig afskåret fra omverdenen. Alle forsøg på at undslippe mislykkes, og da hun kommer igennem, møder den hende et samfund i kaos – folk er stuvet ind i rækkehusene i næsten umenneskelige omstændigheder, mens bander farer omkring i ruinerne udenfor. Stormene har været så voldsomme, at deres kraft nu virker som en slags konstant baggrundsstøj i byen – en voldsom bevægelse eller lyd kan uden varsel starte en lille cyklon, hvad øjeblik det skal være. Og overalt forvandles folk til enten snegle eller andre umenneskelige væsener.

Mange gange betræder ”Uzumaki” en hårfin grænse mellem tåbelig og foruroligende. Bander, der bruger minicyklonerne som alternativ til motorcykler er et af eksemplerne – egentlig synes jeg ikke, at det fungerer, men alligevel virker det bare som en overflade, hvor de skræmmende realiteter nedenunder skinner uhindret igennem. Jeg tror måske, at hemmeligheden ligger i, at Ito på intet tidspunktet forfalder til selvbevidst humor – ”Uzumaki” er en lang vandring ned ad en dyster hvirveltrappe, hvor der ikke venter noget god for enten, men hvor man alligevel ikke kan vende om og gå tilbage. Det er superb horror.

NED I HVIRVELSTRØMMEN.

Serien handler om en lille japansk by, som bliver hjemsøgt/forbandet/opslugt/smittet med spiraler og alt spiralrelateret. Nogen forklaring får man ikke, men pludselig får alt spiralformet en besynderlig magt over mennesker og ting – der er altså ikke tale om nogen ”skurk” eller ”fjende”, som kan besejres, men blot en form, som bryder igennem til vores verden igen og igen med katastrofale følger.

I bind 2 byder Junji Ito på endnu 6 historier, der tager udgangspunkt i dette koncept – fortalt gennem teenagepigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi.

Samlingen indledes med ”Jack in the Box”, som er en af de svageste historier i samlingen. Drengen Mitsuru har forelsket sig i Kirie – han har en irriterende vane med at komme springende frem fra mørke steder for at skræmme folk, og hans forsøg på at vinde sin udkårnes hjerte er da også ret akavede som en følge deraf. Kirie afviser ham, og hans svar er et forsøg på at vinde hendes kærlighed ved at nedstirre en bil i fuld fart; med forudsigelige resultater. Det, der sker efter døden, er dog straks sværere at forudsige. Problemet med dette er, at historien giver efter for ren chokeffekt og derfor løber lidt ud i sandet.

Noget af det samme gør sig gældende for den næste historie, hvor folk begynder at ændre sig – spiraler vokser ud af deres rygge, de bevæger sig kun i fugtigt vejr, og de bliver langsommere og langsommere. Her er der også kun påklistret en effekt-slutning, men ideen er så god og så gennemført, at man gerne tilgiver den lidt corny afrunding.

De næste historier bringer os omkring et fyrtårn, der begynder at udsende et hypnotiserende lys over byen, to ture på hospitalet, hvor blodsugere ikke er det værste, man kan løbe ind i, for til sidst at ende med en apokalyptisk storm, der angiveligt forelsker sig i Kirie.

Ja: cyklonen forelsker sig i Kirie.

Hvor ufrivilligt latterligt dette end lyder, så er det meget betegnende for Junji Itos værk, at han rent faktisk får det til at fungere. Præcis hvordan er svært at forklare, for det burde det efter al logik ikke. Men Ito formår at give samtlige sine historier et eller andet ekstra, en kant eller en ide eller en overraskelse, som rækker ud over det almindelige. Og til tider kommer historierne et godt stykke ud på overdrevet, men det er hele tiden med den trykkende undergangsstemning og følelsen af langsomt at synke ned i det mørke hul, som Ito graver med streger og ord. Bind 2 fortsætter det, der føles som en visuel nedstigning, og lægger op til store ting til næste bind, idet den overordnede historie umærkeligt får mere fart på. Det er trykkende og foruroligende, som kun rigtig god horror kan være.

HVIRVELSTRØMME.

Fælles for alle historierne er noget så enkelt som spiraler. Sådan en, man kan sidde og tegne, mens man tænker på noget andet. Som optræder, hvis man snurrer væske rundt. Som findes flere steder på og i kroppen. Som i det hele taget dannes her og der og alle vegne, når først man bliver opmærksom på dem… og det gør man, når man har læst Uzumaki.

Den lille by Kurôzu-cho bliver besat for ikke at sige smittet af spiraler. Og undertitlen ”Spiral into horror” er lige præcis, hvad der sker, for tingene bliver mere og mere sorte, sære og skræmmende. Det starter ganske roligt med high school student Kirie, der opdager, at hendes ven Shuichis far er blevet betaget af spiraler. Han samler alt, der udviser spiralmønstre og bliver langsomt sværere og sværere at kommunikere med – og da moderen fjerner hans spiralsamling, begynder han at danne spiraler med sin egen krop.

Dette er blot den første af seks historier i første bind af Uzumaki – de andre fem drager ind og ud af kroppen, gennem en absurd horror-udgave af Romeo og Julie, via kunsthåndværk for til sidst at havne i dødbringende forfængelighed.

Junji Ito har taget et ret enkelt koncept, og så forfølger han det ellers med skræmmende logisk grundighed til det yderste konsekvenser. Det gør Uzumaki til et af de værker, hvor man pinedød skal gribes af den grundlæggende ide – bliver man ikke fanget ind det, vil man nok bare stå måbende og spekulere over meningen med det hele. Men kommer man først med på vognen, går turen lige lukt ned i mørket, med svimlende fart.

”Uzumaki” er fortalt i sort/hvide tegninger, der er rimeligt afdæmpede, indtil historien bevæger sig bort fra den rene lige linie; så bliver de næsten taktile, dystertgroteske og en nærperfekt afspejling af seriens grundide. De bliver sortorganiske og fyldt med… spiraler. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på Junji Ito som en mindre stiliseret Charles Burns.

Det eneste problem med Uzumaki er for så vidt blandingen af afsluttede historier og den overordnede fortælling. Shuichi og især Kirie er hovedpersoner i alle historierne, men får ikke lov at udvikle sig meget – Kirie forbliver himmelråbende naiv, mens Shuichi især skal komme med ildevarslende mumlerier om, at byen er forbandet, og at spiraler er onde. På trods af papfigur-personerne er Uzumaki dog en af de eneste horrortegneserier, jeg nogensinde har læst, hvor den har formået at forurolige mig. Den er et must, hvis man er til horror.

FORBANDELSE

Jagten på en forklaring leder Asakawa til en enlig feriehytte, hvor de fire tilbragte tid sammen, kort før de døde – og et mystisk videobånd. Da han ser det, viser det sig at være en mystisk blanding af glimt, abstrakte sekvenser og særdeles fysiske billeder… og en profeti: den, der har set båndet, vil dø om præcis en uge. Væk er alle mistanker om en mystisk virus, som slog teenagerne ihjel; rædselsslagen flygter Asakawa fra hytten og til den eneste, der måske kan hjælpe ham: hans sære, gamle ven Ryuji, filosofi-lærer og (i det skjulte) voldtægtsmand.

Sammen begynder de to at løse gåden bag videoen og den forbandelse, som den har udløst over dem begge. De har under en uge, og tiden går.

Koji Suzukis Ring, er baggrunden for en japansk tv-serie, en film og en amerikansk filmadaption. Romanen er strålende, om end til tider lidt pudsig, og for dem, som har set de levende billeder, er der også masser af overraskelser i bogen.

”Ring” er første bind i en trilogi og en interessant blanding af overnaturlig horror og krimi. I store dele af bogen holdes det overnaturlige i baggrunden og underspilles til god effekt, mens der i stedet fokuseres på de to mænds opklaringsarbejde. Men som tiden går, vokser den underspillede baggrund i både læseren og hovedpersonernes bevidsthed og skaber en god fornemmelse af frygt, mens deres jagt bringer dem på kryds og tværs af Japan og ned i en død fortid, som ikke har givet slip på de levende.

Det er sikkert denne tvedeling i romanen, som har gjort, at forlaget har ladet en krimiforfatter oversætte værket til dansk, hvilket har haft både fordele og ulemper – selve krimidelen og personerne fungerer upåklageligt, mens teksten til tider vakler, når historien bevæger sig ind på mere mytisk grund. Det hænger naturligvis også sammen med, at historien i ”Ring” er meget bundet sammen med det japanske samfund og blanding af højteknologi og ældgammel overtro – det har ikke været let at oversætte noget sådant til det danske sprogs nok noget mangelfulde termer. Dertil kommer, at oversættelsen er lavet efter den amerikanske udgave og ikke originalteksten, hvilket naturligvis blot gør det endnu sværere at fange den originale tone. Det skal dog siges, at manglerne er små og lette at ignorere i kraft af historiens styrke.

Horror er ikke den genre, der udkommer mest af på dansk – og som en forsikring sammenlignes forfatteren med Stephen King på omslaget. Han begår sig også i mange af de samme temaer, men hvad angår stil, får han mig nærmere til at tænke på danske Grete Roulund. Her får man ikke Kings sympatiske personer, ja faktisk ingen retskafne helte (Asakawa er så optaget af sit arbejde, at han dårligt opdager et familiemedlems død, og efterforsker kun hendes død, fordi han lugter en god historie, og Ryuji vedkender sig flere voldtægter), og af lyspunkter er der ikke mange. Og på samme måde som Roulunds bøger burde ”Ring” også tiltale læsere, som normalt ikke rører de fantastiske genrer, i første række nok krimilæserne.

”Efter midnat” er en lille, luftig bog – den udspiller sig i tiden fra et par minutter i midnat til omkring klokken syv om morgenen og dykker ind og ud af en lille flok menneskers liv. Vi starter som et blik uden krop, der beskuer storbyen oppefra, og derfra trækkes vi ned i en fastfoodrestaurant, hvor to mennesker mødes. Det er den unge kvinde Mari, der tilbringer sine søvnløse nætter på stedet, og jazzmusikeren Takahashi, der øver et sted i nærheden. De to er bundet af fine, næsten usynlige bånd, som dog er nok til, at de drages mod hinanden.

På et lovehotel i nærheden bliver en prostitueret kinesisk pige gennemtævet af en kunde, og de to fra restauranten involveres i sagen. På den måde springer Murakami mellem mennesker – de to unge, den prostituerede, den voldelige kunde og Maris søster, som har sovet næsten uafbrudt de sidste måneder. Hun befinder sig i et besynderligt grænseland, hvor grænserne bryder ned.

Det interessante i ”Efter midnat” er nok ikke så meget selve historien (for den er ikke plotdrevet), så meget som det er den måde, hvorpå forfatteren fremmaner en drømmeagtig film for læseren og forsøger at gøre os til beskuere og lyttere i stedet. Læseren er til stede i bogen som et blik, for hvilket folks handlinger udspiller sig, og soundtracket udspiller sig gennem utallige højtalere. Lovehotellet hedder Alphaville, og man fornemmer masser af den slags celluloid-fingeraftryk her og der.

”Efter midnat” er ikke en historie på samme måde, som ”Kafka på stranden” var det – den giver mere udtryk af at være et elegant nedslag i et lille udsnit af virkeligheden. Man ved, at der har været noget før det første ord, og man ved, at personerne bevæger sig videre efter det sidste punktum. Alt bliver ikke forklaret, men Murakamis sprog og hans fornemmelse for personerne er endnu en gang uovertruffent.