Historien centrerer sig (for en gangs skyld) omkring Nazizternes jagt på magiske artefakter, som kan hjælpe dem i deres kamp for at blive verdensherskere. I denne fortælling går der imidlertid meget lang tid førend vi finder ud af, hvad det faktisk er de leder efter. Mystikken breder sig, og man undres fortsat. Lige indtil en gammel mand (faktisk en gammel kending) viser sig at vide det hele. Naturligvis bliver Indy jagtet af Nazisterne. Det er, naturligvis, blevet hans opgave at forsøge at forhindre Nazisterne i at finde artefaktet. Denne opgave bliver imidlertid besværliggjort af at Indy både skal have Bert (en dame) og to børn på slæb, der ikke har nogen narrativ funktion i øvrigt.

Hvis det hele virker meget usammenhængende, skyldes det bogen. Jeg kan simpelthen ikke afgøre om det skyldes narrative huller, eller min stedvise døsighed, der er skyld i at bogen virker usammenhæng. I al fald er den ikke noget litterært mesterværk. Faktisk er der tale om en gang copy-paste arbejde af værste skuffe.

Hele historien er, som sådan, en tro kopi af Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark (filmen). Det kan for så vidt være godt, men det er det bare ikke. Rintzler har ellers god erfaring med franchiset, idet han skrev den utroligt flotte, interessante og gennemillustrerede ”The Complete Making of Indiana Jones”. Han formår imidlertid ikke at omsætte sin viden til en god historie. Han er meget tro franchiset, mod stemningen og mod detaljerne, men historien som hele falder på gulvet.

Hele fejlen ved bogen er, at den kun er 155 sider lang. Den er simpelthen for kort. Der er så mange vinkler og sideplots der aldrig bliver udfoldet helt. Det er synd og skam. Derudover er artefaktet (det som hele jagten drejer sig om) uendelige tåbeligt, kunstigt og meget u-indysk.

Til slut skal der lige falde en kommentar om forsiden. Magen til photoshoppet rædsel skal man lede længe efter. Det er rent forfærdeligt. Det står helt klar at forsidens to personer, aldrig har stået så tæt på den/de originale tegninger. Det står også helt klart at figurerne ikke kigger på hinanden… og…. og…. og…. Det korte af det lange er, at det ikke er Drew Struzan der har tegnet den, og så fungerer det bare ikke.

Nej, jeg kan ikke anbefale bogen. Hvis man alligevel beslutter sig for at læse den, kan man trøste sig med at den er hurtigt overstået!

Det første bind i denne serie er “Indiana Jones and the Pyramid of the Sorcerer”. Bogen starter i 1941. Vi møder Dr. Jones ved en udgravning i junglen, der lader til at være helt almindeligt. Imidlertid er udgravningen truet af den sydamerikanske borgerkrig. Der går da også kun ganske få sider inden Dr. Jones må flygte. Efter flugten bliver han kontaktet af det amerikanske militær der ønsker hans hjælp. Nazisterne er endnu engang i færd med at finde et sagnomspundenet artefakt, nemlig “The hall of records” – et “arkiv” over alt der er sket og alt der kommer til at ske. Det er selvsagt et problem og Indy indvilliger i at hjælpe militæret.

Man har forsøgt at rette læseoplevelsen mod et ungt publikum. Det betyder at bogen er kort (kun 138 sider) og har meget lidt tekst på siderne. Det gør at bogen er letlæst og meget tempofyldt. Tempoet opstår imidlertid på en billig baggrund. Det er ikke den hæsbælsende action der driver historien fremad, men det faktum at historien ikke er ret lang.

Historien minder også meget om noget vi har set før (hvis man har set filmene eller læst andre bøger med Indiana Jones). Det er lidt trivielt. Imidlertid er der en hel række klassiske scener som fungerer enormt godt – især når man har set filmene.

Jeg kan anbefale bogen til de lidt yngre læsere og til Indyfans generelt. Der er action fra side ét, og den holder ikke op førend historien er færdig.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Max McCoy har fundet sin stil. Formen og stilen er velkendt og, desværre, en smule kedelig. Historiens præmisser er egentlig okay. Endelig er serien vendt tilbage til bibelske artefakter, og vi møder både Arons stav og Omega-bogen. Det er helt klart et forsøg på, at gøre os klar til at se “Raiders of the Lost Ark”.

Imidlertid virker McCoy en smule træt af Indy. Der er mange handlingsspring som ikke bliver forklaret eller udnyttet særligt godt. Flere steder virker det faktisk som om at bogen har være 100-200 sider længere. Det gør historien usammenhængende og, til tider, svær at forstå.

Desværre slutter serien om Indiana Jones ikke lige så stærkt som den startede. Det er langt fra den bedste i serien, men heller ikke den værste. Ikke desto mindre kan man jo glæde sig over at den ender i den samme jungle som franchiset begyndte i, i 1981.

Har man læst de elleve andre bøger i serien, er man selvfølgelig nødt til at læse Indiana Jones and the Secret of the Sphinx. Alligevel skal man nok være fan af franchiset i al almindelighed, førend man kan overskue at komme igennem denne bog.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

En kendt og farverig polarforsker bliver “slået ihjel i en bilulykke”. Indy modtager en mystisk kasse og en krystal, fra selv samme polarforsker. Med et er Indy en jaget mand. Hans flugt leder ham i armene på den danske huleforsker Ulla Tornaes. Sammen drager de ud for at finde ud af hvor den mystiske krystal kommer fra. Det bliver en pudsig og sammentræfsfyldt jagt på tværs af de arktiske ismasser.

Max McCoy har nu for alvor fundet fodfæste i Indiana Jones universet. Historien er velfortalt og velopbygget. Imidlertid virker plottet som en gentagelse, når man har læst “Indiana Jones and the Interior World” af Rob MacGregor. Det er dog en helt anden historie vi bliver præsenteret for i dette bind, men man kan ikke lade være med, at undre sig over hvorfor man vælger emnet “den hule jord” to gange i samme serie.

Max McCoy har åbenbart også fundet ud af, at man skal lave en eller anden form for rød tråd igennem de bøger man skriver, når man skriver Indy-romaner (en tendens jeg er meget imod). Der bliver derfor trukket en del på den foregående bog i serien, og lagt op til den tolvte, og sidste, bog i serien. Det er en smule irriterende og faktisk overflødigt.

For alle Indy-fans er den selvfølgelig et must-read. Imidlertid vil jeg foreslå, at man tager fat i filmene hvis man skal have et skud Indy.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Det hele udvikler sig til en meget klassisk fortælling om forsvundne verdner og sagn, der viser sig at være mere virkelige end man lige troede.

Dette tiende bind i serien må nok siges, at være en smule træt i det. Ikke mindst fordi plottet er som løftet ud af Sir Arthur Conan Doyles “The Lost World”. Det er set før (og siden) og er faktisk ikke særligt sindsoprivende. Mere interessant er det dog med den hund som pryder forsiden. Hva’ er nu det? Selvom Indy kan på egen hånd gør det ikke noget, at han i dette bind får følgeskab af menneskets bedste ven. Det er faktisk nok det mest interessante forhold der er i bogen.

Max McCoy har i andet forsøg (han skrev også bind nummer ni “Indiana Jones and the Philosophers Stone”) fået mere styr på sagerne. Der er ikke så mange narrative huller og overspringshandlinger. Det hele glider meget flot og er fortalt i en let, men indforstået, tone.

Alt i alt har serien rejst sig fra den sørgelige aske, der blev efterladt af Rob MacGregor og Martin Caidin i de første otte bind. Man kan kun håbe på, at Max McCoy holder dampen oppe i de sidste to.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Efter en hårrejsende prolog, sætter det rigtige eventyr ind. Indy bliver kontaktet af sin gamle ven Marcus Brody. Nogen har stjålet Voynich Manuskriptet. En italiensk, fascistisk storforbryder, der netop har været på besøg i Amerika, er under mistanke, og Indy sætter efter ham. Det udvikler sig hurtigt til en international jagt, hvor jægeren med ét går hen og bliver den jagede – men hvem er hvem?

Mac McCoy er klart et frisk pust til serien. Han er hverken luftingeniør eller mystiker han er journalist, og det ses. Der er lagt vægt på fart og sensationsjagt igennem hele romanen. Til tider går tingene så stærkt, at man slet ikke når, at bliver klar over hvor mange huller der faktisk er i historien. Hjælpsomme personer der dukker op ud af ingenting, for derefter at forsvinde uden videre, er en stor bestanddel af IJPS. Det er imidlertid med til at give historien al den fart den har brug for. McCoy lader Indy være Indy, magi være magi, og et eventyr være et eventyr – det er spændende, beskidt og til tider klodset, men det fungerer fordi det er Indy.

IJPS er helt klart den bog i serien der har vækket flest tankebilleder hos mig. Beskrivelserne er gode og præcise og man føler, at det hele falder meget naturligt for både Indy og de andre bærende karakterer. Hvis man kun vil læse én bog ud af de første ni, er det helt klart IJPS man bør give sig i kast med.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Gales (Indy’s veninde) landsby, der ligger i en magisk skov i England, bliver overfaldet af en flok lejesoldater. Gales sjælefrænde “Caitlins” far bliver myrdet under angrebet. Caitlin sværger hævn ved “Caliburn” – et magisk sværd som hendes familie har passet på siden Merlins tid. Heldigvis er vores hatteklædte helt ikke langt væk, og han lover at hjælpe Gale og Caitlin. Imidlertid udvikler hævnaktionen til et internationalt spion-drama af højeste kaliber. De engelske myndigheder hører naturligvis om angrebet, og hyrer Indy til at finde ud af (og fange) hvem der måtte stå bag.  

Martin Caidin fokuserer alt for meget på årsagsforklaringer og tekniske detaljer i sin skrivestil. Hvad der i andre bøger/film slet og ret bliver accepteret som “noget virkeligt”, skal pensles ud og retfærdiggøres i mindste detalje. Caidin er uddannet pilot, og det mærker man tydeligt. Så snart der nævnes noget om fly, bliver der samtidigt liret en hel masse tekniske data af, som er helt uvedkommende for historien. Jeg tror Caidin ville være god til at skrive faglitteratur. Skønlitteratur skal han imidlertid holde sig fra.

Slutteligt er der bare at sige, at denne roman er så U-Indy’sk som noget kan være. Artefaktet, som det hele burde handle om, er et fuldstændigt irrelevant (nærmest irriterende) sværd. Det har ingen narrativ funktion og er derfor bare med til, at sinke eventyret helt enormt. Derudover er Indy hverken spion eller superhelt, men denne roman forsøger at gøre ham til begge dele.

Skrammel!

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Bibiliofilens Reviderede Hyggekrog.

Året er 1930. Underlige flyvende ”discs” hærger rundt om på jorden. Helten med hatten befinder sig pludseligt midt i et internationalt terrorist/agent-drama, sammen med en hel flok af gæve eventyrere, der alle sammen har deres specielle evner udi krig, flyvning eller efterretning. Forvirret? Bare rolig, det er alle bogens karakterer også på de første 150-200 sider.

Det hele starter med et togrøveri. Nogen vil have fat i en last med værdifulde diamanter, OG en meget sjælden artefakt! Det viser sig hurtigt at der er noget lusk ved artefakten, og Indy ved mere om det end han lige ved ud med. Hurtigt bliver vi klar over at artefakten bare er en del af en større plan. En plan der skal sikre tilfangetagelsen af “hvem-end-der-flyver-i-de-der-flyvende-tallerkner”.

Det hele er meget mystisk, meget fordækt og så rigligt James Bond. Alt hvad der bare svagt minder om Indiana Jones er faktisk fjernet fra denne bog. Det er kun hatte-helten’s umiskendelige kommentarer, der forsikre os om at der ER tale om Indiana Jones. Det hele handler om flyvning og om planer om planer, der kan snyde andre planer. Det er tørt og kedeligt, og der sker ikke ret meget. Humoren, der ellers efterhånden havde fået fodfæste i serien, er nu helt og aldeles væk – øv!

Bogen lider meget under at der er beskrivelser og forklaringer på de forkerte steder. Der er en masse detaljer om fly og deres egenskaber, men det er ikke rigtigt interessant, og det er heller ikke noget man kan sætte sig ind i. Med mindre selvfølgelig man er meget interesseret i flyvning.

Alt i alt er det en tam og ikke-Indy’sk oplevelse. Jeg må sige at jeg nok døde lidt indeni da jeg lukkede bogen og kunne konstatere at jeg var færdig. Man sidder tilbage med en fornæmmelse af “er jeg allerede færdig…. makværk”. Det piner mig at skulle sige det, men denne bog er altså ikke anbefalelsesværdig!

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

UNDERVERDEN ELLER ILLUSIONER.

IJIW er det sidste bind som Rob MacGregor har skrevet i serien om Indiana Jones. Det ses! For det første er det den korteste hidtil. Derudover er det også som om MacGregor forsøger, at samle alle løse ender fra sine fem andre bøger. Det resulterer i at der nu pludselig er en sagnverden, som måske er virkelig, der kan forklarer alle okkulte, mystiske og mytiske hændelser som vores helt har været ude for i de sidste seks-otte år af sit liv.

MacGregor har i dette bind også taget et spring, og er gået over i en mere fantasypræget skrivestil. Således møder vi igen enhjørninger, men også drager, kæmper og monsterhunde. Vi introduceres også til magiske drikke, troldmænd, konger, hekse og mystiske skove. Det hele bliver dækket ind under “at  vi jo er i en anden verden – som måske ikke er der”. Man kan næsten fornemme MacGregor stå i baggrunden og nynne temaet fra “X-files” eller “Tales og the Unexpected”.

Jeg sagde godt nok om ”Indiana Jones and the Unicorn’s Legacy”, at det var det svageste bind hidtil. Det er stadig rigtigt, men IJIW er godt med på den front. MacGregor går i gang med mere end han kan gabe over, og hans forklaringer på visse ting, er ikke helt i samme boldgade som vi helst vil se Indy.

Jeg tror bare man skal glemme dette bind, og se frem til det næste i rækken: ”Indiana Jones and the Sky Pirates”, hvor det er Martin Caidin der fører pennen. 

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk

Der er selvsagt action og mystik i luften når Indy begiver sig ud i vildnisset. Desværre for denne bog, er der lagt alt for stor vægt på det spirituelle og shammanisme. Kraftdyr og personer der forvandler sig til forskellige væsner, spiller en stor rolle i denne roman. Formålet er måske at give et indblik i Indy’s personlighed eller hans spirituelle overbevisning. Imidlertid virker det bare plat eller direkte irriterende. Ikke nok med at vi skal have ekspliciteret Indy’s sjæleliv, men vi får det også symboler og prækognitioner stoppet ned i halsen. Intet er overladt til læseren selv, man farer aldrig vild, alt er forklaret – bare rolig.

Jeg ser helt klart dette femte bind som det svageste i rækken. Dels på grund af stridens kerne – enhjørningens horn – falder meget uden for hvad Indy ellers har været efter. Dels fordi at historien flere gange bliver hakket i stykker fordi forfatteren er nød til at gribe tilbage i Indy’s liv, for at kunne forklarer visse hændelser. Således er der pludselig en pige – den føromtalte Mara – der er en gammel bekendt, men som vi intet har hørt om i de fire foregående fortællinger – heller ikke selvom de fire første bøger har dækket den periode i Indy’s liv, hvor Mara første gang kommer ind i billedet. 

Noget godt er der dog at sige om “IJUL” og det er at den er en af de mest selvstændige bøger hidtil – i.e. den kan læses uden af have læst de fire første bind. Derudover har Rob MacGregor tydeligvis lagt sin ide om “en verdensospændende, præhistorisk kultur (druiderne)” på hylden for alvor – det er nu hele to bind siden vi sidst hørte om den.

Jeg skal gerne indrømme at Rob MacGregors Indiana Jones-bøger ikke er stor litteratur. Alt i alt er “IJUL” lidt ligesom en middelgod b-film – man ser den hurtigt, nemt og (næsten) smertefrit, men man har glemmer den lige så hurtigt, nemt og smertefrit.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk