Gaiman tager os endnu engang med ud på en tur i et univers hvor guder er menneskelige, dyriske og aldeles virkelige. Hans mytologi er efterhånden veletableret og Anansi Boys kan da også opfattes som et “spin-off” på bestselleren “American Gods”.

Neil er en rutineret og dreven forfatter. Det er meget tydeligt i denne bog. Igen og igen overrasker han. Små finurligheder og det der synes irrelevant bliver med ét bragt frem og bliver virkeligt interessant. Hvordar er det f.eks. at være spøgelse – Gaiman giver os svaret.

“Anansi Boys” minder helt enormt om “American Gods”. Og så alligevel ikke. Selvom universet er det samme, har historien absolut intet med begivenhederne i “American Gods” at gøre. Det er svært at sige om den ene er bedre end den anden. Anansi Boys er slet og ret sin egen.

Jeg kan kun anbefale den. Både til de der kan lide fantasy, men også til de der bare kan lide en god historie. Husk på, at til syvende og sidst, så er alle historier,  Anansi-historier!

Jeg vil ikke sige så meget om selve historien - den skal man selv opleve. Dog vil jeg nævne, at vi igennem hele historien følger den (forhenværende) småkriminelle “Shadow”. Shadow er på mange måder en helt ualmindelig mand, i en helt ualmindelig situation, men med helt enormt almindelige problemer – lader det i al fald til. En mand kontakter Shadow med et jobtilbud. Et job der er meget veldefineret, men alligevel aldeles ufatteligt.

Gaimans stil er helt perfekt til denne form for fortælling. I en verden hvor fantasi og virkelighed kan smelte sammen på et øjeblik formår Gaiman, at gøre læseren helt og aldeles forvirret, men alligevel lade os være fuldstændig klar over hvad der foregår (jeg tror på en eller anden måde, at han formår at skrive til underbevidstheden – hvordan han så end har fundet ud af, at gøre dét). Det er ret svært, at beskrive. Det skal opleves.   

Jeg kan kun anbefale American Gods. Det er en af de bøger som kommer til, at ligge længe og rumsterer i ens hjerne. Det er en af de eneste bøger der virkeligt har givet mig noget, at tænke over – læs den!

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

I Djævelens Kvint (2002) havde Seth et opgør med guderne Osiris og Isis, som til lejligheden havde indtaget menneskekroppene Gabriel og Héloise. Alt dette er der kommet et barn ud af – Horace – eller horusbarnet, som har magten og kraften til at udslette Seth.
Parret Gabriel og Héloise er begge medlem af den tophemmelige organisation Trismegistoen hvis formål er at holde orden på verdenen. Set fra et synspunkt, der ikke tilhører en kaosgud, er Trismegistoen summen af alle gode kræfter. Organisationens medlemmer er vogtere af viden uden censur. Alle har hver deres speciale, som f.eks. konservatoren Katarina, som rodes ind i plottet om et maleri af Brueghel forestillende elementer fra myten omkring Ikaros. Der findes to malerier, der ikke er meget forskellige fra at være ens. Og så er der et til. Tilsyneladende er der således et maleri for meget, og det er det, Katarina prøver at opklare ægtheden af. Imidlertid dør hun på tragisk vis, og andre fra Trismegistoen må tage over.

Langsomt hvirvles læseren ind i et mystisk net af tynde tråde, der har forbindelse til både en terrorcelle og den tilsyneladende generelle kamp mellem kaos og orden.
Seth køber det ukendte maleri af Ikaros, og plottet samler sig, og spændingen udløses, myter virkeliggøres men en rigtig afslutning belønnes læseren vist ikke helt med.

Tredje Ikaros er en meget kompakt roman. Den er ikke svær at læse eller forstå men er spækket med intertekstuelle referencer til myterne, historien, musikken og litteraturen. Som læser er man strengt taget ikke sikker på, at man får det hele med. Romanen er godt skrevet, og bevares, forfatteren har lavet et flot og enormt researcharbejde for at kunne få Ikaros til at lette. Men det falder lidt på jorden.

Jeg syntes kort sagt, at romanen har flere spændende komponenter for den rigtige gode historie, end den strengt taget udlever. F.eks. syntes jeg godt, at man kunne vente sig lidt mere af et vildt gammelt urvæsen af en kaosgud. Seth hærger ikke og bringer ikke kaos i verdenen (måske fordi der er nok). Jeg er lidt skuffet over denne trendy gud, som er mere selvgod end decideret ond.
Jeg ville også gerne have hørt meget mere om Trismegistoen og deres eventyrligt spændende arbejde. Jeg kunne således sagtens forestille mig en bog kun med dem.
Men hvorom alting, synes jeg dog alligevel, at romanen besidder mange andre interessante og spændende elementer, som gør den læseværdig. Om ikke andet har den en stille filosofisk nerve, som stiller spørgsmål og vækker nysgerrighed.