Novellerne i “Skygger” spænder bredt, lige fra Herman Bang over Kenneth Bøgh Andersen til Henning Mortensen, fra humor til rigtig ubehagelig uhygge. Man kan læse lidt mere om samlingen og se hele indholdsfortegnelsen på Mxrket.dk.

Alt i alt er den et rigtig godt sted at starte, hvis man vil introduceres til dansk horror, omend man kunne have ønsket sig flere af de nye navne. Redaktøren praler med at have samlet kanonforfattere side om side med internettets undergrund, men jeg havde personligt gerne set vægtningen anderledes – Herman Bang, B.S. Ingemann, Vilhelm Bergsøe, Holger Drachmann og H.C. Andersen i samme samling er måske lige i overkanten. Selvfølgelig bliver det slået fast med syvtommersøm, at genren er agtværdig og med en lang historie, men som læseoplevelse kunne man godt frygte, at de udgjorde nogle stopklodser. Personligt fandt jeg dem interessante, og især Bergøes med nogle gode detaljer, men gribende blev de nu ikke. Man kunne for min skyld sagtens have indsat et par nye navne i stedet (folk som Teddy Vork, A. Silvestri og andre).

Men på den positive side er kvaliteten af de noveller, der er kommet med, i top.

Langstrups egen “De sidste” bruger en klassisk model, men gør det effektivt; den alt for undervurderede Poul-Henrik Trampe leverer en ond lille sag; Kenneth Bøgh Andersen beviser, at hans noveller kan læses lige godt af børn og voksne; Peter Mouritzen har svært ved at undertrykke glimtet i øjet; Sara Skaarup leverer effekt med historien skåret ned til det minimale, mens Henning Mortensen skruer op for det groteske; Kenneth Bernholm går også efter bøh-effekten, mens Hanna Lützen får sat en tyk streg under stemningen i hendes yderst vellykkede “Staudebedet”; og så er der samlingens absolutte perle: Grete Roulunds “Laifs”. Roulund forstår at bringe sine personer udenfor deres faste rammer og snart lade dem indse, at de har bevæget ud, hvor de ikke kan bunde, og det beviser “Laifs” endnu engang med sit roligt opbyggede ubehag.

Alle novellerne i “Skygger” har været udgivet før – eller det må man formode, for er der én stor mangel ved samlingen, er det, at der ingen videre omtale af de enkelte forfattere er. Hver novelle følges af et årstal, og det er det. Det ville være rart med en introduktion, evt. redaktørens forklaring af, hvorfor netop denne novelle er kommet med i antologien. Men alt i alt er “Skygger” et rigtig godt bekendtskab – og svær at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror.

Vi befinder os på den tidligere franske koloni Sawa, og da bogen starter, er alt stille og roligt – men det er en skrøbelig balance. Den franske konsul må pludselig se sin rolige hverdag invaderet af miljøorganisationen Greensleaves’ påtrængende medarbejdere, og samtidig melder hans kone sin tilbagekomst. Intet af det passer hverken ham eller hans tjener Rama Singh særligt godt, for de foretrækker det stille liv, de hidtil har levet.

Snart begynder tingene dog at gå rigtig galt. Folk forsvinder, og der går rygter om affolkede landsbyer. En journalist drager ind i junglen på jagt efter en indfødt stamme og finder ud af, at de har trukket sig bort fra civilisationen, overbeviste om, at undergangen er på vejen. Menneskeheden er endelig blevet så ond, at Setans porte er åbnet, og bajangerne er sluppet løs for at øse deres vrede over hele kloden. Imens kræver Greensleaves et inspicere en fransk forsøgsstation, hvor man har fodret planarier med menneskehjerner. Da de når frem, er stationen tom. Noget forfærdeligt er ved at ske.

”Setans porte” følger en lang række mennesker i tiden, der følger efter. Journalisten, der jager en historie – konsulen og hans kone, der forsøger både at overleve og forstå, hvad der foregår i hverandres hoveder – Greensleaves-menneskene, der snart viser sig at være andet og mere end rene engle. Faktisk er der ingen, der holder længe i Roulunds optik – hun forstår at væve personernes egne historier ind i handlingen, så man snart forstår, at der i hendes univers ingen helte er, eller skurke for den sags skyld. Hun forstår at skabe ubehagelige situationer for både læser og romanfigurer, men først og fremmest lever hendes bøger i kraft af hendes evne til at gå under huden på de folk, hun beskriver. Dertil formår Roulund at fortælle et væld af historier i bogen – med sine 600 sider er den betydeligt længere end hendes andre værker, men den ekstra plads har også givet hende nye muligheder, som hun udnytter til fulde. Hvor hendes romaner (i min erfaring) altid er fascinerende, men til tider også ganske tunge at komme igennem, så er der her tale om en regulær pageturner; en roman som det er svært at give slip på uden lige at læse en side ekstra.

Det er anden gang, jeg læser ”Setans porte”, og i de mellemliggende år er den blot blevet endnu bedre. Roulund befinder sig et sært sted mellem genrerne, og jeg ville ikke tøve med at udnævne den til den bedste danske horror-roman nogensinde, selv om der også er science fiction-elementer i den. Og samtidig ville jeg give bogen til folk, der normalt ikke rører de fantastiske genrer – for at vise dem, at god litteratur ingen grænser kender. Det er svært at formidle den entusiasme, jeg føler for ”Setans porte” – og samtidig frustrationen over, at Roulund aldrig blev en bestseller. For ”Setans porte” er simpelthen et mesterværk. Læs den. Den vil opsluge dig.