Bindet er sat op som et leksikon. Det består af en række artikler om forskellige, mere eller mindre centrale, ting fra Metabaronernes univers. Derudover er der også flere artikler der går bagom tegnerseriens skabelse. Her får man et indblik i tegnerens og forfatterens ideer, visioner og motivationer for at lade serien udfolde sig som den gjorde. Derudover bruger både tegner og forfatter en del tid på at analysere deres eget værk, i forhold til at identificere temaer og motivationer. Og dette er i sandhed nok det mest meta-agtige i dette bind om Metabaronernes Kaste. Man må formode at de, som seriens skabere, er klar over hvorfor deres figurer gør som de gør. Hvis de først bagefter kan sidde og analysere sig frem til svaret, ja, så har de, efter min mening, en meget pudsig skriveproces.

Det er på sin vis interessant at få den indsigt som bindet tilbyder. Imidlertid synes jeg der går lidt af magien i serien, når vi kommer bagom på denne måde. Jeg kan faktisk godt lide at læse/høre/se bagom-materiale, men jeg vil aldrig få det samme syn på serien bagefter. Dette gør sig især gældende for metabaronernes kaste. Især fordi forfatter og tegner, på så eksplicit vis, går ind og fortæller os hvad de forskellige figurer gør og hvorfor de gør det. Forklaringen er givet – mysteriet er væk.

En kort kommentar skal falde omkring den prequel-historie som er midt i bindet. Den omhandler hvordan Castaka-slægten gik fra at være rum-pirater til at være fredselskende arbejdere på marmor-planeten. Det første man kan sige om den, er at den er kort. Hvilket også er årsagen til at jeg ikke kommer med et længere referat. Det næste man kan sige er, at historien har karakter af at være en forklaring frem for en fantasifuld udvidelse af metabaronernes baggrund. I bud og grund er den centrale pointe i historien, hvordan Castaka-slægten fik den hvide tatovering som går i arv fra far til søn. I stedet for at bevare dette som noget mystisk, har vi nu fået det fulde forklaring. Det er lidt synd, og er med til at afmystificere metabaronerne.

Alt i alt er der tale om et interessant bind. Interessant, fordi det giver os visse indsigter, som ikke går ind og piller ved vores opfattelse af historien. Mindre interessant bliver det dog når forfatter og tegner, tager pegepinden i hånden og forsøger at forklare selv den mindste detalje. Det er min klare holdning at metabaronerne skal være omgærdet af mystik. Jeg vil ikke have alle forklaringerne. Ikke mindste fordi visse fænomener i bund og grund er uforklarlige. Bindet er naturligvis et must for elskere af serien, men andre kan godt gå udenom.

Efter at stålhoved er vendt tilbage, er det med et blevet Navneløs’ opgave at nedkæmpe sin bedstefar. Ikke alene har Navneløs uretmæssigt gjort krav på titlen som metabaron, men han må også slå galaksens største kriger, for selv at blive galaksens største kriger. Men hvad med Lothar, den lille robot som tjener Navneløs? Hvad skjuler han i sin mekano-krop, og hvordan kan det hjælpe Navneløs i at nedkæmpe en anden galaktisk fare i form af en gigantisk supralus. Supralusen har skumle planer med galaksen, og Navneløs er umiddelbart magtesløs overfor den – hvordan skal det mon ende?

Hvis det ovenstående virker forvirrende, så er det kun fordi historien begynder at spidse til. Der er mange løse ender der skal samles op på 64 sider, og lige så mange løse ender der skal skabes. Afslutningen på denne serie skal, så vidt vides, skabe grobund for seriens næste cyklus under navnet “Den Navneløses Eventyr”. Det er altså ikke helt slut med metabaronen selvom dette bind afslutter den første cyklus.

Derfor er temaet for dette bind “opsamling”, og det bære det præg af. Vi skal igennem flere opligatoriske opsummeringsøvelser. Blandt andet får vi en hel side dedikeret til tidligere metabaroner og deres færden. Det er faktisk ikke særligt interessant, men det giver for så vidt et spændende indblik i Navneløs’ natur og livsfilosofi. Som metabaron er han uløseligt forbundet til en tradition og en historie, som i de fleste tilfælde rækker langt udover de personer der deltager i den. Navneløs må se i øjnene at der er ensomt på toppen, og at lige netop denne top ikke må leve videre.

Sidste bind i serien giver en mere eller mindre passende afslutning på hele historien. Der bliver godt nok sprunget en del i slutningen og de sidste to sider lader meget tilbage at ønske. Det er som om Jodorowsky og Gimenez ikke har villet afslutte serien. Imidlertid har det betydet at serien (eller i al fald dette bind) ikke har fået en slutning. Det er meget brat vi får slynget “Slut på “Metabaronernes Kaste”…” i hovedet, men som sagt kan vi se frem til en ny cyklus.

Hvis man har læst de syv foregående bind i serien, er man selvfølgelig nødt til at læse dette bind også. Nye læsere vil blive forvirret, hvis de ikke starter med at læse de første bind i serien. Historien bære måske mest præg af at være et karakter-studie frem for en actionmættet spændingsfortælling. Det er til tider interessant, men også langsommeligt. Elskere af serien vil elske netop dette bind fordi vi i sandhed for set galaksens største kriger på godt og ondt.

Doña Vicente føder et par tvillinger – en dreng og en pige. Desværre kan kun ét barn overleve idet pigen fødes uden hjerne. Det bliver op til stålhoved at afgøre hvilket af de to børn han vil lade leve – skal han give pigen hjernen, eller skal han lade drengen beholde den. På trods af Doña Vicentes tilsagn om at kunne overleve fødslen, hvis pigen bliver reddet, dør Doña Vicente alligevel. Stålhoved står nu tilbage med en drengepige i ordets mest bogstavelige forstand. Vi følger Aghora fra han/hun er helt lille og til han/hun selv får børn. Det er i sandhed en historien med nogle interessante kommentarer i forhold til søskende og forholdet imellem dem – i.e. får man børn med sin bror hvis man har fået hans hjerne, og bruger dens celler til at befrugte sig selv med?

Dette syvende bind i serien følger stilen fra de seks foregående. Formen er efterhånden velkendt. I starten af bindet fødes en ny lille metabaron og han gennemgår så uendeligt meget, førend han bliver slået ihjel af sin søn. Det er metabaronernes kaste i en nøddeskal. Kan det så i virkeligheden blive ved med at være underholdende? Jeg siger: “Tja, mja, måske”. Der er ingen tvivl om at Jodorowsky og Gimenez har haft nogle spændende ideer til dette album, men chokeffekten er ved at være væk. Forfatteren har efterhånden forsøgt at vrider vores hjerner til at forstå det mest ufattelige, men han formår desværre ikke at overraske på samme måde i denne omgang. Jeg ved ikke om det er på grund af den førnævnte forudsigelighed i visse begivenheder, eller om det er noget helt andet. I hvert fald er det sikker at det ikke er lige så spændende nu, som det var i bind et til tre.

Tegningerne er upåklagelige som altid. Det er flotte og (for det meste) meget realistiske i deres udtryk. Ikke dermed sagt at  man ikke har taget sig visse friheder, for det har man. Især de kvindelige personer i serien lider under visse stereotypier (fantasier?) fra tegnerens side. Det er ikke noget der ødelægger historien, men jeg kan godt se hvorfor nogen kunne følge sig trådt over tæerne.

Én ting vil jeg gerne lige nævne omkring farverne i serien. De er, som sagt, enormt flotte og velvalgte. Alligevel slår det mig at der på ganske få billeder (hvis nogen) bliver brugt grøn. Jeg ved ikke om det er tegenerens måde at understrege fremtiden, rummet og krig som noget kunstigt og unaturligt – grøn er vel først og fremmest naturens farve, eller om det bare er et mere eller mindre tilfældigt valg.

Alt i alt sløjer serien lidt af hen imod slutningen, men vi kan alligevel se frem til ottende og sidste bind i serien – der er flere løse ender der skal samles op på.

Stålhoved, der i sidste bind lod sig forene (gennem et operativt indgreb) med galaksens sidste digter, går nu under navnet Melmoth. Melmoth forhindre sin elskede Doña Vicenta i at blive voldtaget og taget til kone af hendes egen far. En far som Melmoth selv har ladet genoplive via kloning. I processen (befrielsesprocessen ikke kloningsprocessen) mister Doña Vicenta sine øjne. Dermed oplever Melmoth en splittelse i hans sind. En sand personlighedsspaltning finder sted for øjnene af læseren. Kan en digter elske en kvinde uden øjne, og kan en kriger accepterer at frasige sig sin ære til fordel for det uopnåelige?

Selvom sjette bind i serien et lidt af en “show-stopper”, eller i al fald et handlingsmæssigt intermezzo, så finder man en af de mere interessante karakterstudier i netop dette bind. Melmoths kamp med sig selv og de forskellige idealer der findes i ham, er faktisk vældig interessant. Især er teksten i disse sekvenser ret vellykkede.

Jeg har efterhånden rost tegningerne til skyerne i mine anmeldelser af de andre albums. Der er heller intet galt med tegningerne i dette bind. Enkelte tegninger er dog irriterende sløsede, men det forstyrre ikke helhedsbilledet. Igen må jeg hæfte mig ved forsiden som er et studie udi portrætmaleri i sig selv.

Teksten, som jeg tidligere har nævt, har i dette bind fået en smule mere glød. Det skyldes muligvis at der er mere direkte dialog end i de andre fem bind.

Én ting er i al fald sikkert; albummet glider lettere ned end sine forgængere.

Efter denne episke, men afbrudte duel mellem galaksens største krigere følger den egentlige historie. Vi får fortællingen om hvordan Stålhoved møder sin udkårende, der imidlertid afskyr Stålhoved fordi han har myrdet hendes far. Det bliver derfor Stålhoveds mål at råde bod på denne udåd og samtidig finde ud hvordan hans mekaniske hjerne kan lære om kærlighed.

Historien udvikler sig nærmest i det uendelige. Forviklingsmæssigt er den ved at nå dimensioner som ville være tv-serien “Glamour” værdigt. Folk dør, men kommer tilbage, skiftevis hader og elsker hinanden og bliver gift på trods af alle besværlighederne. Det er lige ved at være for meget, men det er på den anden side det der gør serien til hvad den er - en science fiction version af en klassik “ridder vs. drage” historie.

Jeg har efterhånden rost tegninger i alle mine anmeldelser af bind fra serien. De er stadig gode, men med visse forbehold. Forsiderne er  en klasse for sig, og minder mest af alt om en portrætmaleri fra midt i 1700-tallet. Mere vil jeg ikke sige om det.

Et kritikpunkt som jeg er faldet over i flere af bindene er tekstningen. Den er som sådan letlæselig og klar, men den er fyldt med stave-, udeladelses- og placeringsfejl. Der er hele ord der forsvinder til tider. Andre gange er der mellemrum eller enkelte bogstaver der falder ud. Men den værste fejl, og den der skaber mest forvirringer, er når teksten bytter taleboble – altså når det ser ud som om det er én der taler, men siger en andens replik. Det sker mange gange, og det er ulideligt.

Alt i alt er det dog et af de mere interessante Metabaron-album. Historien begynder virkeligt at tage fart, og der opstår en masse interessante problematikker – interessante idet de virker uoverkommelige. Man kan sagtens se henover de små skønhedsfejl i tekstningen, men det havde været bedst hvis de ikke var der.

En fantastisk plan, der skal få Jejoh’s tilbedere – de konspirerende nonne-ludere, ned med nakken går grueligt galt. Aghnar bruger sin skønne brud Oda som lokkemad i en fælde. Selvsagt overlever Oda ikke, og vores hovedperson er alvorligt på den. Ind kommer moderen – Aghnars mor Honorata. Hun kan hjælpe! Et langt ritual og en endnu længere hvileperiode kan bringe Oda tilbage. Aghnar indvilliger. Men hvad er det der kommer ud fra ritualet – en mor, ja! Men hvis!

Tegningerne er som sædvanligt helt fantastisk flotte. De enkelte billeder fremstår som små oliemalerier i sig selv. Der er dog visse sider i albummet hvor detaljerne bliver underligt udvisket. Jeg skal ikke kunne sige om det er tykkeriet, eller om det er sløseri fra tegnerens side. Lige meget hvad, så er det lidt ærgerligt når tegningerne er på så højt et niveau.

Historien er nøjagtig så storladen som vi kan forvente. Der er ikke spildt talebobler på ligegyldigheder. Så meget mere irriterende når et græsk kor – i form af to robotter, stemmer i med aldeles ligegyldig udenomssnak. Hvis de så tilbød noget i forhold til historien, så var det fint. Men det gør de ikke. De er kun til for at sænke farten, og for at fylde alle 64 sider ud med farve. Det er lidt tarveligt, og virker meget gammeldags.

Har man læst de tre foregående, er man nødt til også at læse bind nummer fire. Handlingen er derud0ver så forskruet at man ikke må gå glip af den – lige meget hvad.

De to robotter Lothar og Tonto venter fortsat på at deres herrer, Metabaronen, skal vende tilbage. Imens de venter fortæller Tonte videre på historien om Metabaronens forgængere. Fokus for dette afsnit ligger på oldefaderen “Aghnar” der er søn af den sterile Othon og nonneluderen Honorata. Bindet spænder over 10-15 år af Aghnar’s liv, og der sker selvsagt en del. Vigtigst er dog fødslen af to kaste-traditioner, som jeg ikke skal afslører mere om her. Derudover er der tragiske dødsfald så det står ud af ørene. Kort fortalt.

Som sagt er både skrivestilen og tegnestilen velkendt. Men ud af de to er det klart tegningerne der er de bedste. Jodorowsky er stadig meget tung i sit valg af fortælleteknik. Det kan selvfølgelig være et forsøg på at give serien et mere episk islet. Personligt synes jeg dog det kan være lidt kedeligt og langsommeligt. Vi f.eks. ikke sluppet af med forfatterkommentarerne da det stadig er Tonto der fortæller hele historien. Derudover bliver Tonto afbrudt så ofte af Lothar (den anden robot) at det, der skulle være sjovt og grinagtigt, nærmest bliver irriterende fyldstof.

Men kastens historie er interessant! Emnerne spænder vidt fra både fantastisk kærlighed til uhyrlig hævntørst. Det er sådan ca. de samme emner som i sidste bind, men det er jo altid interessant. Især når indpakningen er så flot som Gimenez’s tegninger.

Har man læst de to første bind, må man naturligvis også læse dette bind. Har man ikke læst de to første bind, skal man se at komme i gang!

Krigeren Othon har mistet sin søn og sin “evne til at skabe nyt afkom” (heraf “Snip snip!”). Han er blevet godt tosset, og bruger nu det meste af sin tid på at udvikle våben og træne. Imidlertid bliver den ufødte, kejserlige, siametiske tvilling kidnappet. Selvsagt er det Othon der bliver tager opgaven med at skaffe den tilbage.

Der er meget mere i historien, men det er svært at sige mere, uden at skulle give en komplet synopsis over bindets 64 sider. Historien er stortladen, episk, eventyrlig, skræmmende og meget familiepræget. Den spænder fra uudgrundelig sorg og årsagsløst had til usigelig stolthed og fantastisk kærlighed.

Billederne er næsten det bedste. De er utroligt flotte. Hvert enkelt billede kunne næsten være et maleri i sig selv. Igennem hele bindet har jeg kun lagt mærke til én graverende fejl i tegningerne. Nu er jeg lagt fra nogen ørn til “find fem fejl”, men én fejl på 64 sider er ikke meget. Heller ikke hvis det viser sig at være fem fejl!

Hvis der er et punkt hvor Metabaronernes Kaste kan have sine fejl er i fortællestilen. Den er meget beskrivende og lagsommelig. Fyldt med “forfatterkommentarer” og knudrede sætninger, som kan gøre det lidt svært at forstå. Det er dog ikke så graverende at det ødelægger historien, men det er et kritikpunkt.

Er man til spaceopera i højeste potens (med streg under potens), og har man iøvrigt læst det første bind i serien, er dette bind uundgåeligt. Personligt har jeg læst det fire-fem gange, og er endnu ikke blevet træt af det.

I første album møder vi Othon, den oprindelige Metabaron. Vi får historien om hvordan han, som uønsket svigersøn, alligevel får magten over Marmola – planeten der er af marmor. Vi møder krigerkasten Castaka og deres fantastiske krigsfærdigheder, kunst og æreskodeks. Men på Marmola er der en hemmelighed. En hemmelighed som stærke og farligen kræfter gerne vil have fat i. Inden længe er Marmola under belejring, og det bliver pludselig Othons opgave at klare sagerne.

Metabaronernes Kaste er en familiesaga af de store. Det er svært at give et resume af historien i et enkelt bind. Det enkelte album dækker over adskillige år i Metabaronernes saga. Det minder mest af alt om en fortælling der er gået fra mund til mund igennem adskillige æoner. Bibelsk, nærmest.

Tegningerne er helt fantastiske og understreger det episke. Hver eneste side, hvert eneste billede er som at kigge på et oliemaleri af højeste kaliber. Man kan næsten forestille sig hvordan man går igennem et kæmpe Metabaron-palæ og iagttager hele familiehistorien på de billeder der hænger i de forskellige rum. Oftest er det billeder af fantastiske landskaber, personer i heroiske positioner, kamp eller rengøring (find selv ud af det sidste!).

Alt i alt er Metabaronernes et fantastisk flot og velfortalt science fiction tegneserie. Jeg er absolut forelsket i universet, og kan kun anbefale albummet til alle.