På et museum for selvmord i Tyskland bor en gammel mand med lange grå fingre. Han er musemskurator, og har til opgave at holde øje med museets udstilling og de få gæster. Ind imellem bliver udstillingen benyttet af triste eksistenser, og så er den gamle mand nødt til at kontakte doktor Ernst Fröhlicher. Doktoren handler med autoritet og diskretion. Og netop diskretion er nøgleordet for museets ejer Hr. og Fru Pavarotti. I Portugal fødes et par smukke børn. De vokser op i en lille landsby og virker uadskillelige. Men en dag tager de ind til byen, og tingene tager fart. Hvordan de to ting hænger sammen, er ikke lige til at gennemskue, men det gør de. Altimens venter den gamle mand på hans museum og doktoren…. ja, doktoren…. han venter også!

Historien er ikke særligt indviklet, men måden den er skrevet på gør den uigennemskuelig til det sidste. Det er ret godt klaret. Selvom vi ved hvem der er hvem og hvad de laver, er vi aldrig helt sikrer på hvordan det kommer til at hænge sammen. Personerne i historien er velbeskrevet. Vi får mere eller mindre en fuld levnedsbeskrivelse for samtlige bogens figurer. Det påfaldende i disse historier er hvor upåfaldende de er. Selvom der sker interessante ting og til tider frygtelige ting, formår Dan Rhodes at få det hele til at lyde som enhver anden livshistorie – det er absolut ikke kedeligt, men det giver læseren mulighed for at acceptere alt.

At bogen er kategoriseret som fantasy her på siden, vil muligvis blive anfægtet af kendere. Ikke desto mindre er der et lille dryp af magi. Her og der dukker der noget uforklarligt og fortryllende op, men det er ikke ret meget. Når sandheden skal frem er det mest fantasyprægede nok bogens forside. Imidlertid er skrivestilen absolut eventyrinspireret. Stilen henleder tankerne på alle de eventyr man hørte som barn – især Grimms. På hver side har man en fornemmelse af at en drage, trold eller kæmpe pludselig kan dukke op. Det er måske i virkeligheden Dan Rhodes største præstation med bogen.

Selvom den starter lidt langsom, bliver det hele meget interessant og tempofyldt hen i mod slutningen. Der er en næsten uendelig række af cliffhangers, og man bladrer ivrigt videre. Dermed kan jeg godt anbefale bogen, men kun hvis man har lidt tålmodighed. Historien skal lige have lov til at komme i gang, men så er den også ret underholdende.

VEGANERRØVFULD.

Sammen med sine venner befinder han sig backstage og venter på at møde Envy Adams, forsangeren for det kendte band The Clash at Demonhead. Men ikke alene er hun kendt og attrået, hun er også Scotts tidligere kæreste – og lige præcis den kæreste, hvis indflydelse på ham er destruktiv. Og for at gøre ondt værre er hun sammen med veganeren Todd Ingram, der i kraft af sin kødskyende livsstil har opnået mægtige, psykiske kræfter. Desværre er han en af Ramonas onde ekskærester, hvilket betyder, at Scott Pilgrim skal besejre ham for at vinde sit livs kærlighed.

Scott når naturligvis ikke frem til sit save point.

Han sidder endnu engang i suppedasen, men heldigvis for læseren er denne suppedas en velrørt blanding af action, humor og groteske problemer. Tod Ingram viser sig at være en mægtig modstander med både superkræfter og en arrogance, der står af ham som piggene på et pindsvin. Men alle har en hemmelighed.

Dette bind i serien skuer mere tilbage, end vi har set tidligere, og der bruges en del tid på Scotts yngre dage og hans forhold til Envy (i tiden før hun kaldte sig Envy) – men det, som vi naturligvis venter på, er opgøret mellem Scott og Todd Ingram, der kommer til en ganske overraskende og underholdende konklusion.

“Scott Pilgrim & den utrolige tristesse” er lige så frisk som det tidligere bind i serien. Dialogen er stadig lige skarp, Scott er stadig lige tåbelig, actionsekvenserne er stadig lige herlige, og det hele er vidunderlige underholdning. Har man med andre ord ikke tidligere læst om Scott eventyr udi kærligheden, har man noget til gode – start med “Scott Pilgrim kører stilen”.

JA, FOR FANDEN!

Men det stopper ikke der, for der kommer til at ske ting og sager.

Hovedpersonen er naturligvis Scott Pilgrim – han er 24 år gammel, men er lige begyndt at komme sammen med high school-eleven Knives Chau. Det er dog stadig et meget spædt forhold, som mest går ud på at høre hende snakke om sin dag. Og så er der pludselig en ny pige i Scotts hoved – bogstaveligt talt. Hun hedder Ramona, finder han senere ud af, og bruger hans drømme som genvej, når hun på inliners leverer pakker fra Amazon.ca.

Men Ramona er ikke som andre piger (udover at hun altså kan skøjte på de freudianske sideveje) – for mellem Scott og det, der gerne skulle være ”lykkeligt til deres dages ende”, står en lille forhindring: Ramonas syv onde ekskærester, der alle skal besejres.

På den måde bevæger Scott Pilgrim sig fra Kevin Smith, via Douglas Adams ind i folkeeventyr-land for til sidst at havne i et godt gammeldags manga-style actionbrag. Det er – eller rettere: burde være – en fuldstændigt umuligt kombination, men resultatet er som at blande cola og knitre-tyggegummi i munden og vente på, at ens hoved skal eksplodere – det er frydefuldt underholdende, lidt faretruende og helt igennem pissesjovt.

”Scott Pilgrim kører stilen” er første bind i serien på dansk – i det hele skal serien ende med at være på seks bind. Jeg har læst de første tre bind på engelsk, men ser alligevel frem til de danske udgaver; det er feinschmecker-forlaget Aben Maler, der har udgivet, og Steffen P. Maarup har klaret fordanskningen til rent UG. Eller 13-tal. Eller hvad det nu hedder i dagens karakterskala.

Kort sagt: få fat i Scott Pilgrim. Det er superb tegneseriekunst, der hverken bliver høj- eller fladpandet, men fortæller en historie og gør det intelligent og med stil.

Bemærk – Zenia har også anmeldt på Tegneseriesiden.

 Bigby Wolf er den afdankede kriminalbetjent, som får til opgave at opklarer mordet på Snehvides søster Rose Red. Bigby mistænker alle! I sin søgen på svar får Bigby trådt flere fremtrædende personer over deres forfinede tær. Men hvem har myrdet den unge skønhed, og hvorfor er der ikke blod på stereoanlægget?

Fables – Legends in Exile er fyldt med gode ideer. Det er ganske interessant (og til tider ret morsomt) at følge eventyrnes væsner i den “mondæne” verden. Historien er desværre ret ordinær og mangler en kant.

Tegnestilen er pudsigt gammeldags. Tegningerne ligner mest af alt noget man kunne finde i Batman-tegneserier fra midt i 1960′erne. Det er lidt underligt, men det fungerer sådan set meget godt. Imidlertid er farvelægningen lidt kedelig. Der er masser af brun og lilla, og en masse ensfarvede flader.

Alt i alt er Fables – Legends in Exile en god ide, med en middelgod til dårlig udførelse.

Efter en hårrejsende prolog, sætter det rigtige eventyr ind. Indy bliver kontaktet af sin gamle ven Marcus Brody. Nogen har stjålet Voynich Manuskriptet. En italiensk, fascistisk storforbryder, der netop har været på besøg i Amerika, er under mistanke, og Indy sætter efter ham. Det udvikler sig hurtigt til en international jagt, hvor jægeren med ét går hen og bliver den jagede – men hvem er hvem?

Mac McCoy er klart et frisk pust til serien. Han er hverken luftingeniør eller mystiker han er journalist, og det ses. Der er lagt vægt på fart og sensationsjagt igennem hele romanen. Til tider går tingene så stærkt, at man slet ikke når, at bliver klar over hvor mange huller der faktisk er i historien. Hjælpsomme personer der dukker op ud af ingenting, for derefter at forsvinde uden videre, er en stor bestanddel af IJPS. Det er imidlertid med til at give historien al den fart den har brug for. McCoy lader Indy være Indy, magi være magi, og et eventyr være et eventyr – det er spændende, beskidt og til tider klodset, men det fungerer fordi det er Indy.

IJPS er helt klart den bog i serien der har vækket flest tankebilleder hos mig. Beskrivelserne er gode og præcise og man føler, at det hele falder meget naturligt for både Indy og de andre bærende karakterer. Hvis man kun vil læse én bog ud af de første ni, er det helt klart IJPS man bør give sig i kast med.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Der er selvsagt action og mystik i luften når Indy begiver sig ud i vildnisset. Desværre for denne bog, er der lagt alt for stor vægt på det spirituelle og shammanisme. Kraftdyr og personer der forvandler sig til forskellige væsner, spiller en stor rolle i denne roman. Formålet er måske at give et indblik i Indy’s personlighed eller hans spirituelle overbevisning. Imidlertid virker det bare plat eller direkte irriterende. Ikke nok med at vi skal have ekspliciteret Indy’s sjæleliv, men vi får det også symboler og prækognitioner stoppet ned i halsen. Intet er overladt til læseren selv, man farer aldrig vild, alt er forklaret – bare rolig.

Jeg ser helt klart dette femte bind som det svageste i rækken. Dels på grund af stridens kerne – enhjørningens horn – falder meget uden for hvad Indy ellers har været efter. Dels fordi at historien flere gange bliver hakket i stykker fordi forfatteren er nød til at gribe tilbage i Indy’s liv, for at kunne forklarer visse hændelser. Således er der pludselig en pige – den føromtalte Mara – der er en gammel bekendt, men som vi intet har hørt om i de fire foregående fortællinger – heller ikke selvom de fire første bøger har dækket den periode i Indy’s liv, hvor Mara første gang kommer ind i billedet. 

Noget godt er der dog at sige om “IJUL” og det er at den er en af de mest selvstændige bøger hidtil – i.e. den kan læses uden af have læst de fire første bind. Derudover har Rob MacGregor tydeligvis lagt sin ide om “en verdensospændende, præhistorisk kultur (druiderne)” på hylden for alvor – det er nu hele to bind siden vi sidst hørte om den.

Jeg skal gerne indrømme at Rob MacGregors Indiana Jones-bøger ikke er stor litteratur. Alt i alt er “IJUL” lidt ligesom en middelgod b-film – man ser den hurtigt, nemt og (næsten) smertefrit, men man har glemmer den lige så hurtigt, nemt og smertefrit.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk

IJGD markere en ny begyndelse i serien om Indy. Starten af bogen er derfor afsat til at bryde med alle bånd til de tidligere bøger i serien. Man fornemmer i den grad at Rob Macgregor har villet skifte retning. Visse overnaturlige elementer er da også fjernet, men andre er kommet til. Det er faktisk en smule forfriskende i en serie der ellers var blevet lidt ensformig. Indy sættes på en række hårde/umulige prøver, som han så på bedste beskub skal klarer dig ud af.

IJGD er den hidtil mest ensemble-prægede af Indy-bøgerne. Ideen om den ensomme helt, og hans kamp mod snu fjender, er lagt på hylden. Det giver en lidt anden stemning, men tillader at andre kan være helte engang imellem. Det falder lidt udenfor “den klassiske Indy”, men det virker.

Opskriften til denne bog afviger dog ikke meget fra de klassiske fortællinger om Indy. Det er da også stadig et artefakt der er i centrum. Forskellen ved artefaktet i denne roman, i forhold til de andre i serien, er at der er tale om et kristent artefakt. Dette åbner selvfølgelig op for en hel række af problematikker. Problematikker som selv i dag kan være svære at håndtere.

Ekspeditionen snor sig igennem Tyrkiet, og jo mere vi nærmer os målet, jo mere tillader vi os at tvivle. For hvad er det egentligt Ararat-bjerget gemmer – arken eller bare en myte? Hvis arken faktisk findes, hvad kan det så betyde at finde den? Skal man grave dybt i alle myter?

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk.

Bogen er den hidtil mest “mystiske” i serien. Vi introduceres både for magi, usynlighed og mytiske indianerstammer. Alt sammen noget der hører hjemme i Indiana Jones. Derudover er bindet her, også det hidtil mest dystre – folk bliver dræbt på kryds og tværs, og nogle gange nærmest uden grund. Magi og virkelighed bliver spundet sammen i et netværk som vores helt skal forsøge at manøvrere sig igennem. Slutningen er overraskende, men passende.

Der er klart tale om Rob MacGregors hidtil bedste Indiana Jones bog. Dette er dog ikke uden problemer. Problemer i det omfang, at man stort set ikke kan læse denne bog, uden også at have læst de to forudgående bøger i serien.

Ikke desto mindre er den klart værd at læse, om ikke andet så for at bekræfte overfor sig selv at filmen “Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull”, måske egentligt ikke er så nyskabende i Indiana Jones sammenhænge.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk

STONEHENGE OG UNIVERSITETER

Denne anden bog i serien er mere hverdagspræget, og der går lang tid med at følge Indy’s halvkedelige liv som underviser på et universitet. Jeg kan ikke huske hvad det var for en forfatter der sagde noget i retning af at ”hvis din fortælling er gået i stå, så lad en mand med en pistol træde ind af døre”. Rob MacGregor må have hørt den sætning. Der er i al fald flere punkter i bogen hvor vi er lige ved at døse hen, for så at blive overrasket af en edderkop i en chokoladeæske, eller en skorpion under en hovedpude. Det er småklodset, og en smule trivielt i længden.

Derudover er der en del huller i romanen. Mange spørgsmål står ubesvaret hen når man kommer til den sidste side. Det er som om der mangler et kapitel til sidst. Om det er en måde at lægge op til den næste bog i serien, eller om det bare er ren ugidelighed fra forfatterens side, kan jeg naturligvis ikke udtale mig om i skrivende stund.

Alt i alt er IJDG en typisk toer. Der er ikke så meget nyt under solen, og der er heller ikke det samme flow i fortællingen som der var i den første. Så kan man bare håbe på, at det er bedre i det/de næste bind af serien.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

DET GRÆSKE EVENTYR. I “Indiana Jones and the Peril at Delphi” (IJPD)møder vi Indy umiddelbart efter han har fået sin bachelor. En spøg der får et uheldigt udfald tvinger vores kære (kommende) arkæolog til at rejse til Paris. Her møder han professor Belecamus. Det viser sig at Belecamus umiddelbart står og skal til Grækenland, for at undersøge templet i Delphi. Hun mangler en assistent og overtaler derfor Indy til at udfylde den rolle.

Der går dog ikke længe førend vi begynder at tvivle på hvad Belecamus egentligt er ud på. Derudover opfører folk omkring udgravningen ved Delphi sig underligt, og det lader til at ikke alle har helt de samme motiver, når det vil restaurerer templet.

Som sagt er IJPD den første i den skrevne serie om Indiana Jones. Skal man tage denne bog som et tegn på hvad der er at vente, kan man kun glæde sig til de andre. Rob MacGregor er en udmærket fortæller. Han formår at genfinde noget af ånden fra de tre første film – noget der ellers nok kan være svært at omsætte til tekst. Tempoet er højt, men der er også plads til at få lidt karakteropbygning med. Vi kan sagtens genkende Indy, men det er tydeligt at han stadig er en ung mand.

Slutteligt skal en kommentar falde omkring humoren i bogen. Det har altid været filmenes store force, at kæde humor og action sammen. Imidlertid udebliver den samme form for humor i det meste af bogen, og det er først hen mod slutningen at de gode “Indy-moments” begynder at dukke op.

Alt i alt er der tale om en god og spændende eventyrroman med visse fantastiske elementer. Er man til hårdtslående action og arkæologisk spænding, så er denne bog klart værd at bladre igennem. Træk fedoraen godt ned over ørene og lyn læderjakken op i halsen, det er tid til “Indiana Jones and the Peril at Delphi”.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk