ZOMBIER

For måske 25 år siden forsvandt civilisationen. Zombierne åd og hærgede sig igennem den og efterlod verden som et halvtomt og usikkert sted. Tempest på 15 år har aldrig kendt USA, som det var engang – før zombieinvasionen. Hele sit liv har hun været tvunget til at overleve og finde mad uden selv at ende som nogens snack.
Virkeligheden er brutal og barsk, og Tempest slår og tæsker sig igennem sydstaterne. Altid videre. Altid på vej væk. Altid på vej mod noget andet.

Tempest kommer forbi byer, der er så døde, at de døde ikke engang gider være der, og hun møder grupper af mennesker der forsøger at etablere små samfund med varierende succes. Livet fungerer egentlig bedst for Tempest, når hun er alene, men selv i en dystopisk affolket verden får hun rodet sig ind i komplicerede sociale konflikter, der får pænt skæbnesvangre konsekvenser. Snart er hun på flugt fra en hævn, og mens hun prøver at forsvinde i den verden, der er væk, martres hun af smertefulde erindringer, ligesom hun møder nye benspænd som  fx en ucharmerende hillbilly-mutantfamilie, som er overbevist om, at netop de er Guds udvalgte.

The Reapers Are The Angels er en fremragende, meget velskrevet og uhyre velkomponeret post-apokalyptisk roman, der er langt mere effektiv og helstøbt end fx. Cormac McCarthys Vejen. Historien er barsk og uforudsigelig. Sørgelig men usentimental. Uanset om menneskeheden er helt i knæ og ædt af zombier, er vi, som vi er. Ensomheden kryber langt ind i læseren og hvisker om skrøbelighed, forgængelighed og sorg.

Indtil den dag er man Grim. Helt almindelig og plaget af de fejl og særheden, ens krop nu engang er i besiddelse af. Sådan en er vor hovedperson, Tally, men kun kort tid endnu. Det er snart hendes tur, men hun er en af de sidste på sin årgang, så hun er alene og rastløs med for megen tid tilovers.

Snart får hun en ny ven, Shay, og det bringer hende i kontakt med en verden af Grimme, som er flygtet fra skønheden – og det afslører grumme ting om hendes verden og stiller hende selv over for store dilemmaer.

Uglies er en dystopisk omgang ungdoms-science fiction, bygget på et stærkt og godt udtænkt koncept, med en interessant hovedperson og en handling, der starter roligt, men bygger op og tilsætter en smule romantik og masser af svære beslutninger. Især første del af historien er superb – Westerfield præsenterer sin verden, der på overfladen er så smuk, men sår også den første fornemmelse af, at der er mere under overfladen. Samtidig er Tally letgenkendelig som teenager, fuld af energi og oprør, samtidig med at man forstår, hvordan hun er præget af den verden, hun er vokset op i – for der ligger også en del afsky til sig selv og andre Grimme i hende. Det er naturligvis noget, der kommet på en prøve, da hun må stikke af fra sit grundlæggende trygge liv og begive sig ud i ødemarken.

Her bliver Uglies måske lidt mere forudsigelig, og romantik virker måske, som om den er kastet ind i historien for at få det hele til at hænge sammen – men det ændrer ikke ved, at historien har et så godt drive, at man kan tage det med fra den, som man ønsker. Det gør den til endnu en af de ungdomsromaner, der med masser af udbytte kan læses af både unge og voksne. Sammen med den gode historie har den nemlig noget på hjerte.

Scott Westerfield: Uglies (Uglies;1) Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren. People’s Press Jr., 2010.- 348 sider

UNG, LITTERÆR & PÅ FLUGT.

Hvordan det er kommet dertil, fortæller Sam Mills i denne spændende science fiction-roman for unge – om et Storbritannien i den nærmeste fremtid, hvor befolkningen holdes på plads med frygt og regler. Og hvor historier er våben.

Det er en letgenkendelig verden, Stefan lever i – ikke langt fra vores egen. Men der er blevet drejet en smule på nogle knapper – angsten er allestedsnærværende, og overvågningen er konstant. Et terroristangreb har givet staten beføjelser udover, hvad vi er vant til, og frygten får borgerne til at gå med på alle tiltag. Undtag de få, der kæmper imod. Det er ikke umiddelbart vores hovedperson, for han er vokset op sammen med disse tiltag – dette er normalt for ham. Men hans far er antikvar, og han mærker på egen hud, hvordan der slås ned på historier, der ses som farlige – klassikere og andre, der ikke lever op til kravet om ubetinget loyalitet: Forbandede ungdom, 1984, Harry Potter og masser af andre titler. De bliver forbudt og siden omskrevet, så de prædiker det rette budskab.

Så Stefans far er med i modstandsbevægelsen, og det er grunden til, at drengens liv pludselig bliver revet fra hinanden. Uden varsel må han se sig selv udpeget som en fjende af staten og på flugt. Historien følger ham, mens han bliver revet frem og tilbage mellem modstridende kræfter og kæmper for at overleve med sin sjæl i behold.

“Blackout” er først og fremmest en spændingsroman, så Stefan får ikke lov at sidde stille i lang tid ad gangen. Det sørger for at fastholde læseren, mens Mills sniger sig til at stille store spørgsmål – om det frie valg, om statens ansvar, om historiernes magt og så videre. Der er et godt blandingsforhold, der gør det til en bog, som kan læses bredt – ung og gammel, dreng og pige. På trods af den til tider lidt rodede handling har den en nerve, der render som en rød tråd og tvinger læseren fremad. Og måske endda vil få folk til at læse mere.

Der er en del mindelser om Doctorows Little Brother, men Blackout er nu sin helt egen.

KLONER OG OPRØR.

Det er Danmark 100 år senere, 2099, der danner baggrunden for ugens begivenheder i den østlige del af State Denmark. Samfundet er blevet kasteinddelt, og demokratiet er i hænderne på det firma, der kan skaffe flest stemmer. Og det kan den, som er bedst til at skaffe folket lykken, hvad enten det er gennem kemi, statsstyrede bordeller (Behagetjenesten) eller generel indoktrinering.

Det er naturligvis de øverste i samfundet, der har det bedst, og det har de blandt andet, fordi de får fremstillet klonede kopier af sig. Så i tilfælde af ulykke eller alderdom kan de få udskiftet de legemsdele, der måtte være problemet. Ideen er ikke ny (og var det heller ikke i 1999), men det får dog lidt ekstra kant af, hvordan det hele sættes ind i en dansk sammenhæng. Der er naturligvis tydelige paralleller til nutiden, især i den evindelige jagt efter lykken, som præger hele dette fremtidige samfund.

Selvfølgelig trues hele denne dystopi – af oprørere, som befinder sig i det Korchske, men også barske Danmark uden for staden, hvor bønder arbejder med jorden, mens magthavernes satellitter overvåger dem.

“Syv dage i District Copenhagen” er opbygget som en spændingsroman – Jakob følger flere forskellige personer, hvis skæbner konvergerer mod det samme punkt: især folk fra eliten, som forbereder den store fejring af Lykkens dag, men også en lille gruppe kloner på en institution. De er ved at være modne til, at de skal fryses ned, så de kan bruges – men én af dem har visioner og drømme om verden uden for, og da de ser en mulighed for at opnå friheden, griber de efter den. Derfra går det med flugt og masser af skumle planer.

Det er en overraskende gammeldags roman – med mange af science fiction genrens irriterende uvaner: tydeligt konstruerede begreber, en til tider didaktisk tone, et karikeret samfund og så videre. Det hele er skrevet i en sprog, der virker sært afstandstagende – hvilket naturligvis er med til at understrege, hvor fremmedgørende baggrunden er på personerne; men det gør det også svært at leve sig ind i, når folk føler noget i retning af “en ulogisk trang til at være nær hinanden”. Det gjorde for mit vedkommende, at bogen rent formelt såmænd er spændende opbygget med krydsklipning og stadig tilspidsning af situationen, men den blev aldrig fængende. Der blev ganske enkelt ikke vendt sider i den hastighed, som en sådan bog bør fordre.

Det eneste, jeg dog ville betragte som et decideret irritationsmoment, er forfatterens brug af klonerne – den er ganske enkelt for fersk. Det faktum, at man her opfostrer tydeligvis bevidste mennesker (og altså ikke bare hjerneløse kroppe) siger meget om det bagvedliggende samfund. Men i stedet fremstår de blot som personer, der tilfældigvis er indespærret og kan spille en stor rolle for landets fremtid – klontemaet udbygges ikke, hverken gennem deres personligheder eller deres omgivelser, og det er synd, for det virker, som om der tabes noget potentiale der.

“Syv dage i District Copenhagen” er et interessant dansk forsøg udi sf-genren, men vil nok især finde sine læsere blandt de sf-uvante. For de vante har den desværre ikke nok overraskelser.

Det første, der slår én, er den minimalistiske forside; bogens 140 sider rummer en god del vold og sex, og med det i bagtankerne er coveret meget afdæmpet. Men historien tager fart fra første side.

Vi befinder os i en post-apokalyptisk fremtid, en verden hvor den stærkeste overlever. Umiddelbart er det en verden, man vil genkende fra en del 80er-science fiction-film – trøstesløs, fuld af vold og med rig mulighed for actionscener og rappe replikker. De samme verdener husker jeg fra en del 70er-bøger,så Wilmann rækker noget tilbage i tiden, men skruer så altså op for de ekstreme virkemidler, så man ikke er tvivl om, hvornår historien stammer fra.

Zeke bevæger sig gennem denne beskidte verden et par centimeter over jorden – i al fald i overført forstand. For han er en trofast følger af religionens afløser: logik (eller som det hedder her: LOGIC, hvilket er en irriterende mannerisme, jeg også husker fra 70er-litteraturen). Logikken har skåret verden ned til ganske få instrumenter: frygt, snyd, næve, kniv, skydevåben, bombe og de forskellige måder at bruge sex. Mens folk omkring ham kommer længere og længere ned i sølet som en konsekvens af dette, bevæger hans sig gennem verden som en kniv gennem varmt smør. Han er et rovdyr, får vi at vide allerede i første sætning, unikt tilpasset sit miljø.

Forandringerne står naturligvis for døren – for under et raid på en af de lokale bander kommer Zeke i kontakt med teenageluderen Zindy og en farlig viden, der truer med at ændre alt omkring og i Zeke. En gammel bog taler om følelser, som burde være udryddet, men selv om Zeke fornemmer afgrunden, viger han ikke tilbage fra kanten. Han vil vide, om det er sandt, hvad bogen fortæller.

Samtidig sker der store og voldsomme omvæltninger i byen, og vor hovedperson bliver tvunget ud på en hæsblæsende og livsfarlig rejse ind i mørket.

Kigger man på forfatterens hjemmeside, kan man se hans erklærede kærlighed til science fiction og horror, både på skrift og i tegninger. Man får en fornemmelse af baggrunden i tegneserier her, for ”The End” er meget visuelt fokuseret og med vægt på handling. På den måde minder han en smule om en anden yngre dansk sf-forfatter, Brian Roland Larsen, omend dog meget mere blodig. Også Wilmann har en tendens til at glemme show, don’t tell, men til gengæld har han et til tider ganske velfungerende lag af satire ind over løjerne og er noget mere stram i sin opbygning af historien.

”The End” er skrevet på engelsk, hvilket i det store hele går ganske godt, men med nogle fejl her og der, hvilket virker lidt forstyrrende. Den er selvpubliceret, hvilket naturligvis betyder, at der ikke er en redaktør til at rette op på det og andet – tager man det med, er der tale om en hurtig om gang rå action-sf med masser af vold, kynisme og one-liners.

DIMENSIONER & DYSTOPI

Sano og hans lillebror Taith bliver nødt til at tage sig af deres syge mor efter at deres far, som blev tvunget ind i militæret, er forsvundet. Da de to brødre sniger sig ud for at søge mad efter spærretiden, bliver de opdaget og jagtet af soldater, som bruger et nyt kemisk stof mod dem: pajotin, som i forbindelse med magnetfelter kan nedbryde grænserne mellem tid og rum. Hovedkulds hvirvles de to drenge ud af deres egen verden og ind i en anden dimension, til landsbyen Sasaya, hvor de blandt andet møder den far, som de troede død.

Umiddelbart lyder det som ”Brødrene Løvehjerte” udsat for science fiction, men det er heldigvis blot historiens begyndelse. Alt er ikke fryd og gammen. Sano skal vænne sig til, at faderen er vendt tilbage til deres liv, og det er ikke nogen let rolle at gå tilbage i. Desuden er de ikke de eneste, som har fundet vejen til det lille paradis. En lille gruppe soldater er kommet gennem Penekronos-grotten, Grotten, der sprænger tiden, og selv i det lille samfund er der forrædere. Snart må de alle kæmpe for deres liv, for fortiden rækker ud efter dem på mere end én måde.

”Sano – under tvemånen” er første bind af indtil videre 2 om Sano og hans oplevelser i Jonien og Sasaya. Det er science fiction henvendt til unge og faktisk en ganske behagelig overraskelse. Der er elementer af fantasy at finde, især i beskrivelserne af Sasaya, hvilket nok skal tiltrække nogle af de yngre læsere, men grundlæggende er det dog sf, vi snakker om. Løbende gennem bogen trækkes der tråde tilbage til vores verden, og der sker en fin udvikling i læserens bevidst om, hvor tæt denne verden egentlig er på vores, rent tidsmæssigt. Sanos fremtid behøver ikke være så fjern endda.

Hanna Vinzent har gennemført den 2-årige forfatterskole for børne- og ungdomslitteratur på Center for Børnelitteratur, og det har bibragt hende en ganske behagelig fortællestil. Handlingen oprulles i et godt tempo, og hun har en fin fornemmelse for sine personer, som i høj grad bærer bogen. Rent handlingsmæssigt kunne bogen godt trænge til en overhaling, ligesom hun danser lidt omkring forklaringen på pajotin-stoffets egenskaber. Men nu er kemiske stoffer med temporale konsekvenser ikke nogen ny ide inden for science fiction, så det kan sagtens undskyldes. I det store hele er der faktisk tale om rigtig god ungdoms-sf, der undgår at blive hverken prædikende eller kedelig.
EN LILLE ANKE
…er dog Per Jørgensens forsideillustration – umiddelbart er den en af hans bedre, men den afspejler ikke bogens indhold særligt godt. Forsiden gør at man forventer en større krig mellem de to dimensioner, og der har Vinzent (heldigvis) valgt en noget mindre historie og fokuseret på få mennesker i stedet for store slag.

Jeg har haft fat i Jørgen Missers bog før – bl.a. i forbindelse med et foredrag på Eurocon 2007 om nyere dansk sf (sammenfattet på engelsk her). Der trak jeg den frem som del af en ussel trend inden for vor hjemlige genreskriverier: nærfremtidsromaner om et Danmark besat af de onde, onde muslimer (her forstået på den måde, at alle muslimer er onde). Her rangerede den sammen med titler som “Pauvre nye verden” og “Terror i Danmark”.

Og ja, jeg indrømmer, at jeg var forudindtaget. Jeg læste om handlingen i bogen og dømte ud fra de få beviser den til at være et litterært makværk. Men hvor forhastet det nu end var, så var det en ganske præcis bedømmelse.

Vor hovedperson hedder Otto Steiner – han er i 60erne, jøde, antikvar, kunstmaler og helt igennem flink fyr, der hjælper sin næste og afskyr slyngler. Og nåja, så er han hemmelig agent for Mossad, der næsten enehændigt forsvarer den jødiske stat og bekæmper den “snigende islamisme” overalt, hvor den måtte stikke sit grimme fjæs frem. I denne nære fremtids Danmark er vort lille land blevet udset til at blive den næste front, igennem hvilken de onde, onde muslimer vil udsprede deres væmmelige herredømme (og helt ærligt, når Misser omtaler muslimer i bogen, kan jeg ikke lade være med at se for mig gamle, nazistiske sort/hvide tegninger af jøder). De fremstilles alle over én kam som dyr, der avler for at skylle os ud af vort land.

De muslimske terrororganisationer får nys om hans dobbeltrolle, og snart efterstræbes han og hans familie efter livet. Mørke typer vrimler til landet for at snigmyrde ham, og sammen med sine ligesindede (ikke ligestillede, for Otto fremstilles helt ærligt som noget af en Messias-figur) slår han sig ned på Hesselø for at slå igen mod den snigende ondskab (og slige latterlige formuleringer).

Holdninger er vel for så vidt okay at have – man kan være enig eller uenig i Missers udgydelser, og jeg har læst mange forfattere, hvis holdninger jeg finder helt hen i vejret, uden at de af den grund har skrevet elendige bøger. Problemet med holdninger er, at de kan stå i vejen for den gode fortælling – og her skal man altså have gode øjne for overhovedet at kaste blik på fortællingen. Forfatteren står på ryggen af en blafrende spændingskurve og lader sine personer holde lange, intetsigende samtaler, kun afbrudt af bombastiske proklamationer omkring muslimernes dårligdomme. Han mangler om ikke evnen, så tydeligvis lysten til at fortælle en god historie, for her er det budskabet, der tæller.

Budskabet vil Den Danske Forening sikkert elske. Indholdet vil måske blive værdsat af folk, hvis litterære behov dækkes af et koldblodigt nakkeskud her og der. Fortællingen, sprogbehandlingen, de overraskende drejninger, den gode historie, de tankevækkende ideer – alt det, der skaber en god bog, det er det svært at få øje på.