Max McCoy har fundet sin stil. Formen og stilen er velkendt og, desværre, en smule kedelig. Historiens præmisser er egentlig okay. Endelig er serien vendt tilbage til bibelske artefakter, og vi møder både Arons stav og Omega-bogen. Det er helt klart et forsøg på, at gøre os klar til at se “Raiders of the Lost Ark”.

Imidlertid virker McCoy en smule træt af Indy. Der er mange handlingsspring som ikke bliver forklaret eller udnyttet særligt godt. Flere steder virker det faktisk som om at bogen har være 100-200 sider længere. Det gør historien usammenhængende og, til tider, svær at forstå.

Desværre slutter serien om Indiana Jones ikke lige så stærkt som den startede. Det er langt fra den bedste i serien, men heller ikke den værste. Ikke desto mindre kan man jo glæde sig over at den ender i den samme jungle som franchiset begyndte i, i 1981.

Har man læst de elleve andre bøger i serien, er man selvfølgelig nødt til at læse Indiana Jones and the Secret of the Sphinx. Alligevel skal man nok være fan af franchiset i al almindelighed, førend man kan overskue at komme igennem denne bog.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

En kendt og farverig polarforsker bliver “slået ihjel i en bilulykke”. Indy modtager en mystisk kasse og en krystal, fra selv samme polarforsker. Med et er Indy en jaget mand. Hans flugt leder ham i armene på den danske huleforsker Ulla Tornaes. Sammen drager de ud for at finde ud af hvor den mystiske krystal kommer fra. Det bliver en pudsig og sammentræfsfyldt jagt på tværs af de arktiske ismasser.

Max McCoy har nu for alvor fundet fodfæste i Indiana Jones universet. Historien er velfortalt og velopbygget. Imidlertid virker plottet som en gentagelse, når man har læst “Indiana Jones and the Interior World” af Rob MacGregor. Det er dog en helt anden historie vi bliver præsenteret for i dette bind, men man kan ikke lade være med, at undre sig over hvorfor man vælger emnet “den hule jord” to gange i samme serie.

Max McCoy har åbenbart også fundet ud af, at man skal lave en eller anden form for rød tråd igennem de bøger man skriver, når man skriver Indy-romaner (en tendens jeg er meget imod). Der bliver derfor trukket en del på den foregående bog i serien, og lagt op til den tolvte, og sidste, bog i serien. Det er en smule irriterende og faktisk overflødigt.

For alle Indy-fans er den selvfølgelig et must-read. Imidlertid vil jeg foreslå, at man tager fat i filmene hvis man skal have et skud Indy.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Det hele udvikler sig til en meget klassisk fortælling om forsvundne verdner og sagn, der viser sig at være mere virkelige end man lige troede.

Dette tiende bind i serien må nok siges, at være en smule træt i det. Ikke mindst fordi plottet er som løftet ud af Sir Arthur Conan Doyles “The Lost World”. Det er set før (og siden) og er faktisk ikke særligt sindsoprivende. Mere interessant er det dog med den hund som pryder forsiden. Hva’ er nu det? Selvom Indy kan på egen hånd gør det ikke noget, at han i dette bind får følgeskab af menneskets bedste ven. Det er faktisk nok det mest interessante forhold der er i bogen.

Max McCoy har i andet forsøg (han skrev også bind nummer ni “Indiana Jones and the Philosophers Stone”) fået mere styr på sagerne. Der er ikke så mange narrative huller og overspringshandlinger. Det hele glider meget flot og er fortalt i en let, men indforstået, tone.

Alt i alt har serien rejst sig fra den sørgelige aske, der blev efterladt af Rob MacGregor og Martin Caidin i de første otte bind. Man kan kun håbe på, at Max McCoy holder dampen oppe i de sidste to.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Efter en hårrejsende prolog, sætter det rigtige eventyr ind. Indy bliver kontaktet af sin gamle ven Marcus Brody. Nogen har stjålet Voynich Manuskriptet. En italiensk, fascistisk storforbryder, der netop har været på besøg i Amerika, er under mistanke, og Indy sætter efter ham. Det udvikler sig hurtigt til en international jagt, hvor jægeren med ét går hen og bliver den jagede – men hvem er hvem?

Mac McCoy er klart et frisk pust til serien. Han er hverken luftingeniør eller mystiker han er journalist, og det ses. Der er lagt vægt på fart og sensationsjagt igennem hele romanen. Til tider går tingene så stærkt, at man slet ikke når, at bliver klar over hvor mange huller der faktisk er i historien. Hjælpsomme personer der dukker op ud af ingenting, for derefter at forsvinde uden videre, er en stor bestanddel af IJPS. Det er imidlertid med til at give historien al den fart den har brug for. McCoy lader Indy være Indy, magi være magi, og et eventyr være et eventyr – det er spændende, beskidt og til tider klodset, men det fungerer fordi det er Indy.

IJPS er helt klart den bog i serien der har vækket flest tankebilleder hos mig. Beskrivelserne er gode og præcise og man føler, at det hele falder meget naturligt for både Indy og de andre bærende karakterer. Hvis man kun vil læse én bog ud af de første ni, er det helt klart IJPS man bør give sig i kast med.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Gales (Indy’s veninde) landsby, der ligger i en magisk skov i England, bliver overfaldet af en flok lejesoldater. Gales sjælefrænde “Caitlins” far bliver myrdet under angrebet. Caitlin sværger hævn ved “Caliburn” – et magisk sværd som hendes familie har passet på siden Merlins tid. Heldigvis er vores hatteklædte helt ikke langt væk, og han lover at hjælpe Gale og Caitlin. Imidlertid udvikler hævnaktionen til et internationalt spion-drama af højeste kaliber. De engelske myndigheder hører naturligvis om angrebet, og hyrer Indy til at finde ud af (og fange) hvem der måtte stå bag.  

Martin Caidin fokuserer alt for meget på årsagsforklaringer og tekniske detaljer i sin skrivestil. Hvad der i andre bøger/film slet og ret bliver accepteret som “noget virkeligt”, skal pensles ud og retfærdiggøres i mindste detalje. Caidin er uddannet pilot, og det mærker man tydeligt. Så snart der nævnes noget om fly, bliver der samtidigt liret en hel masse tekniske data af, som er helt uvedkommende for historien. Jeg tror Caidin ville være god til at skrive faglitteratur. Skønlitteratur skal han imidlertid holde sig fra.

Slutteligt er der bare at sige, at denne roman er så U-Indy’sk som noget kan være. Artefaktet, som det hele burde handle om, er et fuldstændigt irrelevant (nærmest irriterende) sværd. Det har ingen narrativ funktion og er derfor bare med til, at sinke eventyret helt enormt. Derudover er Indy hverken spion eller superhelt, men denne roman forsøger at gøre ham til begge dele.

Skrammel!

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Bibiliofilens Reviderede Hyggekrog.