Danmark, den nære fremtid. Hvad der først lader til at være tilfældigheder, vandrehistorier og små-mystiske hændelser, viser sig i virkeligheden af være begyndelsen. Begyndelsen til enden. Også i Danmark. Vi følger fire-fem forskellige grupperinger og deres kamp for overlevelse i et zombieinficeret samfund. Efterhånden som det hele bliver mere og mere håbløst mødes grupperingerne på en stor gård. De bestemmer sig for at forskanse sig, og vente på at regeringen og militæret får zombieproblemet under kontrol. Men hvorfor vil de døde ikke ligge stille? Hvor er præsidenten? Og, hvordan slår man en død ihjel?

“Kadavermarch” er ganske interessant. Historien er spændende, selvom det er fyldt med klicheer. Alt, lige fra karakterene tirl bestemte hændelser, stinker langt væk af zombie-film. Men det er der en helt bestemt grund til. Jürgensen skriver selv, at bogen er et forsøg på at skrive i George A. Romero’s zombie-univers. Da Romero’s film “Night of the Living Dead” må siges at være en af de absolutte kult-klassikere indenfor zombie-genren, er der en del at leve op til. Men jeg mener at Jürgensen klarer det til UG. Også selvom klicheeerne til tider er løftet lige fra filmens verden over i denne bog. Derudover er der en del referencer til de film som Jürgensen så tydeligt er inspireret af. Det er sjovt, underholdende og det fungerer.

I virkeligheden er der ikke så fantastisk meget at sige om plottet og historien i “Kadavermarch”. Det er mest en dels en undskyldning for komme igennem en masse action-sekvenser og fantasifulde karakterudvikling. Derfor kan det nok også undre de fleste der samler bogen op på biblioteket eller i boghandlen at den strækker sig over 379 sider. Men, selvom det virker som en del, så undre man sig alligevel over hvor siderne blev af, når man lukker bogen for sidste gang. “Kadavermarch” er god, men den er på ingen måde stor litteratur. Den er action fra side et, og den holder ikke op før sidste side. Det er en kadavermarch der er værd at vakle med på.

Adelene lever sit socialrealistiske liv i en unavngivet dansk by. Hun bor i et stort hus, som ”Edderkoppen” arvede efter Adelenes far døde. Edderkoppen behandler Adelene som sin personlige tjener, på trods af at Adelene faktisk er Edderkoppens datter. Faktisk bliver Adelene behandlet rigtig skidt af rigtig mange mennesker. Så skidt, at hun en dag falder ned i et dybt hul da hun vil flygte fra nogle af dem. Nede i hullet møder hun Tunnelmanden. Tunnelmanden giver Adelene et tilbud som hun absoulut ikke har lyst til at få. Men Tunnelmanden er stædig, og begynder at sætte sin plan i sving om Adelene vil det eller ej. Med ét er Adelene indviklet i en situation der minder om en gordisk knude. Lige meget hvor meget hun forsøger at filtre sig ud af det, bliver situationen bare mere og mere uløselig.

Historien er interessant. Den minder en hel del om en masse andet som Jürgensen har skrevet. Med undtagelse af slutningen. For slutningen er ekstremt atypisk for Jügensen. Hvor han plejer at efterlade læseren med en eller anden form for tvivl eller forsikring, efterlader han os med en fornemmelse af “nå”. For at sige det rent ud, så er slutningen plat. Det lader mest af alt til at forfatteren har haft en deadline, og så bare skrevet det første der faldt ham ind. Der er en del løse tråde der aldrig rigtig bliver samlet op, men ikke på den gode Jürgenske måde. Vi får aldrig rigtig afklaret hvad det hele har med Adelenes far at gøre, om Tunnelmanden er virkelig eller ej, eller om hændelserne får nogen konsekvenser for Adenlene. Nogle ville måske mene at dette bare er typisk for genren, men her er det altså for meget. Og apropos genrer, så må jeg sige at det er meget svær at placerer bogen helt præcist. Den er ikke rigtig horror (i så fald er det en ret kedelig og skrækløs historie), og den er ikke rigtig fantasy (vi bliver aldrig helt klar over hvem og hvad Tunnelmanden er, og om han overhovedet er andet end et fantasifoster).

Jeg må sige at den gode Jürgensen faktisk skuffer en del med Tunnelmanden. Historien er faktisk helt interessant, lige indtil slutningen ødelægger det hele. Derfor kommer bogen faktisk også til at virke for lang. Der er en masse unødvendige dødsfald og ulykker, som ville underbygge en anden slutning, men her bliver det bare til hændelser for hændelsernes skyld. Derudover er det lidt ligesom om at forfatteren har mistet taget omkring de unge mennesker. Han plejer ellers at være god til at skrive mennesker så de taler og agere troværdigt. Adelene derimod virker enormt stereotyp og bruger ord (f.eks. “det kan jeg vidst ikke undslå mig”), som virker underlige for en teenager.

På en måde er denne udgivelse Jürgensens seneste forsøg på at bevæge sig udover de fantastiske genrer (andre forsøg må være ”Jord i hovedet”, “Kærlighed ved første hik” og “Er du blød mand”). Forfatteren proklamerede selv i morgen-tv for noget tid siden, at han ville forsøge at kaste sig over “voksen-krimier”. Hvis denne bog er par for det ikke-fantastiske fra Jürgensen, så skal han holde sig væk. Langt væk. Men, hvis dette bare er et bump i vejen hen imod at blive “mere voksen”, så ser jeg (som altid) frem til den næste Jürgensen-bog.

Mød Elmer Guldbrandsen - en arketypisk nørd. Elemer lever det uinspirerede nørdliv som der nu engang er plads til på gymnasiet. Hans virkelige og mentale plageånder er konstant over ham, og Elmer må se til mens hans “venner” lever det søde studenter-liv, med alt hvad der hører sig til. Én dag er Elmer dog heldig. Han vinder over sin søster i “ønskeben”, og ønsker sig noget der vil forandre hans liv. Og det sker. I løbet af få uger er Elmers verden vendt på hovedet. Ikke alene er han begyndt at kunne lide at dyrke motion, og gå til fest, men han har også mødt den mystiske Gwennafran, der lader til at have magiske evner. Inden længe går det op for Elmer, at han måske har fået kontakt til noget, han ellers kun troede fandtes i hans elskede bøger.

I mine øjne er “Jeg – en nørd” en af Dennis Jürgensens absolut mest fuldendte bøger. Dette kan selvfølgelig skyldes min måde at identificere mig med bogen hovedperson på, men ikke desto mindre er det en af de Jürgensen-bøger der har talt mest til mig. Det er derfor også en af dem jeg har læst absolut flest gange. Jürgensen rammer i denne udgivelse en helt fantastisk blanding mellem det fantastiske og det realistiske. Jürgensen kan have tendenser til at kamme lidt for meget over i magi og des lignende, men her er der tale om den perfekte blanding. Derudover taler han også til menneskets grundlæggende trang til at opleve noget unikt og enestående. Ved at lade en “antihelt” som Elmer indtage hovedrollen i denne bog, injicerer han en god portion håb i enhver nørds sind. Nej, nørder er skam ikke fortabte og det bekræfter bogen skam i allerhøjeste grad.

Jeg skal være den første til at indrømme at denne anmeldelse er gennemsyret af nostalgi, og at mit syn på bogen derfor absolut ikke er ufarvet. Imidlertid må jeg igen understrege at bogen virkeligt ER god. Det er en af de bøger som man, når man lukker den for sidste gang, ønsker var midst én kapitel længere. Såvel som dette er kendetegnet ved en god dessert, er det også kendetegnet ved en god bog. Beskeden er simpel: læs den!

 Arnold og Catharina tror sig sikrer for en stund. Men inden længe dukker vampyrtroldene op i byen og så går den vilde jagt. I Kvæhl leder Knusum Kranium stadig efter en udødelighedsdrik og det lader til at lykkes. Selvom vapyrtroldene er noget så inkompetente og kæmper med at skaffe de nødvendige ingredienser, lader det til at gå op i højere enhed. Altimens forsøger kongen i Cinnober at udvide hans magt vha. en hård indsats overfor varulveproblemet. Men hans hofsnog har sine helt egne planer. Forholdet mellem Sylegård og Cinnober lader til at nå et nyt lavpunkt, og det kommer da også til åben kamp mellem de to.

Bogen er, som alle de andre i serien, velfortalt. Stilen er helt typisk Jürgensen. Han er formidabel udi sjove optrin og har efterhånden perfektioneret balancen mellem bandeord og sjov. Der er ikke mange sider hvor vampyrtroldene ikke bander og svovler sig deres vej igennem livet. Det er faktisk uendeligt morsomt og skubber til grænserne for kreativt sprogbrug. Karakterudviklingen i dette bind er også interessant. En del af de faste karakterer gennemgår nogle ret drastiske forandringer, og det er med til at gøre bindet ekstra interessant.

Men ikke en anmeldelse af “Heksens Ansigt” uden at nævne dens forside. Som nævnt i en tidligere anmeldelse, så bruger jeg de gamle forsider til anmeldelserne. Dette skyldes ikke at de nye ikke er gode eller tilgængelige, men kun det faktum at de gamle er bedre. Især forsiden på dette bind er helt fantastisk. Stemningen er helt i top og den fanger ummiddelbart og virkningsfuldt essensen af historien. Det er, efter min mening, den bedste forside i serien idet den, uden at virke alt for påtrængende, alligevel gør én nysgerrig.

Jeg kan kun anbefale dette sjette bind i serien, men vil påpege at det ikke giver ret meget mening at læse det, førend man har læst de fire forudgående. Så herfra er der bare at sige: “God læselyst”.

I Arnold og Catharinas verden er de små søskende ankommet. Der er mange opgaver som skal løses, og både Arnold og Catharina får ”lov” at “følge” deres små søskende i vuggestuen. Det er en opgave der skal vise sig farligere end man lige skulle tro. Knusum Kranikum leder stadigvæk efter ingredienser til udødelighedsdrikken, og han sender derfor vampyrtroldene til Arnold og Catharinas verden, for at fremskaffe de to kranier. Men der er også andre vigtige ingredienser, og indsamlingen forløber ikke helt uden problemer. Samtidig forsøger Knusum Kranikum at samle rigets farligste våben, og vil derfor have fat i kaostrolden Runghammers mægtige hammer – Æzhurvin. For Arnold og Catharina kulminerer vuggestuebesøget da de opdager, at vampyrtroldene har stjålet deres små søskende med tilbage til Kvæhl. Alt imens er det helt store diplomati hevet frem og forhandlingerne bugter sig imellem Sylegård og Cinnober, men hvem narer hvem?

Historien er velfortalt. Efter de to foregående bind er læserens viden om universerne (Kvæhl såvel som Arnold og Catharinas), efterhånden så stor at man ikke længere behøver at bekymrer sig om hvem der er hvem, og hvad der er hvad. Det giver historien noget mere frihed til at udfolde sig, hvilket klæder den godt. Jürgensen gør sig bedst når han kan få lov til bare at fortælle historien som den er. Altså uden alle mulige forklarende sidespring. I bindet her, er der tale om klassisk Jürgensen. De komiske optrin, de spændende konflikter og det uhyggelige islæt, kort sagt en blanding af fantasy og horror er der hvor forfatteren trives.

Jeg kunne måske godt have tænkt mig at konflikten mellem Cinnober og Sylegård, blev uddybet noget mere i bindet. Det er lidt underligt at en ulmende “verdenskrig” på den måde indtager bagsædet, i forhold til den historie som vi faktisk får fortalt. Det er selvfølgelig tale om et udvalgt fokus og det faktum at historierne har under 200 sider at boltre sig på.

Alt i alt er tredje bind par for serien. Det er lige så spændende som det hele tiden har været, men man kan ikke lade være med at tænke på hvordan sagaen kunne have set ud, hvis Jürgensen havde haft 1000 sider frem for seriens godt 600.

BANDER OG SVOVLER

“Vampyrtroldene” er en spændende fortsættelse af Jürgensens fantasy-serie. Historien bliver udviklet en del mere, og der kommer endnu flere forviklinger og løben-om-hjørner i spil. Dette skyldes til dels også, at der ikke skal bruges mange sider på at introducere karaktererne – i hvert fald ikke lige så mange som i det sidste bind. Derudover for de faste karakterer også lov til at udvikle sig, og vi kommer efterhånden til at holde af vampyrtroldene – selvom de er de onde, og deres skænderier og interne ¨slås- og magtkampe. Det er faktisk rigtig underholdende, og denne anmelder kan da heller ikke lade være med at trække på smilebåndet ind imellem.

Seriens svaghed, indtil nu, er helt klart de meget korte bind. Tilsammen er serien kun lidt over 600 sider, fordelt på fem bind. Det er ikke helt nok, når man både skal begynde, fylde og afslutte en historie som er så omfattende som denne. Der er flere ting jeg godt kunne tænke mig blev spillet mere ud, men det er selvfølgelig et valg man har gjort i sin tid. Det er måske både et resultat af, at være møntet på yngre læsere, og samtidig en del af Jürgensens korte-romaner modus.

Har man læst det første bind i serien og hungrer man efter mere, så er “Vampyrtroldene” en god dosis Jürgensen inden sengetid. Der er plads til grin og spænding, og så er den fremragende til højtlæsning.

Arnold og Catharina er almindelige børn i en almindelig by. Imidlertid har de ualmindelige problemer. Arnold er overbevist om at hans forældre vil slå ham ihjel, og Catharina har nogle tilsvarende ideer om hendes forældre. De to mødes (tilfældigt?) og finder ud af at de har særlige evner. Ved at lægge håndfladerne mod hinanden, kan de gå ind i en anden verden – Kvæhl. En verden hvor skræmmende væsner hersker, og hvor det onde har overtaget og det gode må gemme sig i skoven. Men magtbalancen er i fare. Knusum Kranikum, vampyrtroldenes hersker, vil rokke ved Kvæhls magtbalance ved at tilrane sig udødelighed. Til det skal han bruge to særlige menneskebørns knuste kranier, og hvem andre end Arnold og Catharina bliver udset til at få den tvivlsomme ære.

Bogen er kort. Den er beregnet på et yngre publikum og har grundlæggende en karakter af at være et “vi skal have sat denne her serie i gang” bind. Det betyder at der skal præsenteres enormt mange… hmmm… væsner, i løbet af meget kort tid. Men udover en simpel navnerunde, er det også nødvendigt at vi får alle personernes motiver og dagsordner bleyst. Eller. Det mener i al fald forfatteren. Og så ikke et ord om at der er en del centrale figurer i serien, som overhovedet ikke er blevet introduceret endnu.

Historien er underholdende. Den byder ikke på så meget ny rent plotmæssigt. I bund og grund minder den en del om J. H. Brennans “Barmy” serie (som dog er nyere, og faktisk også udgivet af Tellerup!?). Det nye og interessante i denne bog, er den verden som findes på den anden side af den virkelige verden. Der er fyldt med spændende væsner, og der er et interessant sammenkædning mellem den anden verden og den ”normale” verden. Jürgensen er ret god til “world building”, og vi får hurtigt (omend kortfattet) indsigt i hele den fantastiske verden og de politiske magtspil der gemmer sig her.

Kan man lide fantasy, eller Dennis Jürgensen i det hele taget. Så er der ingen grund til at gå udenom “Knusum Kranikum”, bare pas på at de grønne hvepse ikke kommer efter dig!

Neanderthalslottet knirker. Faktisk synker det. De seks monstre må flygte over hals og hoved da voksmuseet – deres hjem, synker ned i den omkringliggende voldgravs dyb. Pludselig står de uden hjem og det burde i sig selv være noget til at tilkalde Freddy, som har hjulpet dem så mange gange før. Imidlertid har gruppens distræte problembarn – Mummy, også tilranet sig en gedigen gang “indpakning mangler”. Med andre ord er hans bandager blevet så laset, at mumien glider langsomt ind i døden. Som det er reglen, tager monstrene kontakt til Freddy der med et må udtænke en snedig plan til at undslippe moster Molly, der babysitter ham mens forældrene er på forretningsrejse. Denne gang går rejsen til Egypten. Her lurer ikke bare de medbragte problemer, men også en del indfødte af slagsen. Hvordan klarer monstrene og Freddy den farlige rejse, og hvad sker der når man spiller computer uafbrudt i fem dage?

“Bøvl med bandagerne” er den bog om Freddy og monstrene jeg har læst færrest gange. Ikke fordi den er dårlig, men ubevidst nok fordi jeg ikke ville have serien stoppede. Men det gør den altså. Dette er det uigenkaldeligt sidste bind i serien, og det er en værdig afslutning. Stilen er den sædvanlige. Fyldt med sjove optrin og god ping-pong mellem karaktererne. Ikke mindst Dracula og varulven Eddys skænderier er blevet klassiske – så klassiske at man efterhånden kan nogle af dem på fingrene… Okay, jeg har nok læst de bøger for mange gange.

Én ting der undrer mig omkring det sidste bind i serien, er at det igen handler om problemer med gruppens mumie. Kendere vil vide at det første bind “Balladen om den forsvundne mumie” også handlede om Mummys problemer. Derudover er der seks monstre, men kun fem bøger, hvoraf igen to andre handler om Draculas problemer. Man kunne måske have ønsket sig et bind der handlede om f.eks. Boris – gruppens godmodige kæmpe, eller Sir Arthur Fieldstein. Imidlertid er både Sir Arthur, Eddy, Boris og især Nitand ofte reduceret til at drive historien fremad vha. oplysende monologer eller jokes. Jeg ved ikke om et bind om Boris ville have fungeret, eller om det overhovedet har været overvejet i sin tid. Det er ikke desto mindre en af de eneste klager jeg har over serien (hvis man da kan kalde det en klage).

Nej, det sidste bind er ikke sødsuppe. Det er klart at man er mere eller mindre følelsesmæssigt investeret i bøgerne, og derfor kan det også blive lidt sørgmodigt når Freddy en sidste gang siger farvel og tak til de seks monstre. Alt i alt er serien rigtig god, og egner sig til højtlæsning. Har man ikke nogen at læse højt for, så er det også rart med en enetur til nostalgien. Denne bog kan, som de andre i serien, kun anbefales.

Jürgensen er i topform i denne sjove og aldeles velskrevne bog. Stilen er den vi kender fra de tre andre bøger, men det gør ikke noget. Faktisk ville jeg nok klage hvis stilen pludselig ændrede sig fra den ene bog til den anden. Der er ikke så meget karakteropbygning, men mere historie. Alligevel føler man ret hurtigt at man kender figurerne ud og ind. Dette skyldes muligvis at man har læst de forudgående bind, eller det underholdende “Persongalleri” som er med i starten af alle bøgerne. I al fald kan man ikke andet end at holde af de kære monstre og deres evige problemer.

Peder Bundgaards tegninger pryder forsiden såvel som resten af bogen. De er lige i øjet og jeg kan slet ikke forestille mig at læse en bog om Freddy og monstrene uden dem. Selvom man på ingen måde behøver illustrationer, da Jürgensen skriver så man levende kan forestille sig det meste, så giver Bundgaards tegninger bogen det ekstra pift der gør at alle kan være med.

I virkeligheden er “Blodspor i Transsylvanien” nok møntet på det yngre publikum, men de voksne kan skam sagtens være med. Det er ikke en af de her evige sommer-familie-film, hvor det kun er børnene der får noget ud af det. Nej, faktisk er der rigeligt med optrin som er ret sjove for voksne – også den slags som børn måske ikke helt forstår.

Freddy og Monstrene har sin helt egen nostalgi. Denne anmelder bliver da også nostalgisk hver eneste gang han ser en af bøgerne. De der ikke har oplevet dem i deres ungdom, kan nå det endnu, og de der har, kan så rigeligt gøre det igen. Det er altid sjovt når Dracula for 117 gang er ved at flå varulven Eddy i tusinde stykker.

Harry Norton er Arkhams bedste “Private Eye”. Hans assistent, den underskønne og hovedrige Tippi Tulip, er klogere end hun giver indtryk af. En række mystiske hændelser sætter Harry og Tippi på sporet af en sammensværgelse der strækker sig på tværs af Atlanten. Inden længe går turen til det østeuropæiske land Murnien. Professor Quinn, ekspert i det okkulte og Harrys gamle ven, er på en særlig forskningsrejse i Murnien, og meget tyder på at noget er helt galt. Efter ankomsten til Murnien, og mere specifikt til byen Bolik, bliver Harrys mistanke forhøjet. Idet Harry ankommer med toget, ser det ud som om hele byen er på flugt. Men hvad er det der har skræmt hele byen, og hvordan er byens præst, læge og baron indblandet?

Det er måske lidt af en tilsnigelse at postulere at “Gylperen” er ”en fortælling i H. P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi”, som bogens bagside gør det. Udover visse lokaliteter og stednavne er der ikke meget der er Lovecrafts opfindelse. På den anden side, er Lovecrafts univers tilstrækkeligt udefineret (i al fald af Lovecraft selv) til at man sagtens kan hævde at “Gylperen” finder sted netop i Lovecraft-land.

Historien er i sig selv velskrevet. Den er ikke stor litteratur, men den er tilpas mystisk og små-uhyggelig til at den fungere som en klassisk horror-fortælling. Med Lovecraft-universet følger også en masse gode værktøjer til at skabe stemning, men dem benytter Jürgensen sig ikke rigtig af. I Lovecrafts fortællinger er det som regel ensomheden og det uundgåelige der er i centrum. Jürgensen ligger i stedet sine egne temaer ind i universet, og det fungerer faktisk fint. Det er ikke klassik Lovecraft, men det er heller ikke det erklærede mål. Derimod er det klassisk Jürgensen. Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen! Kender man lidt til Dennis Jürgensens skrivestil, så ved man også ret hurtigt hvor han vil hen med sine bøger. Det gør ikke så meget, for han er en fantastisk underholder, og hans historier er (næsten) altid velskrevet.

Man kan med ro og mag sætte sig ned en sen sommeraften, med et stort glas kølig rødvin og fødderne oppe, med bogen i hånden og så bare læse.