Nyligt uddannet fra universitetet så jeg frem til en beskidt tur igennem sandet med William og Athena ved min side. Godtnok var mine forventninger noget beskæmmet af første bind i serien, men alligevel satte jeg min lid til at toeren skulle blive bedre. Vi møder Athena og William netop som de ankommer til Egypten. Her har man fundet et mystisk lig i et gravkammer. Eller rettere, liget er faktisk ikke særligt mystisk, men omstændighederne er forunderlige og Athenas far bliver tilkaldt i hans funktion som retsantropolog. William følger med som det spørgsmålstegn en teenagedreng er og Athena er tvunget med, som den sure teenagepige hun nu engang er. Det bliver en jagt på… ja, på hvad. Det blev jeg aldrig helt klar over, men det er vidst meningen.

Stilen er nøjagtig den samme som i etteren. Kapitlerne skifter mellem at have fortællestemme hos hhv. Willam og Athena. På skift får vi deres teenageopfattelse af verden og de begivenheder der udfolder sig for de to måbende opkomlinge. Det er lidt trivielt og ensformigt, og det bliver enormt forudsigeligt til sidst. Athena er konstant sur, og William er konstant overrasket eller bange. Det er følelsesliv på det allermest basale niveau og det er ærlig talt ikke særligt sindsoprivende.

Efter 100 siders kedelige teenagenykker sker der pludselig en hel masse. Blandt andet er der overraskende meget vold mod og med børn. Snart bliver den ene, snart den anden truet på livet eller bortført. Alt sammen er kogt sammen med et noget klodset forsøg på at “forberede piger til at blive kvinder”. Det betyder at vi, midt i et af de mere spændende øjeblikket, skal igennem en meget udpenslet menstruationssekvens, som jeg ikke forestiller mig at ret mange vil finde interessant – slet ikke de enkelte teenage-piger der måtte driste sig til at læse bogen.

Kit Rasmussen skriver stereotyper, og det er endda kun for hovedpersonerne. Bifigurene er reduceret til at have ét eller to særkender som adskiller deres snak en mikroskopisk smule fra de andre. Faktisk er det kun én af bifigurenes brug af den engelskklingende glose “Gobshite”, der giver hende nogen form for personlighed. Det er sikkert et resultat af bogens længde (150 sider), men så kunne man overveje at bringe færre karakterer ind i plottet. Det ville i al fald give den noget ensemble-prægede historie en mindre klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg ved ikke hvem bogen henvender sig til, men det er tilsyneladende det yngre publikum. Jeg vil ikke anbefale den, for historien er alt for overfladisk – faktisk plot-løs. Karakterene er håbløst underudviklede og handlingen er, på trods af det korte format, langsommelig. Mit råd er dette: læs noget andet!

TEMPO

Bibliotekarstanden henholdsvis gemmer sig i kloakkerne og patruljerer himlen i deres små, flyvende fartøjer. Det er netop det, Rook gør, da han på mystisk vis skydes ned – og lander i den dødsensfarlige Ruinby. Det bliver startskuddet til en hektisk periode, hvor han både må kæmpe for sit liv og arbejde som hjernevasket slave.

Som sædvanligvis kommer fortællingen hurtigt op i fart, og der bliver ikke lempet på speederen, før mållinien er nået. Rook farer fra det ene halsbrækkende stunt til det næste, fra den ene faretruende situation til den næste. Der spares hverken på blod, sved eller tårer, så om end Kanten-serien ikke er for de mindste, burde også dette bind vække begejstring hos drengene – og også de fædre, som enten må læse det højt eller finder lejlighed til at læse bogen for sig selv. Der er som sædvanlig en god balance mellem de to niveauer i historien og illustrationerne, så Vox burde kunne læses af de fleste.

Der er selvfølgelig masser af velkendte elementer i romanen – nu er universet jo ligesom fastlagt, og der er en vis tryghed i genkendelsens glæde; men Sanctaphrax’ nye situation holder historien frisk, så man ikke blot bliver udsat for det samme igen og igen, hvilket ellers ville være en tydelig risiko i en serie, som her er på sjette bind. Med andre ord: Kanten-serien vedbliver med at være god underholdning. Linierne er klart optrukne, og den får muligvis ikke én til at spekulere over livets dybere mening – men det er svært at lægge den fra sig, når først man er kommet i gang.

Af uvisse grunde kom jeg til at læse dette bind før Den sidste luftpirat, som er den rigtige rækkefølge. Det er dog ikke nogen hindring, når man blot er bekendt med Kanten. Der henvises til enkelte hændelser fra den tidligere bog, men dens betydning for handlingen er minimal. Men jeg ser frem til at læse den – det skal være interessant at se forspillet til det store opgør, som finder sted i Vox. Og så håber jeg på, at skrukkerne spiller samme drabelige rolle som i denne roman, hvor de i fald hæver sig over tidligere tiders mere passive indflydelse på historien.

Paul Stewart: Vox (En historie fra Kanten), illustrationer af Chris Riddel. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2004. Forside: Chris Riddell.

MELODRAMA

Her må han dog dele romanens fokus med Maris, datter af Sanctaprax’ Allerøverste Nåde, Linius. De to mødes, da Linius overtaler luftpiraten Vindsjakalen til at efterlade sin søn, Quint, i Sanctaphrax. Den unge luftpirat falder ikke straks til i de nye omgivelser, han ville langt hellere være i faderens luftskib og opleve eventyr – i Sanctaphrax er alting forvirrende; han bliver sendt på hemmelige opgaver for Linius, bl.a. til byens kæmpestore og forsømte bibliotek, hvor han næsten mister livet. Og så er der Maris, som angiveligt hader ham (om end det er yderst tydeligt for læseren, at der er andet og mere på spil mellem de to).

Men nu er der jo tale om en historie fra Kanten, så naturligvis lurer der fjender overalt. Der kæmpes om magten over den svævende by, og nogle fraktioner vil gå meget langt. Og en mystisk person redder Quints liv. Imens bliver Linius, som burde vise sig som en ægte leder i de svære tider, ud på natlige udflugter, hvis formål han ikke fortæller nogen om, og han begynder at blive mere og mere sær. Snart går det op for Quint og Maris, at der foregår noget i Mellemhimlen, den mystiske labyrint inde i den svævesten, som Sanctahrax er bygget på. Og det er op til dem at redde ikke blot Sanctaphrax’ Allerøverste Nåde, men måske også selve byen.

Som sædvanlig har Stewart sans for spænding og melodrama, og Riddells tegninger holder deres vante standard som eminente atmosfæreelementer. Folk, der har fulgt serien, får, hvad de forventer – nogle gange måske endda lidt for meget. For selv om hovedpersonen er udskiftet, er der lidt fornemmelse af, at forfatteren bruger de samme tricks igen – den unge luftpirat, den ukendte hjælper, sammensværgelsen. Men som sædvanlig rådes der naturligvis bod på det med den fabelagtige baggrund, som historien udspiller sig på – alle bøgerne foregår i det samme univers, men Stewart og Riddell forstår at ændre det konstant, at tilføje eller fjerne efter forgodtbefindende, men stadig gøre det sammenhængende.

Personligt nød jeg Glamhuggerens forbandelse – som roman er den yderst underholdende, selv om den som del af en serie måske kører lidt i tomgang. Ikke desto mindre kan man også se, at Stewart er begyndt at vige bort fra de formler, han fastlagde i Kvisth-bøgerne, og det er en god ting. Indtil videre er der udkommet to bind til i serien, og jeg ser frem til at opdage, i hvilken retning de vil gå.

Paul Stewart : Glamhuggerens forbandelse (En historie fra kanten), illustreret af Chris Riddell. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2003. Forside: Chris Riddell. Originaltitel: The Curse of the Gloamglozer

AFGRUNDEN.

Kvisths far er forsvundet – under åben himmel, dette ukendte dyb, som befinder sig hinsides Kanten, og hvor ingen rejser hen. Her hersker Moderstormen, og det er ikke noget, som man ønsker at udsætte sit flyvende skib for. Ikke desto mindre er det her, vor helt – nu kaptajn over sit eget skib – er tvunget til at søge, hjulpet af sin nye besætning og skaffefuglen. Det bliver en søgen, som vil få konsekvenser, både umiddelbare og langsigtede for ham selv og hele Kanten.

En af dem, som berøres, er Hector, en yngstelærling i den svævende by Sanctaphrax, hvor de lærde dag og nat studerer vejret. Da Kvisths skib lider en krank skæbne ved sit møde med Moderstormen, bliver Hector pludselig forældreløs og må kæmpe for at holde sig i nærheden af sit elskede bibliotek, selv om han retteligen burde forvises til Nedreby. Men da Kvisth vender tilbage til byen, slår han følge med ham – sammen drager de ud for at finde kaptajnens besætning og finde ud af, hvad det var for en frygtelig lærdom, som blev indprentet i hans hjerne ved Moderstormen, men som nu er slettet fra hans hukommelse. Det er en viden, som kan betyde liv og død for hele Kanten. For her er vejret ikke blot et spørgsmål om lynnedslag eller pollental – sansestorme raser ind over landet, og Moderstormen truer med at vende tilbage til Kanten.

Det bliver en rejse, som er mildest talt eventyrlig – og det er netop, hvad man kan forvente af Kanten-bøgerne. Stewarts fantasi lader sig ikke fornægte, og hans samarbejde med illustratoren Riddell er som sædvanlig ikke til at sætte en finger på. De to lader til at tænke i samme baner – og have samme fokus på sceneriet og de væsener, der befolker det, hvad enten vi er i Nedreby, Dysterskoven eller Stenhaven. Og med en tydelig forkærlighed for det monstrøse, som f.eks. skrukkernes mobile slavemarked, vætteornerne (der skaber bogens hektiske flugtscene) og wigwig’erne (mine personlige favoritter blandt Kantens brogede monstre). Nok mest af hensyn til de yngre læsere holdes der dog en fin balancegang med de mere nuttede personer, såsom banderbjørnen.

Selve romanens opbygning er ved at være standard for Kanten-bøgerne: Kvisth sendes ud i det ukendte, og en ukendt personage hjælper ham på vej. Heldigvis har forfatteren så i denne bog valgt i stedet at lade helten træde mere i karakter. Væk er de konstante fejltagelser og frygtsomheden; nu er Kvisth selv kaptajn, og han træffer de beslutninger, der skal træffes. Det er en forfriskende fornyelse.

Som det måske fremstår, er der mest tale om en drengebog – som sædvanlig spares der ikke på action og dødsfald (om end Stewart afholder sig fra forrige bogs nedslagtning). Jeg kunne forstille mig, at der her var en ganske eminent højtlæsningsbog – action og underholdning for både barn og voksen. Og for de af os, som ikke har børn, men stadig holder af en god fortælling, er Midnat over Sanctaphrax måske nok hurtigt læst, men stadig en nydelse.

Paul Stewart & Chris Riddell: (En historie fra Kanten; 3) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2002
Forside: Chris Riddell

TORDENRIDT

Den unge Kvisth har nu levet i nogle år som luftpirat på sin faders skib – men indtil videre er deres slægtskab en hemmelighed mellem Himmelulven og Kvisth. Det er et hårdt liv, men alt, hvad Kvisth har drømt om. Han er endda ved selv at lære, hvordan man styrer Himmelstormeren – faderens skib, som flyver ved hjælp af en af Kantens svævende sten.

Desværre lurer problemerne i horisonten. Da de mister en værdifuld last, er det pludselig Kvisths skyld, at de står til at miste Himmelstormeren. Men en mulig redning kommer i en ny opgave – en opgave, som hele den svævende by Sanctaphrax’ fremtid afhænger af, men som er så farlig, at ingen er vendt levende tilbage i mange år. De skal finde det sagnomspundne tordenrav, som er så tungt, at det tynger byen ned, så den ikke forsvinder op i den blå himmel – de skal på tordenridt.

Første bog foregik hovedsageligt i Dysterskoven. Denne gang møder læseren den mørkere og endnu mere dystre Tusmørkeskoven, hvor træerne forsøger at få den vandrende til at blive – for evigt. Og på den anden side liggende det dødbringende område kendt som Svumpen, hvor Screed Tåklipper blot venter på et øjebliks uopmærksomhed. Kort sagt: der skete grumme ting i Hvad Dysterskoven gemte, men i denne omgang holder Stewart sig ikke tilbage, så det er ikke for sarte sjæle. Mandskabet på Himmelstormeren må kæmpe sig igennem Tusmørkeskovens farer, og det er langt fra alle, der slipper levende ud på den anden side.

Bissen er med andre ord skruet på. Det er stadig gældende, at Stewart fantasi sprudler, og Riddells illustrationer underbygger den perfekt, men denne gang er det også kombineret med en historie – og én, der ikke er bange for at tage nogle ubehagelige vendinger (for der er ting, som er værre end at dø). Dertil krydret med små bihistorier, som ligesom får de løse ender med. Det gør Himmelstormeren til en god bog, men også betydeligt anderledes end sin forgænger. Nogle (især forældre) vil måske finde den lidt for hård kost, men selv finder jeg det forfriskende – det er en klassisk fortælling, og vi tvivler på intet tidspunkt på den lykkelige slutning, men derfor behøver vejen ikke være let dertil.

Eneste anke kunne være Kvisth, vor hovedperson, som forbliver irriterende naiv gennem hele bogen. Det vil jeg se som en udviklingsmulighed til kommende bind og ikke tøve med at anbefale dette til både voksne og unge (især drenge) læsere.

Paul Stewart & Chris Riddell: Himmelstormeren. (En historie fra Kanten; 2) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2001
Forside: Chris Riddell

HVOR BANDERBJØRNENE JODLER MOD HIMLEN.

Kvisth bor hos skovtroldene, men allerede inden han selv finder ud af det, har en af Riddells illustrationer fortalt os, at han ikke selv er en. For det første er han alt for høj, han har ingen tryne, og så ligner han mest af alt et menneske. Der er naturligvis allerede nu lagt op til en klassisk fantasy-fortælling: den unge mand, der drager ud for at finde sin skæbne imod alle odds. Det er en fortælling, vi har hørt mange gange før, men det er nu heller ikke så meget plottet, der er afgørende (der er nemlig ikke meget plot før halvvejs gennem bogen) – det er handlingen, og handlingen er hektisk.

Da luftpiraterne, som sejler himlen tynd i deres flyvende skibe, får øjnene åbne for den unge ikke-skovtrold, bliver Kvisths familie bange på hans vegne og sender ham ud af byen for at gemme sig. Kvisth gør naturligvis det, som ingen skovtrolde ved deres fulde fem kunne finde på, og forlader stien. Snart befinder han sig dybt i Dysterskoven, håbløst faret vild i en verden, der kan slå den uforsigtige ihjel på tusindvis af måder. Og så bringes han ellers i den ene mere faretruende situation efter den anden – altid velvidende at der er én ting, som er værre end alt andet, værre end blodegen, mokkerne, Grossmutter, wig-wiggerne, stinkpadderne og alt det andet, som Dysterskoven kan byde på, og det er Glamhuggeren.

Banderbjørn

Glamhuggeren og den sære skaffefugl, som hjælper Kvisth og fortæller ham om hans skæbne på den anden side af skoven, danner den røde tråd i romanen. Derudover handler ”Hvad Dysterskoven gemte” mest om den unge helts evne til at havne i den ene bizarre situation efter den anden. Og så naturligvis selve Kanten og alle den skabninger, som nok er romanens egentlige omdrejningspunkt – man ved, at Kvisth nok skal klare sig, så det spændende er at se, hvad eller hvem han støder på næste gang.

Og så er der Chris Riddells illustrationer, uden hvilke ”Dysterskoven” ikke ville være nær den bog, den blev. Stewart og Riddell har tydeligvis arbejdet godt sammen, så tekst og tegninger fungerer perfekt i sammenspil. Det tillader forfatteren at skyde visse genveje, hvilket gør bogen ganske letlæst, samtidig med at Riddells illustrationer er en fryd for øjet og giver den ældre og måske mere krævende læser det ekstra lag, som gør den til en eminent læseoplevelse.

Er man den ekstra krævende, kan man trøste sig med, at ”Dysterskoven” tydeligvis er en introduktion til Kanten og dens indbyggere.

Paul Stewart & Chris Riddell: Hvad Dysterskoven gemte. (En historie fra Kanten; 1) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2000
Forside: Chris Riddell. Originaltitel: Beyond the Deepwoods

Dwight har fået et job af Gail og hendes slæng. Han har også fået en bil til jobbet. Men Dwight er ikke helt tilfreds. Med på jobbet er Miho – den rulleskøjteklædte og sværdsvingende superlejemorder. Hun hænger i skyggerne mens Dwight går foran. Nogen har skudt en landevejsrestaurant i smadder, og flere er døde. Dwight er interesseret i at finde ud af hvem der gjorde det, men ikke hvorfor. Det handler udelukkende om hævn. Men hvordan finder man en morder, som ingen tør navngive? Hvordan frarøver man fire mænd deres Cadillac, når de er ved at tæve én sønder og sammen? Hvordan forfølger man fem mænd i selvsammen Cadillac, når man kun har rulleskøjter på?

Af de hidtidige bind er dette nok det svageste, rent historiemæssigt. Det er selvfølgelig en del af Sin City stilen, at få et afrevet indblik i en historien, blot for at forlade den igen. Imidlertid virker dette indblik ret meningsløst i forhold til tidligere bind. Hvor andre bind har givet os gode indblik i karaktererne og udbygget historien på en meningsfuld måde, så virker “Sin CIty – Familieværdier” til, at være dødvægt. Der er ikke ret meget at komme efter. Derudover er Frank Miller nu gået helt over i super-ninja-rulleskøjte-dame grøften. Det er meget langt fra det indtryk man fik i de første bind. Hvor der før var noir iblandet action, er der nu japanske sværdkunster og J-pop inspirerede kostumer. Det er, for at sige det rent ud, lamt. Jeg er ret skuffet. Ikke mindst fordi Miller udnytter enhver lillebitte chance til at vise damens…. attributter.

Tegningerne er som man kunne forvente. Miller tegner efter min mening ikke ret godt, men det har indtil nu komplementeret serien(og dens gode historier) godt , og derfor har det ikke gjort så meget. Når historien imidlertid bliver dårlig, så kommer man virkeligt til at sidde og kigge på tegningerne, og så finder man ud af hvor grimme de er til tider. Der er dog visse ting Miller gør godt – biler! Bilerne er ret godt tegnet. Måske er det i virkeligheden ikke det faktum at tegningerne ikke er de bedste, der irriterer mig mest ved dem. Måske er det mere det, at der er så forbistret mange helsides tegninger. De fleste af dem er unødvendige – i den forstand, at de sagtens kunne have været almindelige billeder. De er, som sådan, godt tegnet. Men giver nogle underlige afbræk i historien, fordi man skal sidde og bladre flere sider igennem, for at komme forbi en meget enkel handling.

Alt i alt er “Sin City – Familieværdier” klart seriens lavpunkt indtil nu. Hvad der var god noir, fyldt med coolness og skygger, er blevet irriterende J-pop med halvsmarte kommentarer iblandet alenlange indre monologer. Det er kun de allermest hardcore Sin City fans der skal gå i gang med bindet, andre skal holde sig til de bind der kommer før!

MASSER AF VAMPYRER.

Vi starter i den nærmeste fremtid i thriller-stil med en sky af skæbne hængende tungt over hovedet. I Sydamerika helbreder flagermusebid nogle kræftpatienter; straks står der videnskab i øjnene på den amerikanske regering, og de rekrutterer en flok dødsdømte fanger som forsøgsdyr – opdagelsen kan måske betyde enden på sygdom. Som den slags nu engang gør, går det selvfølgelig galt.

Samtidig bliver FBI-agenten Wolgast sat til at indfange den forældreløse pige Amy, som skal spille sin helt egen rolle i eksperimentet – og som rød tråd (og titel) i “Den første”. Som forventet sprænger alting i luften, og en flok uovervindelige vampyrvæsener bliver sluppet løs med verdens undergang til følge.

Spring 100 år frem i tiden, hvor vi følger en koloni af mennesker, der overlever under den konstante trussel om død ved vampyr. Men der skjuler sig måske andre ting derude i verden – både bedre og værre end det, de kender til forvejen.

Første tanke, efter Cronin endelig får tyndet ud i menneskeheden (men på ganske interessant vis faktisk undlader at vise det), er: det her minder meget om Stephen Kings “Opgøret”. Også forstået på den positive måde. Ligesom King jonglerer Cronin med et stort persongalleri, og han er god til at beskrive dem, så man lever sig ind i dem – og han er ikke bange for at smide nogle af dem overbord, når situationen kræver det. Ligesom King er der desværre også fornemmelse af, at det nok skal gå altsammen, og at vore helte har en styrende kraft på deres side. Men det, der for alvor ødelagde bogen for mig, var den manglende balance – personerne fylder simpelthen for meget i forhold til handlingen, og alting går meget, meget langsomt. Indledningen, der kunne have været intens og gribende på 50 sider, fylder i stedet over 300.

Personbeskrivelserne, der i Kings bøger er glasuren på kagen, bliver her til en meget tyk sukkermasse oven på selve kagen, og der blev i al fald for mig lidt kvalmende i længden. Handlingen kan hænges op på ganske få større hændelser, og en del af dem er ret klicheede (en by i ødemarken, hvor alle virker tilfredse med livet og ikke bekymrer sig om vampyrerne – gad vide, hvad der er galt der?).

Ikke desto mindre byder “Den første” på en god portion drama og spænding – og hvis man er mere personinteresseret end undertegnede, vil det, som Cronin serverer i så voldsomt omfang, sikkert falde lige i ens smag. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fortsætter med serien.

Indtil den dag er man Grim. Helt almindelig og plaget af de fejl og særheden, ens krop nu engang er i besiddelse af. Sådan en er vor hovedperson, Tally, men kun kort tid endnu. Det er snart hendes tur, men hun er en af de sidste på sin årgang, så hun er alene og rastløs med for megen tid tilovers.

Snart får hun en ny ven, Shay, og det bringer hende i kontakt med en verden af Grimme, som er flygtet fra skønheden – og det afslører grumme ting om hendes verden og stiller hende selv over for store dilemmaer.

Uglies er en dystopisk omgang ungdoms-science fiction, bygget på et stærkt og godt udtænkt koncept, med en interessant hovedperson og en handling, der starter roligt, men bygger op og tilsætter en smule romantik og masser af svære beslutninger. Især første del af historien er superb – Westerfield præsenterer sin verden, der på overfladen er så smuk, men sår også den første fornemmelse af, at der er mere under overfladen. Samtidig er Tally letgenkendelig som teenager, fuld af energi og oprør, samtidig med at man forstår, hvordan hun er præget af den verden, hun er vokset op i – for der ligger også en del afsky til sig selv og andre Grimme i hende. Det er naturligvis noget, der kommet på en prøve, da hun må stikke af fra sit grundlæggende trygge liv og begive sig ud i ødemarken.

Her bliver Uglies måske lidt mere forudsigelig, og romantik virker måske, som om den er kastet ind i historien for at få det hele til at hænge sammen – men det ændrer ikke ved, at historien har et så godt drive, at man kan tage det med fra den, som man ønsker. Det gør den til endnu en af de ungdomsromaner, der med masser af udbytte kan læses af både unge og voksne. Sammen med den gode historie har den nemlig noget på hjerte.

Scott Westerfield: Uglies (Uglies;1) Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren. People’s Press Jr., 2010.- 348 sider

VELLYKKET TOER.

Første bog fulgte Todd og Viola, mens de flygtede – over halvdelen af planeten, føltes det som, skarpt forfulgt af mændene fra Todds landsby, anført af den skræmmende borgmester Prentiss. Viola var den eneste overlevende fra et spejderskib, mens Todd var den eneste dreng i en verden, hvor alle kvinder var døde, og alle levende væsener udsendte Støj – en slags konstant, psykisk radioudsendelse af alle deres tanker og følelser.

Under deres flugt opdagede de, at Todd var vokset op med et utal af løgne, men det var desværre ikke en indsigt, som førte til nogen happy end. Da “The Ask and the Answer” begynder, har borgmester Prentiss taget magten over de overlevende mennesker, deriblandt vore to hovedpersoner.

Prentiss er kort sagt en udspekuleret satan, og han manipulerer alt og alle, som var det den naturligste ting i verden. Men ikke alle falder for hans PR, og snart udbryder der krig – en lille flok kvinder, kendt som The Answer fra dengang, hvor de kæmpede mod planetens indfødte befolkning, flygter fra byen og begynder en guerillakrig mod Prentiss’ herredømme. Vore hovedpersoner havner på hver deres side af konflikten, men må konstant kæmpe med spørgsmålet: er der overhovedet nogen af de kæmpende parter, som har ret? Intet er sort/hvid her.

Jeg opdagede først Chaos Walking-serien via Bogsider, hvor “The Ask and the Answer” ikke får den bedste medfart – et stykke kan jeg såmænd godt følge kritikken. “The Knife of Never Letting Go” var så gennemført og intens, at det er svært at forestille sig en opfølger. Men jeg synes, at Ness har valgt rigtigt i at fortælle en helt anden type historie her – den er lidt langsomt i starten, og det psykologiske spil mellem især Todd og borgmester (nu præsident) Prentiss kan virke lidt konstrueret, men efter lidt tid kommer det under huden på én, og jeg åd mig gennem bogen med den utålmodighed, der kendetegner en rigtig god læseoplevelse. Den midterste del af en trilogi er ufatteligt svær at skrive, men Ness slipper afsted med det – og da slutningen lægger op til at blive lidt for pæn, får kniven lige en ekstra drejning. Prentiss er en superb skurk, og Viola og Todd er et fascinerende par – det er en fryd at læse.