EN GANSKE SÆRLIG BÅD.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

NEPOTISME

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.

GOTISK ÅRHUNDREDE.

Historien er ganske praktisk i tre kapitler: i årene 1915, 1952 og 2011 – og som det sig hør og bør, er centrum for historien de bygninger, der skifter formål gennem tiden, men altid bærer på de samme spøgelser og danner fortællingens dystre baggrund: først et tuberkulose-sanatorium, siden et sindssygehospital og afsluttende et hotel.
I første del møder vi den unge mand Erik, der af sin fader, som selv er læge, tvinges til at uddanne sig indenfor samme profession. Eriks dagbogsoptegnelser fortæller om hans oplevelser på Fjordsanatoriet, hvor stemningen domineres af de for manges vedkommende døende børn. Men snart indser han også, at faderen har skjulte og dunkle motiver med opholdet der, og han må træffe et valg, der får dybe konsekvenser.

I 1952 bliver Inger indlagt på Fjordhospitalet – tvangsindlagt, fordi man mener, hun er sindssyg. Selv er hun overbevist om sin egen sundhed, men der er ting i natten, som forsøger at komme i kontakt med hende, og fortiden rækker ind i hendes nutid. Hendes breve hjem beskriver, hvordan hun trækkes ind i en spiral af frygt, for sig selv og for de gerninger, der sker på stedet.

Historien afsluttes med Gil, 17 år og lidt af et problembarn. Han bliver dumpet hos sin farfar, der driver Fjordhotellet, efter han har mistet sin bestalling som læge. Gils historie fortælles fornemt i en række mails til kæresten, som både beskriver hans oplevelser på hotellet og fint tegner omridset af deres personlige historie – samtidig med at der sættes et endeligt punktum for de hændelser, der har præget stedet.

“Ordenen” fungerer overraskende godt. De tre dele har hver deres stemning – første del slipper godt fra at fremmane den tunge, gotiske stemning uden at blive for tung læsning, hvilket er noget af en balancegang. Midterste del er mere lige ud ad landevejen, men formår at fortælle en afsluttet historie, samtidig med at den leverer faklen videre. Afslutningen bærer tydeligst præg af, at forfatteren skriver til unge læsere, men tonen passer til nutiden, og det er fermt og professionelt fortalt. De tre akter med hver deres tone giver et velfungerende flow til bogen.

Selv om det er tre forfattere, der har skrevet hver deres del af bogen, fungerer strukturen og viser et godt samarbejde. Samtidig med at man får tre historier, sørger de for, at elementer går igen og trækker læseren med – ligesom deres forrige projekt (serien Genstart) virker det inspireret af moderne tv-serier, og det er en opbygning, der virker. “Ordenen” er en effektiv og stemningsfuld ungdomsgyser, der spænder bredt.

OG PLUDSELIG: GUDS ANSIGT.

“Eksil” er samlingens længste tekst og et vellykket forsøg med en lidt altmodisch struktur og tone, der stadig er let at gå til og værd at læse. Lunøe holder en fin balance her og i resten af samlingen, og “En dag uden sol” er i det hele taget velskrevet. Sproget er fint og holder læseren kørende.

En klassiske baggrund kommer også frem i “Isabella”, der er en opdatering af en fortælling fra “Decameron”, og “Vraggods”, der ad snørklede veje tager udgangspunkt i HC Andersen. Og så en af mine favoritter: “Manden og maskerne”, der af Lunøe selv betegnes som Sherlock Holmes udsat for Oscar Wilde. Her kontaktes vor hovedperson af sin kunstneriske ven, der er blevet grebet af sit seneste projekt: at planlægge det perfekte mord. Desværre kommer nogen ham i forkøbet – måske; for det perfekte mord er svært at genkende som et mord. Her skriver Lunøe med glimt i øjet og en god sans for stemning.

Sammen med “Manden og maskerne” står især titelnovellen tilbage efter endt læsning. Den omtalte dag (en mandag i maj) er uden sol, fordi det er Guds ansigt, som stiger op af havet den morgen. Forventeligt nok skaber det en del omvæltninger i verden, men især for Jimmy, der egentlig bare gerne ville overnatte i telt i sin have. I stedet bliver han udpeget som Guds sendebud og må stå for kontakten til resten af menneskeheden, som gerne vil vide, hvordan tingene skal foregå fra nu af.

Generelt for samlingen gælder, at Lunøe kommer vidt omkring. Han falder ikke til ro i én form, men afprøver adskillige, så vi får alt fra en drømmende kærlighedshistorie til en lidt gammeldags science fiction-novelle med filosofisk tilsnit. Det var ikke alle historier, der ramte mig som læser (hvad man da heller ikke kan forvente), men den store bredde var forfriskende. Og så er det tydeligt, at Lunøe har både ambition og noget på hjerte med sit forfatterskab.

Grundlæggende er “Operation: Operation 2012” en ganske almindelig spændings-/flugtroman med ønske om at være en technothriller og en god, gammeldags MacGuffin. Her er det nogle kodede oplysninger, som forfatteren Christian Bang kommer i besiddelse af – og som en hel masse mennesker højt oppe i hierarkiet gerne vil have fat i. Blandt andet en dansk betjent, der gerne lader sin næver tale, og en amerikansk agent, som synes at kommunikere med bandeord. Bang ender (naturligvis) på flugt og må forsøge at afsløre, hvad de hemmelige oplysninger betyder, og jagten bringer ham vidt omkring.

Beklageligvis bliver det aldrig særligt spændende, hvilket må siges at være pinedød nødvendigt i en spændingsroman.

Lou bruger en del tid på at vise os, hvordan alting hænger sammen (blandt andet ved at forlade den primære synsvinkel på Christian Bang), hvor en sådan historie gerne har behov for lidt forvirring. Det trækker simpelthen historien ned i omdrejninger, så man sjosker igennem den. Dernæst plages historien af utroværdige personer (vi får at vide, at hovedpersonen er noget af en charmør, men den når vi ser ham i action, opfører han sig hovedsageligt som en liderlig abe) og lige så utroværdige sammentræf.

Forfatteren har også begået sig inden for filmverdenen, og man fornemmer måske, at bogen her ville have gjort sig bedre som et manuskript. Forsiden virker da også lidt inspireret af billeder fra Lars von Triers “Melancholia”. Men ærligt talt: som roman er den ikke specielt vellykket.

Jeg har tilladt mig at placere den i kategorien science fiction, da den lige lister over stregen. Men man skal altså ikke forvente den store omvæltning, som der ellers lægges op til.

EVENTYR & ALMINDELIGE MENNESKER.

Indholdet er 10 noveller, hvor jeg vil kalde de fleste af dem rendyrkede kunsteventyr. Det er personligt en genre, jeg har et ambivalent forhold til – når de fungerer for mig, rammer de en tidløs og mytisk stemning, der kan løfte en historie op fra ingenting; men andre gange frigør de sig fra gængs historiefortælling i en sådan grad, at jeg har svært ved at se pointen.

Hennebergs historie bevæger sig bredt inden for dette spektrum – og i overraskende retninger tillige.

Enkelte tekster – som f.eks. “Det blå barn” – skaber sin egen lille verden isoleret fra alt andet og dermed en historie, der kun følger sine egne præmisser. Kort sagt handler den om en lille, svigtet pige, der får besøg af en engel og lærer noget om livet – og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at relatere til den, fordi den ikke rakte ud over historiens rammer.

I den anden anden af spekret findes tekster som min personlige favorit: “Manden der kiggede ned i brødristeren”. Her kombinerer Henneberg stemningen fra eventyrene med en fin, socialrealistiske historie, og de to ting spiller overraskende godt sammen. Det er den type historie, der kan leve videre efter endt læsning og give et glimt i læserens øjne.

Henneberg håndterer sproget fint. Enkelte gange føles det, som om disciplinen svigter, men når det flyder, fungerer det godt. Generelt er der tale om eventyr til voksne, der gerne rundes af med en indsigt om livet og verden. Situationerne er gerne grumme, men målet er positivt, for i dette univers er selv døden ikke nødvendigvis af det onde. “I Paradis får man ikke bank” er nok en bog til læsere, der gerne vil tro på, at der er mere bag hverdagens kedelig slør, og at det rummer en mening. For disse læsere vil “I Paradis får man ikke bank” sikkert være som en æske chokolade og nydes derefter.

SÆRT & MÆRKELIGT.

Som forsiden måske også signalerer, befinder vi os på det surreelle overdrev, hvor historierne gerne skydes i gang med et lille, overraskende udgangspunkt. I “Vandanna” sidder hovedpersonen i sin skoleklasse og indser, at hun er lavet af vand; i “Fars og mit træ” forsvinder fortællerens far, mens hans ansigt dukker op i det træ, de plantede sammen, og som nu vokser med utrolig hast; i “Som en ræv” må hovedpersonen lide under eftervirkningerne af at have forvandlet sig til en ræv.

Fælles for historierne er, at der ikke forklares – tingene er, som de nu engang er, og herfra tager Mogensen sit udspring. Og med en sær form for drømmeagtig logik fører han læseren gennem historien. Sproget er enkelt og lettilgængeligt, men ideerne er overraskende, og stemningen kan svinge mellem det legende og det gruopvækkende. Til tider føler man sig endda hensat til en form for eksistensialistisk horror.

“Virkeligheden er ikke virkelig” fik mig til tider til at tænke på Jim Woodrings tegneserier – Mogensen kommer ikke nær så langt ud, men han formår på samme måde at kombinere den absurde baggrund med en klart fortalt historie. Det er muligt, man ikke kan se meningen med løjerne, men man lader sig stadig trække ind i fortællingen. Det fungerer, især fordi forfatteren har en evne til at ramme ideer, der kan gro i læserens hjerne. Såsom Anna, der er blevet til vand – og mere vigtigt: klassekammeraternes reaktion. Det er halvvejs mellem drøm og mareridt.

Når novellerne i “Virkeligheden er ikke virkelig” rammer rigtig, har de power og kan fostre nye historier. Når de ikke helt rammer plet, forbliver man upåvirket og glemmer dem hurtigt. Heldigvis er der flest, der fungerer.

Mogensen skulle have en roman på vej fra Fahrenheit – hvis han kan kombinere stemningen fra denne samling med et længere handlingsforløb, skal man helt klart holde øje med “Kødet”.

Bogen består af 10 noveller, hvoraf det fleste har et magisk eller fantastisk islæt. Nogle, og måske endda forfatteren selv, vil mene at alle fortællingerne er af fantastisk karakter, men denne anmelder mener i al fald at to falder udenfor. Men det gør for så vidt ikke alverden. Det er dog de historier som ikke har fantastiske elementer, som er klart de svageste i bogen. Blandt andet den børneporno og pædofili-centrerede “Bingo” falder igennem. Såre simpelt fordi den ikke har det samme magiske touch som de andre noveller.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Absolut ikke. Bogen er god! Punktum. Bindet starter stærkt med fortællingen om en kunstner der får bestilling på en ikon. Det udvikler sig hurtigt til en fortælling om savn, flugt og forvandling. Derudover er bogens stærkeste fortællinger blandt andet “Skatten”, om den lille pige der forsvinder på stranden, og “Mørke cyklister”, om det farlige ved at gå igennem mosen efter mørkets frembrud.

Weitze skriver i en lidt pudsig, men velfungerende stil, der dels fjerner læseren fra den intime oplevelse af hovedpersonens gøre og laden, men samtidig sætter os i en helt fantastisk stemning. For det er stemningen der er bogens bedste våben. Man føler sig hensat til en tid med folkeeventyr og myter, selvom historierne så afgjort har et moderne strejf. Helt hvordan denne stemning opnås og skyller ind over læseren er lidt af et mysterium for mig. Men sandt at sige er man fra første side opslugt i en stemning af lugte, temperaturer og fabler. Det er diskret, underspillet men det virker helt fantastisk.

Hovedtemaerne for bogen er helt klart forvandlinger. Alle historierne har et overliggende tema der går ud på at hovedpersonerne går fra en tilstand til en anden. Det er blandt andet her det er de mest tydelige bånd til den magiske realisme viser sig. Forvandlingerne sker nemlig ikke kun på det mentale eller personlige plan, men også i høj grad på det fysiske plan. Således er der personer der “mærker noget grønt vokse under huden” og har fornemmelser af at blive til dyr. Det er dog aldrig så direkte beskrevet, men det er det vi sidder tilbage med som læser. Og det er vel også her en af bogens styrker ligger. Ved at benytte sig af begrænsninger og indskrænkninger lader Weitze så uendeligt meget være op til læseren selv. Derfor lader hun vores fantasi styre bogen, og udnytter derfor en af menneskets iboende egenskaber, til at skabe en uforglemmelig rejse ud i mørkets egne.

Bogen kan kun anbefales. Især vil den gøre sig godt på en kølig sommeraften med tæpper og et kraftigt regnvejr under opsejling. Lyn og torden er ikke nødvendigt, men duften af regn hjælper en del. God læselyst.

“Willy på eventyr” startede som en oversættelse af den britiske serie “Rob the Rover” i Familie Journalen tilbage i 1923. Efter en omskiftelig tilværelse blev den i 1956 overtaget af danskerne Grauballe og Andersen, der har leveret materialet til dette genoptryk.

“Onkel hans forsvundet i Bermuda-Trekanten” rummer striberne 1025-1057 og er et tydeligt tegn på kærlighed til serien – manden bag hedder Asger Pedersen og står også for Willy-Centret.dk. Jeg er aldrig selv stødt på Willy-serien før, men har egentlig ikke svært ved at forstå det – det er den type klassisk eventyr-serie, der næsten indbyder til samlermani. Det er retro-underholdning med action og eventyr, så det står efter.

Historierne om Willy er en fortsat fortælling, så hæftet her starter med slutningen på en tidligere historie, hvor Willy og hans ledsager Jonna forlader en fremmed klode i deres skib SM-6. Og mere introduktion behøver vi heller ikke – vi har helten og hans dame og så klassisk 50er-æstetik med boblerumskib, gennemsigtige undervandsdragter i plastic, onde rumvæsener i tætsiddende dragter og så selvfølgelig den navnkyndinge Onkel Hans, der er forsvundet i Bermuda-Trekanten.

Tage Andersens tegninger er overraskende tiltalende (især de stemningsskabende baggrunde), mens Aage Grauballes historie fokuserer på at bringe historien fremad (nogle gange lidt på bekostning af logikken, men skidt med det). Formatet er en stribe på hver side og ingen talebobler – handlingen opsummeres under tegningerne, hvilket er med til at understrege det altmodische præg, historien selvfølgelig har. Der er action og eventyr, men man skulle jo nødig blive forpustet af at læse det.

Er man voksen med et streft af nostalgi i sig, vil “Onkel hans forsvundet i Bermuda-Trekanten” være det rene guld. Yngre læsere, vant til tegneserier med en noget højere fortællehastighed, vil nok blive lidt mere forvirrede over mødet med fortidens eventyrere – men med en smule held (og de rigtige omstændigheder) måske også forundrede. Personligt var jeg yderst fornøjet – med en trang til at læse mere.

Om tyve år er der, tvivler jeg ikke på, mennesker, der vil have det på samme måde med Michael Kamps nyeste udgivelse.

“Moln – jorden husker” er ikke en antologi, men Kamp bevæger sig inden for flere forskellige typer horror, og det holder novellesamlingen frisk og spændende hele vejen igennem. 9 noveller er der på bogens henved 220 sider – og en stemningssættende indledning, der bringer mindelser om Lars von Triers “Riget”, men tilsætter en god ekstra portion alder og mytologisk mørke som en forklaring på de ting, der sker i bogen. Kamp tager det alvorligt, og han ødelægger ikke stemningen ved at være selvbevidst og humoristisk.

Titlen er navnet på den by, hvor alle historierne foregår. Og Moln har en lang og dyster historie – mange mennesker er døde der, og jorden husker. En af novellerne, Cornelia, har været udgivet før og virker også som den mest enkeltstående historie –de andre kan sagtens læses hver for sig, men de lægger i større grad spor ud til den store fortælling om byen og dens mørke underside.

Kamps styrke her er, at han holder øjnene lige på målet – han fortæller flere forskellige slags historier, men går direkte efter gyset, om så det er gennem de visuelle antydninger, langsom opbygning af stemning eller direkte bøh! Ikke noget med at undskylde eller dæmpe effekten med lidt humor. Ja, det er næsten skamløst

Og for fanden, hvor er det godt.

Tellerup er begyndt at sætte ny standard for horrorforsider, og Kamp leverer indhold, der passer og lever op til indpakningen. Hvis du er voksen og til horror, så læs “Moln” – men er du en yngre læser, så forbered dig på at få minder. Grumme, dystre minder.