NY DANSK SF.

Selvfølgelig er der meget forskelligt at finde på de 150 sider, samlingen dækker: der var noveller, jeg ikke kunne lide, nogle jeg ikke helt forstod, og heldigvis rigtig mange, som ramte plet.

Ballet indledes af Lauge Rosendahl, der har sat sig for en svær balancegang: novellen ”Anholt” består udelukkende af interviewbidder over lang tid med en ret DF-inspireret politiker. På den ene side skal det virke som politikersnak, men på den anden side skal det være forståeligt, så satiren skinner igennem. Til tider bliver budskabet lidt for tydeligt, men i det store hele lykkes det, så man undrer sig over, at det ikke virker mere karikeret.

Et andet nyt navn, Sebastian Flamant, byder på en god blanding af socialrealisme og science fiction mærkværdiggørelse i ”Annas onsdag”. På en måde var jeg ikke helt overbevist af den – men det var på en måde, der gjorde, at jeg fik lyst til at genlæse historien. Richard Ipsen er mere straight i ”Den lille dronning” og beviser endnu en gang, at han er ganske uovertruffent til at ramme en stemning i sine tekster – man kunne godt undre sig over, at hans navn aldrig har stået alene på forsiden af en bog.

Redaktøren har selv bidrag med den lange titel ”Den sande historie om hvordan jeg overvandt min skriveblokering” – som er ganske underholdende, hvis man kender til dansk science fiction, men under andre omstændigheder nok vil virke lidt indspist. HH Løyche har også været kreativ med titlen i ”Dødspiberne på Gékon”, som umiddelbart er en af de mere klassiske sf-noveller, men også for bundet historie og baggrund rigtig godt sammen.

Mine to yndlinge, hvis man skal pege på den slags, kommer blandt de sidste i samlingen, nemlig Stig W. Jørgensen og Christian Hauns bidrag. Jørgensens ”Forbudte lyster” er en historie, der indledningsvis virker som en tekst, som blot skal virke kontroversiel, men så med få, virkningsfulde midler binder det hele sammen og formår at overraske læseren. Haun har endnu en gang begået en novelle, der er svær at definere – den starter som science fiction, men farer så derudaf, både i fysisk og overført forstand. Og man vil nok enten hade eller elske den; personligt syntes jeg, at den var en perfekt afslutning på antologien.

Alt i alt viser ”Refleksioner” masser af gode eksempler på dansk science fiction – og endda flere, som også burde tiltale andre end de faste læsere. Forhåbentlig fortsætter redaktøren ad den vej.

Flemming Rasch fortæller om ”Refleksioner” på Fantastiskeforfattere.dk

GRÆNSERNE GÅR OP I FLAMMER.

Bag det ærligt talt lidt kedelige cover gemmer sig tre korte historier, hvor forfatteren roligt og overvejet nedbryder grænserne mellem virkelighed, fantasi og uvirkelighed. ”Socialrealistisk fantasy” er Hauns historier blevet kaldt, og her beviser han, at han legende let kan begå sig mellem de danske forfattere, der skriver hverdagsrealisme og høster roser på det – hvorefter han med en knyttet næve beviser, at han ikke er bange for at rive det ned, som han har bygget op. Man kan formelig se den realistiske ramme ryste og slå sprækker under forfatterens pen, så alt det ubehagelige nedenunder skinner igennem sprækkerne.

Samlingen starter med min absolutte favorit, ”Hendes kappe og maske”. Er det historien (og velfungerende på en eller anden magisk realistisk måde) om en mindreårig dansk superhelt? Er det historien om en lille pige, hvis familieliv langsomt går op i limningen? Begge dele. Men det, der først slog mig, var, at det er et lærestykke ud i vrede. Vrede og frustration står ud fra siderne, så historien bliver ved med at rumle i baghovedet på læseren. På 40 sider gør Haun noget, som andre forfattere ikke kunne gøre på 300 sider – hvis man havde nøjedes med at binde denne historie ind, havde den stadig været bogens pris værd, og hvis man ikke bryder sig om noveller, er det et godt eksempel på, hvorfor man tager fejl. Punktum.

I ”Løs” er historien bredere og spreder sig over flere år. Første del foregår i Australien en juleaften for år tilbage. En flok unge mennesker fra hele verden mødes i en ældre russers hus for at fejre højtiden. Men Bazarov, som han hedder, har hemmeligheder i kælderen, og da hovedpersonen Lars (kendt som Løs) får kontakt til nogle af de samme mennesker ti år senere, kan ingen af dem huske, hvad der skete den aften.

Haun forstår at skrive, så teksten føles legende let, samtidig med at brikkerne falder på plads, så man føler, at der er tænkt over hvert eneste ord. Her formår han at klemme en stor del af et liv ind på ingen plads.

Den sidste novelle har titlen ”Alt er sandt” og lider lidt under, at den bevæger sig nogle steder, hvor Haun har været før. Til gengæld bliver temaet (som jeg ikke vil afsløre) så måske behandlet lidt mere i dybden her, hvor en pensioneret ingeniør tager sig søn med til Mexico, hvor alting begynder at bryde sammen. En af de historier, som efterlader læseren lettere omtumlet – på den fede måde.

Christian Haun skriver som en elektrisk storm – det lyner og tordner mellem linierne, også her i ”Sig farvel til dig selv”. Han har bevæget sig tættere på mainstreamlitteraturen her, men uden at miste noget af den nerve, der kendetegner hans værker. Forhåbentlig vil det betyde, at flere får øjnene op for forfatterskabet.

En ny bog af Christian Haun er altid en god nyhed – især fordi det er ved at være længe siden, hans seneste roman udkom, og fordi forfatteren denne gang giver sig i kast med en helt ny genre: alternate history eller kontrafaktisk historie, som det vist også kaldes på nudansk. Præmissen er sådan set klassisk – tyskerne vandt anden verdenskrig – men kender man Haun, ved man også, at der er mere mellem linierne end umiddelbart givet.

Historien foregår i Århus i 1979 og følger især to personer. Snorre er den unge rebel, han har ikke bøjet hovedet, men bliver ved med at modsætte sig tyskernes overherredømme i det små. Hans gamle ven Sebastian er langt mere fanget i hverdagen, han har kone og børn og ønsker blot at komme ubemærket gennem livet. Det begynder at gå galt for dem begge, da Snorre en dag hænger et banner med nedsættende ord om den tyske leder ud af universitets vinduer – fra da af pådrager han sig politiets opmærksomhed.

Snorre er kommet i kontakt med den mystiske forfatter Øystein Vig, der har skrevet bogen ”Et frit Europa”, og som planlægger noget stort, som måske kan blive enden på det tyske tusindårsrige. Han bliver mere og mere involveret i en plan, der virker mere og mere umulig.

”Hans Broges Bakker” er en lille sag, 150 sider, og Haun skriver, så man let flyver igennem den på en aften. Ideen med det nazistiske Europa er brugt før, hvilket tillader Haun at slippe let omkring nogle ting og gør det muligt for ham at fokusere på den nære, intime historie om de to venner – han formår at skabe en hel verden med ganske få og enkle penselstrøg, så han forfalder ikke til genrens forkærlighed for store, melodramatiske begivenheder.

Først og fremmest er der dog tale om en leg med genre, en metahistorie – Snorres forhold til forfatteren Vig, til litteraturen i det hele tager, snor sig gennem fortællingen. Et utal af danske forfattere slås ihjel af nazisterne, Karen Blixen gæsteoptræder, Ray Bradbury synes at skinne igennem teksten på et tidspunkt, og undervejs undergraver han lige hele genren, sådan nærmest som en sidebemærkning. ”Hans Broges Bakker” formår på en og samme tid at være spændende, deprimerende og legende – det er ikke nogen lille bedrift. Og er et tegn på, hvordan forfatteren får sine litterære krumspring til at se så legende lette ud, at man som læser må spørge, hvorfor der ikke er flere danskere, der skriver sådan: på en gang tydeligt dansk og med internationalt snit.

Bag det lidt pudsige cover gemmer der sig en oplevelse – en af de bøger, man får en mærkelig trang til at læse igen, det øjeblik man lægger den fra sig.

IKKE DEN VANTE FANTASY.

Bogen er inddelt i tre. Den første tredjedel af romanen er yderst afslappet, en charmerende indgang til børnene og deres omgivelser. Som alle andre børn får de fikse ideer, og de skaber ”Eventyrernes klub”, så de kan drage ud på togter i området og opleve noget – umiddelbart forstår Haun at gøre hele sin romanverden ganske dagligdags. Handlingen kunne umiddelbart lige så godt udspillet sig lidt tilbage i tiden – hvis ikke det var for de sparsomme elementer, som han med sikker hånd strøer ud i fortællingen: halvmenneskene Kiestfolket, som måske rører på sig i det fjerne, myterne om Forældrene og den verden, som gik under med dem, og den hemmelighed, som plager Jors far. Men i det store hele ånder alt fred, indtil en dag en mystisk blomst kommer i børnenes varetægt – fra da af går alting værre og værre, indtil deres barndom afsluttes pludselig og tragisk.

I anden del er vi 14 år fremme i tiden, i hovedstaden Whitewell (navne og sprog i Novavon virker som en besynderlig blanding af engelsk og hollandsk). Jor er nu blevet kriger, men kan stadig ikke flygte fra sin fortid og sin arv – især ikke da det viser sig, at hændelser i deres barndom har haft langt større betydning, end nogen kunne have forudset. Noget truer landet, både indefra og udefra, og det søger den blomst, som gled børnene af hænde så mange år før. Tingene bliver mildest talt kunne værre for Jor, og tredje og sidste del af bogen gør det på ingen måde bedre.

Beskrivelsen yder ikke ”Jor” retfærdighed, for den lægger op til almindelig fantasy, og som hidtil i hans forfatterskab er der intet almindeligt i Hauns leg med genrerne. Sandt nok spilles der op til fantasy-klicheerne, men som læser må man konstant tøve i forsøget på at fastslå universets baggrund: er den gamle, døde verden i virkeligheden vores verden? Og så er bogen befriende renset for megen fantasys selvfede storladenhed – de historier, der fortælles, er egentlig ganske små. De store begivenheder er der, men de foregår i baggrunden, langt væk, og deres konsekvenser er ikke de eneste, personerne har at kæmpe mod. Det her er fantasy, som Grete Roulund ville have skrevet det, lige dele magi og ubehagelig realisme – det er nok den letteste måde at forklare, hvad det er, Haun gør.

Anmeldelserne har ikke rigtig været flinke ved denne bog – de fleste af dem lader til at angribe den for det umiddelbare fantasy-element (og for at den ikke lever op til andre, mere kommercielle værker). ”Jor”s største problem i den forbindelse er nok første tredjedel, som kunne forlede læseren til at tro, at der er tale om en børnebog. Men man skal ikke gå til romanen med forventningen om drager, dæmoner og magiske skolebørn – men en god, underspillet fortælling, som leger med konventionerne og på den måde tilfører dem så meget mere, end andre (mere kommercielle) værker nogensinde vil gøre. Så Haun vil måske (desværre) ikke her tage fantasy-læserne med storm, men man kunne godt unde ham et gennembrud i den mere mainstream litteratur. Han har fortjent det.

Anmeldelsen er hentet fra Scifisiden.dk.

STEMNINGSFULD UNDERGANG.

”Reservatet” er en apokalypse, en syret åbenbaring om Århus’ undergang og beskrivelsen af to mennesker fanget i et besynderligt krydsfelt mellem fantasi og virkelighed, løgn og sandhed.

Først er der specialbetjent Bloch – sendt ud på politiets ækvivalent til en manddomsprøve: opsnus en stor sag i provinsen og opklar den. Som en århusiansk Batman driver han rundt i byen og håndhæver sin egen pudsige retfærdighed, mens han søger den forbrydelse, der er hele hans opmærksomhed værd.

Og så er der den medievidenskabsstuderende Krista – hun er blevet bange for andre mennesker, og i sit hoved hører hun en stemme, der reciterer tv-remixet poesi. Og så er der de skræmmende, ansigtsløse mennesker, som er begyndt at følge efter hende, og den sære fornemmelse af at være splittet mellem denne virkelighed og et koldt bord i et betonværelse, to steder på én gang.

De to mødes (naturligvis), og Bloch får færten: Krista er den sag, han har ledt efter; hun er midtpunktet for noget stort. Og det store, som vil få altomvæltende konsekvenser, findes på det sted, som kaldes Reservatet, hos overlægen Barlak, som vil have noget af Krista, men hvad…?

Det er et tæt, lille fortælling, Haun byder på her – til tider virker den, som om den vil vælte under vægten af sin egen surrealisme, men alligevel lykkes det ham at holde et fast greb om både historie om personer. Forvirrende scener, der virkede, som om de var indsat for effektens skyld, får pludselig ny og overraskende mening senere i historien, og alt bliver vendt på hovedet et par gange. Det er mildest talt imponerende, hvordan det lykkes at gøre noget så kedeligt som en dansk by til noget fremmed og spændende.

For de, der har læst Hauns andre bøger, vil det være interessant at se, hvordan ”Reservatet” forholder sig til hans tidligere værker: der er en snert af våbenfascinationen fra ”Naut”, den arketypiske detektiv fra ”Rock Nekropolis” og hele motivet med adskilte virkeligheder, som han synes at vende tilbage til – og alligevel formår ”Reservatet” at være meget anderledes fra disse andre værker. Måske er den ikke det bedste sted at lære forfatteren at kende, men helt klart en bog, der bør læses (og enhver, der først er blevet grebet af hans bøger, vil naturligvis få fat i den).

En ung filmstuderende, Aaron, befinder sig pludselig i koma, tilsyneladende uden grund, og hans mor kontakter de to privatdetektiver Lee og Hock. De er et besynderligt par: en tidligere asiatisk gangster og en Buddy Holly-fanatiker, der har en fortid som vicesherif og taxachauffør. Mens trods deres forskelligheder udgør de et godt team, og de tager sagen og de to eneste spor: en mystisk videofilm og en drømmedagbog.

Umiddelbart signalerer handlingen krimi, men der tilføjes snart (adskillige) ekstra lag: i ”offerets” noter læser de om Byen, der befinder sig et sted under vores søvn, Rock Nekropolis, hvor alle de kendte havner, når de dør, sikret en form for udødelighed i vores fælles underbevidste. Her findes alle de mennesker, som musikken, filmen og alle de andre udtryksmåder fra den enkelte til masserne har sikret en plads i menneskehedens Hall of Fame. Det er denne by, som Aaron på ukendt vis har fået kontakt til – men han er ikke alene, for en mand ved navn John Parabellum, også fra den virkelige verden, er begyndt at dræbe døde stjerner. Og når man dør i Rock Nekropolis, fjernes mindet om én i den virkelige verden, og det er, som om man aldrig har eksisteret. Med andre ord: vores kulturelle bagage er ved at blive ryddet ud med stor hast.

Snart tager plotter fart på bedste Raymond Chandlersk vis: bevæbnede personer har en tendens til at komme gennem døren, når handlingen går i stå, kugler flyver om ørerne, og det går snart op for vore helte, at de må leve op til alle de snushane-arketyper, de kan, hvis de vil løse gåden om den mystiske morder. Forklaringen fører os hele vejen til Marrakech, men også langt ned i verden under drømmene, hvor de sidste berømtheder stadig kæmper for overlevelsen.

De er en ganske fascinerende bog, Haun har begået: en blanding af meta-krimi, fantasy, stand up og amerikansk pop-kultur. Fokus ligger afgjort på 50ernes stjerner, men enkelte nyere medie-helte får også deres korte visit, deriblandt Kermit og Curt Kobain. Hvis man forventer en gængs krimi, vil man blive skuffet – men synes man, at tanken om Harlan Ellisons fantasy blandet med Philip K. Dicks virkelighedsforvanskninger lyder interessant, er ”Rock Nekropolis” afgjort den rette bog. Det er en oftest overlegen leg med mytologier og lag i fortællingen – enkelte steder bliver der måske lidt for mange lag oven på hinanden, og løsningen på Nekropolis-problemet smagte mig personligt ikke, men det er småting i forhold til bogen som helhed.

Hele historien afrundes på ganske tilfredsstillende vis, en langsom udblænding som i en film, og læseren/tilskueren lades tilbage med en god fornemmelse i maven.

DANISH PSYCHO.

Jeg har længe uskudt at læse ”Et sekunds orkan” – den er forfatterens anden roman, udgivet i 2000, hvor Haun har været 26 år. Bagsideteksten fortæller om unge personer og antyder grusomme handlinger – min automatiske reaktion var at forvente en selvoptaget dansk ”American psycho” i kollegiemiljø. Ikke at nogen af forfatterens andre bøger tyder i den retning, men man har lov at tage fejl, hvilket helt klart var tilfældet her. ”Et sekunds orkan” er (som jeg burde have forventet) en god bog.

Efter nogen tid på litteraturvidenskabsstudiet får Jon Trolle Andersen plads på kollegiet Skjoldhøj. Allerede første dag møder han Birgitte, ung, smuk og kernesund, og der skabes en forbindelse med det samme. Men alt er ikke, som det ser ud – når Jon ikke er på universitetet (og er han i det hele taget det?), hænger han ud med sine lettere ubehagelige venner, Panzer og Bogi, og har forbindelser til et bordel ved navn Kødklubben og et omsiggribende forbrug af amfetamin og andre hallucinogener. Jon har på begyndt en nedadgående spiral, som selv forelskelsen i Birgitte kun kan standse midlertidigt. Langsomt glider tingene ham af hænde, hans forhold til Kødklub-ejeren Søren Tadeusz West eskalerer, hedebølgen synes aldrig at slutte, og en hæslig lugt breder sig på kollegiets toiletter.

”Et sekunds orkan” rummer ingen egentlige fantastiske elementer, hvis man ser bort fra Mogens Glistrup-wanna-be’en Søren West, der mener sig selv i besiddelse af profetiske evner og lever i evig frygt for den islamiske invasion af Europa. Egentlig er den vel en psykologisk thriller (eller også er den ikke, jeg er ikke ekspert i genre) – men for horrorlæseren er der tale om en vellykket, fortættet stemning, som gennemsyrer bogen. Til tider formår Haun endda at fremmane nogle ubehagelige Grete Roulund-agtige øjeblikke i sine beskrivelser af personerne. Her, som i flere af forfatterens bøger, ligger der dog en ekstra styrke i, at han grunder sine fortællinger i et genkendeligt Danmark, i et troværdigt miljø, uden at det på noget tidspunkt bliver latterligt. Personer og steder fremstår levende, hvilket er den perfekte grobund for handlingen.

Er man til splat og chok-effekter, er ”Et sekunds orkan” dog ikke den rette bog at gribe. Her er fortællingen i højsædet, og som jeg husker debuten ”Naut” (det er dog mange år siden, jeg læste den), er det også her, at forfatterskabet virkelig tager fart. Den forholdsvist unge forfatter tager nogle svære valg, hvilket han dog i høj grad slipper af sted med – en del af historien fortælles af Birgitte, uden at hendes stemme virker kunstig, og den historie, man egentlig forventer at få fortalt, afsluttes halvvejs gennem bogen, og læseren føres ad nye veje. Det er en gennemført positiv overraskelse.