Sværdfægtende helte og genteknologi er blot nogle af ingredienserne i denne spændende science fiction/fantasy fortælling om Gallen O’Day og hans kamp mod besætterne.

Er man til heltehistorier og udforskning af fremmede verdener, så er ”Den gyldne dronning” et rigtig godt bud på et par timers underholdning. Jeg blev nærmest fra første side fanget ind af Dave Wolvertons specielle univers, der med sin blanding af fantasy og science fiction både har sværdsvingende helte og data-implementeringer i mennesker side om side.

Gallen O’Day og hans ven, den talende bjørn Orick, ernærer sig som freelance livvagter for rige rejsende. En dag dukker to fremmede op, som ønsker Gallens hjælp til at finde en gammel portal. En portal som siden viser sig at være en port til andre verdener.

Gallen accepterer, opgaven og snart er han, Orick og kropigen Maggie på en hæsblæsende færd med de to fremmede for at nå frem til besætternes planet og forsøge at vinde kampen om universet.

Besætterne, som er insektagtige væsner, lever i kolonier, som f.eks. myrerne gør. De har overtaget flere verdener, og overalt hvor de kommer frem, forsøger de at gøre menneskene loyale overfor deres Gyldne Dronning.

Dave Wolverton formår at skrive en historie, som dels er spændende i sig selv, men som også beskriver de forskellige verdener og deres forskellige teknologier, så man ikke kan lægge bogen fra sig. Besætterne bruger f.eks. genteknologi og data-implementeringer for at sikre menneskenes loyalitet, og det beskrives så tankevækkende, at man ikke kan lade være med at overveje, hvor langt vores eget samfund er kommet, og ikke mindst – hvor langt vi vil gå!

Gallens verden er derimod stadig i sværd og nævekamp stadiet. Her er besætterne ikke nået frem endnu, og de mennesker, som for mange år siden, grundlagde denne verden, ønskede at holde den uskyldig for teknologi. Gallen og hans venner må derfor omstille sig til en helt anden tankegang, end de hidtil har kendt for at kunne overleve.

”Den gyldne dronning” er første bind ud af tre. De to øvrige ”Beyond the gate” og ”Lords of the seventh swarm” er endnu ikke udkommet på dansk.

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Efter en hårrejsende prolog, sætter det rigtige eventyr ind. Indy bliver kontaktet af sin gamle ven Marcus Brody. Nogen har stjålet Voynich Manuskriptet. En italiensk, fascistisk storforbryder, der netop har været på besøg i Amerika, er under mistanke, og Indy sætter efter ham. Det udvikler sig hurtigt til en international jagt, hvor jægeren med ét går hen og bliver den jagede – men hvem er hvem?

Mac McCoy er klart et frisk pust til serien. Han er hverken luftingeniør eller mystiker han er journalist, og det ses. Der er lagt vægt på fart og sensationsjagt igennem hele romanen. Til tider går tingene så stærkt, at man slet ikke når, at bliver klar over hvor mange huller der faktisk er i historien. Hjælpsomme personer der dukker op ud af ingenting, for derefter at forsvinde uden videre, er en stor bestanddel af IJPS. Det er imidlertid med til at give historien al den fart den har brug for. McCoy lader Indy være Indy, magi være magi, og et eventyr være et eventyr – det er spændende, beskidt og til tider klodset, men det fungerer fordi det er Indy.

IJPS er helt klart den bog i serien der har vækket flest tankebilleder hos mig. Beskrivelserne er gode og præcise og man føler, at det hele falder meget naturligt for både Indy og de andre bærende karakterer. Hvis man kun vil læse én bog ud af de første ni, er det helt klart IJPS man bør give sig i kast med.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

”Skygger” foregår i den lille bjergby Snowfield. Lægen Jennifer er på vej hjem, efter hun har hentet sin 14-årige søster Lisa – deres forældre er døde, og hun skal nu være værge for lillesøsteren, hvilket ikke bliver lettere af, at de ikke har set meget til hinanden i de seneste år. Deres nye familieliv starter dog heller ikke godt – da de når frem, har nogen eller noget myrdet samtlige indbyggere i byen. På grusom vis. Mange er blot forsvundne, mens dele af andre er efterladt tilbage. Og det er sket pludselig og for ganske få timer siden.

Det lykkes Jennifer at komme i kontakt med omverdenen, og politiet sammen med en flok militære videnskabsmænd rykker ind i den isolerede by. Der viser det sig snart, at de ekstreme dødsfald ikke kan bortforklares med massehysteri, giftgas eller sindssyge kulter – der er noget anderledes rædselsvækkende på spil, noget ældgammelt, der ser stort på menneskeliv.

Gensynet med ”Skygger” er såmænd positivt nok – der er ikke tale om stor kunst eller en klassiker inden for genren, men spændende, fuld-fart-fremad actionhorror. Folk begynder at dø allerede på de første par sider, og så går det ellers derudad. Koontz kender tydeligvis sine virkemidler, og han bruger dem generelt til god effekt, dog til tider også lidt mekanisk. Personerne bliver præsenteret og får deres baggrund fyldt ud, så man næsten derfra kan ekstrapolere, om/hvordan de kommer til at dø. Der er den obligatoriske romance, de store ofre og den naturlige happy end. Spændingskurven tegner sig lige og tydeligt foran læseren.

Bogen er også blevet til en ikke videre vellykket film, hvilket egentlig er utroligt, for det burde være enkelt at lave en vellykket popcornfilm ud fra oplægget; bogen kunne bruges næsten uændret som drejebog, vil jeg tro. Og Koontz skriver glat og lettilgængeligt, så i mangel af bedre kunne bogen faktisk godt tage pladsen fra en film – man vil blive mindst lige så godt underholdt. Den har sine fejl og mangler (historien går bl.a. lidt over gevind hen imod slutningen, hvor forfatteren pludselig og ganske unødvendigt smider psykopater og djævletilbedere efter læseren), men den leverer varen.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse er tidligere publiceret på Horrorsiden.

Dean R. Koontz på Fantastisklitteratur.dk

UNDERVERDEN ELLER ILLUSIONER.

IJIW er det sidste bind som Rob MacGregor har skrevet i serien om Indiana Jones. Det ses! For det første er det den korteste hidtil. Derudover er det også som om MacGregor forsøger, at samle alle løse ender fra sine fem andre bøger. Det resulterer i at der nu pludselig er en sagnverden, som måske er virkelig, der kan forklarer alle okkulte, mystiske og mytiske hændelser som vores helt har været ude for i de sidste seks-otte år af sit liv.

MacGregor har i dette bind også taget et spring, og er gået over i en mere fantasypræget skrivestil. Således møder vi igen enhjørninger, men også drager, kæmper og monsterhunde. Vi introduceres også til magiske drikke, troldmænd, konger, hekse og mystiske skove. Det hele bliver dækket ind under “at  vi jo er i en anden verden – som måske ikke er der”. Man kan næsten fornemme MacGregor stå i baggrunden og nynne temaet fra “X-files” eller “Tales og the Unexpected”.

Jeg sagde godt nok om ”Indiana Jones and the Unicorn’s Legacy”, at det var det svageste bind hidtil. Det er stadig rigtigt, men IJIW er godt med på den front. MacGregor går i gang med mere end han kan gabe over, og hans forklaringer på visse ting, er ikke helt i samme boldgade som vi helst vil se Indy.

Jeg tror bare man skal glemme dette bind, og se frem til det næste i rækken: ”Indiana Jones and the Sky Pirates”, hvor det er Martin Caidin der fører pennen. 

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk

IJGD markere en ny begyndelse i serien om Indy. Starten af bogen er derfor afsat til at bryde med alle bånd til de tidligere bøger i serien. Man fornemmer i den grad at Rob Macgregor har villet skifte retning. Visse overnaturlige elementer er da også fjernet, men andre er kommet til. Det er faktisk en smule forfriskende i en serie der ellers var blevet lidt ensformig. Indy sættes på en række hårde/umulige prøver, som han så på bedste beskub skal klarer dig ud af.

IJGD er den hidtil mest ensemble-prægede af Indy-bøgerne. Ideen om den ensomme helt, og hans kamp mod snu fjender, er lagt på hylden. Det giver en lidt anden stemning, men tillader at andre kan være helte engang imellem. Det falder lidt udenfor “den klassiske Indy”, men det virker.

Opskriften til denne bog afviger dog ikke meget fra de klassiske fortællinger om Indy. Det er da også stadig et artefakt der er i centrum. Forskellen ved artefaktet i denne roman, i forhold til de andre i serien, er at der er tale om et kristent artefakt. Dette åbner selvfølgelig op for en hel række af problematikker. Problematikker som selv i dag kan være svære at håndtere.

Ekspeditionen snor sig igennem Tyrkiet, og jo mere vi nærmer os målet, jo mere tillader vi os at tvivle. For hvad er det egentligt Ararat-bjerget gemmer – arken eller bare en myte? Hvis arken faktisk findes, hvad kan det så betyde at finde den? Skal man grave dybt i alle myter?

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk.

STONEHENGE OG UNIVERSITETER

Denne anden bog i serien er mere hverdagspræget, og der går lang tid med at følge Indy’s halvkedelige liv som underviser på et universitet. Jeg kan ikke huske hvad det var for en forfatter der sagde noget i retning af at ”hvis din fortælling er gået i stå, så lad en mand med en pistol træde ind af døre”. Rob MacGregor må have hørt den sætning. Der er i al fald flere punkter i bogen hvor vi er lige ved at døse hen, for så at blive overrasket af en edderkop i en chokoladeæske, eller en skorpion under en hovedpude. Det er småklodset, og en smule trivielt i længden.

Derudover er der en del huller i romanen. Mange spørgsmål står ubesvaret hen når man kommer til den sidste side. Det er som om der mangler et kapitel til sidst. Om det er en måde at lægge op til den næste bog i serien, eller om det bare er ren ugidelighed fra forfatterens side, kan jeg naturligvis ikke udtale mig om i skrivende stund.

Alt i alt er IJDG en typisk toer. Der er ikke så meget nyt under solen, og der er heller ikke det samme flow i fortællingen som der var i den første. Så kan man bare håbe på, at det er bedre i det/de næste bind af serien.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.