// forside

Seneste anmeldelse

Reymond E. Feist: A Darkness at Sethanon

Magiske artifakter og urgammel ondskab Dette er det sidste bind i Riftwar trilogien. Det er også den bedste.

Endnu engang forsøger Murmandamos at få Arutha slået ihjel. Der er en profeti om at han vil bringe Murmandamos onde planer til kort, hvis han får lov til at leve. Så ligesom i sidste bog, så vælter det rundt med snigmordere i Krondor. Arutha, Jimmy og resten af heltene forsøger at stoppe dem. Men, det lykkedes ikke. Arutha bliver myrdet af en snigmorder.
Til alt held er det bare en snedige plan, der skal få Murmandamos til at fokusere på andre ting. På den måde kan Arutha og resten af banden finde ud af hvad der foregår. De drager op i det høje nord, hvor de støder på en gammel fjende. Guy du Bas-Thyra. Han er blevet lederen af en by fyldt med Fremenere… okay, det er ikke rigtigt, men det er et folkeslag der har samme funktion, så derfor vil jeg bare kalde dem for Fremenere. Det klassiske Folkeslag Bestående af Heroiske Stammekrigere. De bor i en by, der ligger direkte på invasionsruten ned i Kongeriget. Her vil Murmandamos bryde igennem for at finde et oldgammelt magisk artifakt, der vil kunne bringe Fjenden frem fra dens ekstradimensionelle fængsel.
I mellemtiden er Pug og Thomas draget ud i multiverset for at finde svar på hvem Fjenden er, hvad der foregår og hvordan det hele egentligt hænger sammen.

Det her er nok den af Feists bøger, jeg holdt mest af som knægt. Den er cool, fyldt med vilde og episke action scener. Der er masser af lækker kosmologi, vilde magiske hændelser og onde badguys.
Plottet holder, intrigen er god. Det lykkedes ganske godt for Feist at knytte de tre bøger sammen, med den fælles hovedfjende. Det viser sig at være Valheruerne. Den urgamle titan-lignende kaos magt, der drog i krig mod Guderne. De har i bedste Sauron stil efterladt en del af deres magiske essens i et artifakt, som vil kunne bringe dem tilbage. Alt i alt meget godt.
Det eneste der lidt mangler er profetien om Arutha. Hvorfor er han en trussel? Han gør ikke rigtigt noget specielt, det eneste han gør, er at give os en fast person at holde øje med verden fra. Hvis Murmandamos ikke havde brugt al den tid og energi på at forsøge at myrde Arutha, så var tingene stort set sket på samme måde alligevel. Så hvis Feist havde brugt lidt mere tid på den del af plottet, så havde det været noget bedre.

Skrivestilen er også blevet noget bedre. Ikke fantastisk. Der er stadig en masse “he said, she said”, men ikke helt så meget som i de foregående bøger.

Alt i alt om Riftwar trilogien, så kan jeg godt anbefale den til nye fantasy læsere. Der er en masse fede fantasy ting i dem. Sproget er bare ikke fantastisk. Settingen føles også lidt gammeldags. Der er ikke meget middelalder realisme over dem. Især efter Game of Thrones, A Land fit for Heroes og The First Law virker de noget bedagede.

Asides

Velkommen til Den elektriske kanin

Nyeste anmeldelser

Reymond E. Feist: Magician
DOBBELT OP PÅ GARY STU Pug og Thomas vokser op i hertugdømmet Crydee, så langt fra det civiliserede øst, som...
Raymond E. Feist: Silverthorn
FANTASY SOM DINE FORÆLDRE KUNNE HAVE LÆST Vi skal tilbage til 94. Jeg var flyttet ind i en lejlighed sammen...
Neil Gaiman: The Ocean at the End of the Lane
ERINDRINGS-FANTASY! Og selvfølgelig skulle det tilfalde mig, at anmelde netop denne bog. Man undres undertiden over tilfældighedernes sammenfald. Netop som...
Liz Jensen: Varslet
KØRESTOLSDOMMEDAG! Gabrielle er en falleret psykolog, der har været udsat for en bilulykke og hun må derfor tilbringe de fleste...
Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft
For nyligt udgav forlaget Antenna "Ved vanviddets bjerge" med tre noveller af H. P. Lovecraft samt et essay med en...